fersken.net

Fagbladet Spejlet, april 2007

Hankou Xilu er en stille gade, der ligger i Nanjing, lidt vest for Shanghai i Kina. Der er træer langs fortovet, gråfarvede etageejendomme, et par små kiosker, nogle snuskede gaderestauranter, en tøjbutik, en butik der sælger tøjdyr og en ejendomsmægler. Der er et udendørs poolbord, som tre drenge står og spiller ved. Der er en bonde, der sidder og sælger store og modne meloner, som han har stakket op på fortovet. Og der er frisørsalonen, som 25-årige Wang Xian arbejder i. Hun er ved at hænge de sidste håndklæder op, da en kvinde på hendes egen alder kommer hen og hilser på hende.

Det er en lille salon med fire kvindelige frisører. Salonen er slidt. Der er tape omkring den ene af salonens to trimmere, der begge er fyldte med små og sorte hår. Barberknivene er begyndt at ruste og bogen med hårfarver er gået op i ryggen. Håndklæderne har for længst mistet deres farve og har i den grad været vasket mere end én gang. Der er sorte hår på det bare betongulv. Elkontakterne hænger og dingler ud fra væggen. Der er tape over de steder, hvor frisørstolene er gået i stykker.

For seks år siden gik Wang Xian ind gennem den knirkende glasdør til salonen og spurgte, om hun kunne få arbejde. Hun var rejst fra familien og arbejdsløsheden i sin hjemby, der ligger mere end 1.000 kilometer borte, for at søge arbejde i millionbyen Nanjing. Heldigvis sagde ejeren ja, og dagen efter begyndte Wang Xian at arbejde i salonen.

Kvinden fra før sidder i stolen og bladrer i bogen med farver. Wang Xian er ikke rigtig glad for farverne, nogle gange får hun ondt i hovedet af at stå i lugten fra dem. Der er ingen udsugning i salonen, kun en gammel ventilator, der står slukket i det ene hjørne.

Wang Xian stiller sig hen bag kunden, og med en lyserød plastickam begynder hun at lægge en hvide pasta i håret på pigen. Hele behandlingen vil alt i alt tage tre timer og koste kunden cirka 70 kroner. De fleste kunder, især mændene, nøjes med en almindelig klipning. Den koster fem kuai. Cirka 3,50 kroner.

Normal har Wang Xian ti kunder om dagen. Men det har været en sløv dag i dag med masser af ventetid.

’Det kan godt være kedeligt, tiden kan gå meget langsomt, hvis der ikke er noget at lave’, siger Wang Xian, der begynder sin arbejdsdag kl. 8.30 om morgenen. Butikken lukker kl. 22.00, men Wang Xian får normalt fri et par timer før. Efter en arbejdsdag på cirka 11 timer.

Wang Xian har ingen uddannelse som frisør. Hun blev lært op af en af de andre frisører i salonen, som hun fulgte gennem et par år.

’Jeg vil gerne lære noget mere og få en rigtig uddannelse’, siger hun. Blive lært ordentligt op. Men det koster penge. Og man kan ikke arbejde, mens man også går i skole. Ingen arbejde. Ingen penge. Og penge er ikke noget, hun har alt for mange af. Hun vil ikke sige, hvor meget hun tjener om måneden, men normalt får frisører som hende omkring 100-250 kroner om måneden.

Normalt har hun to ugers ferie om året, og dem bruger hun på at rejse hjem og besøge sin familie og venner. Med 1.000 kilometer imellem dem, er der kun mulighed for at se dem en enkelt gang om året. Hun kan heller ikke bruge sine fridage på at tage hjem. Togturen tager 12 timer, og hun har kun fri to dage om måneden.

Alligevel kan hun godt lide sit arbejde, siger hun, uden dog at se alt for glad ud. Hun står og tænker sig lidt om, som om hun gerne vil sige noget positivt.

’Det er lidt som en kunst, at man gør folk smukkere’, tilføjer hun. Især de lidt mere komplicerede frisurer er sjove at lave, siger hun.

En af de klipninger, der er mest populære lige nu i Kina, er en lettere oppustet klipning. Det er tyndt og langt i nakken, men kruset, krøllet og oppustet i toppen. Det er især piger omkring 20 år, der får den frisure. En anden populær frisure er permanent og krøllet hår.

En af stamkunderne fra nabolaget kommer ind. En ældre dame.

’Hvor har du været’, spørger Wang Xian og smiler, mens hun lægger mere hvid pasta i håret på kunden.

’Aaarh… jeg har været på sygehuset’, siger den ældre dame og dumper besværet ned i sofaen og sukker:

’Jeg havde ondt i maven og skulle ind og checkes. Men der var ikke noget i vejen, sagde de. Det er varmt i dag, hva?’.

’Ja. Men i går regnede det. Så skinner solen, så regner det. Man ved aldrig, hvad man står op til’, siger Wang Xian. Vejret kan man altid snakke om. Uanset om det er i Kina eller Danmark.

Politiken | 03.09.2007 | 1. sektion | Side 10 |

Kinas Kommunistparti styrer alt i Kina.

Den lydige kineser dukker nakken og accepterer alt, hvad der kommer fra regeringskomplekset Zhongnanhai i Beijing. Der er ingen debat i Kina, for borgerne ved, at de bliver fængslet, hvis der lyder det mindste kritiske pip fra dem. Det er Kina. 2007. Et år før de olympiske lege …

Nej. Langtfra. Ingen tvivl om, at der ikke er ytringsfrihed i Kina. Slet ikke. Men når man læser og hører om Kina i både danske og internationale medier, er det ikke altid, at nuancerne kommer med.

Der er masser af eksempler på, at der er en frodig debat i Kina, og på, at den offentlige mening har rykket ved magthaverne og presset dem til at reagere. Debatten er bare svær at få øje på for os i Vesten. For den foregår på kinesisk. Ikke så meget i avisernes debatspalter, men derimod på kinesiske BBS’er, nyhedsgrupper, fora, blogs og lignende.

Lad mig komme med fire eksempler på større sager, hvor internettet er blevet brugt i sociale protester.

1998: Flere etniske kinesere bliver dræbt under optøjer i Indonesien. Internettet bliver brugt til at vise sympati for de etniske kinesere i Indonesien. Partistaten tøvede med at fordømme bruddene på menneskeretten i Indonesien, men blev til sidst presset til at gøre det.

2000: En kvindelig studerende på Beijing Universitet bliver dræbt. Universitetets ledelse forbyder eleverne at samles til en mindehøjtidelighed. Heftige diskussioner breder sig på internettet og får til sidst universitetet til at ændre sin beslutning.

2003: Al officiel omtale af SARS bliver undertrykt. Men nyheden spreder sig via nettet og sms. Samtidig skriver en kinesisk læge en mail til New York Times, der dermed giver nyheden et globalt publikum. Partistaten bliver presset til at handle. To fremtrædende politikere bliver fjernet fra deres poster.

2003: En avis i Shanghai beskriver en sag, hvor en lokal kriminel får omstødt sin dødsdom til livsvarigt fængsel. Den dømte havde gode forbindelser, og flere juridiske eksperter var blevet bestukket. Endnu en gang bliver nyhedsgrupper og BBS’er fyldt med harmfulde kommentarer. Partiet udsteder instruktioner til højesteret (Zuigao renmin fayuan), der griber ind i sagen og stadfæster dødsdommen.

De fire sager er eksempler på, hvordan sociale protester har formet sig på internettet og har presset partistaten og dens institutioner til at handle i sager, der ellers ville være blevet lagt låg på.

Lad mig komme med et andet eksempel. En af de senere års mest omdiskuterede sager og et godt eksempel på, hvordan internettet fungerer i sociale protester, er sagen om Sun Zhigang. Der er nogle fællestræk mellem de fire eksempler og de to næste sager, jeg kommer ind på. Men jeg vil ikke konkludere, at alle sociale protester i Kina folder sig ud efter samme mønster.

Sun Zhigangs navn dukkede første gang op på BBS’er, blogs og e-mail-grupper 25. april 2003. Nanfang Dushi Bao, en avis, der er kendt for sin kritiske tilgang og undersøgende journalistik, havde bragt en artikel om den 27-årige grafiske tegner.

17. marts samme år havde han været på vej til en internetcafe i det sydlige Guangzhou. Han var lige kommet fra Shenzhen og havde kun været i byen i cirka 20 dage. Derfor havde han heller ikke fået alle sine papirer i orden, og han havde heller ikke fået sit id-kort med, da han gik ud ad døren. På vej til internetcafeen blev han anholdt af politiet og bragt til politistationen, fordi han ikke kunne fremvise sit id-kort. En ven tog til stationen og forsøgte at få ham løsladt. Uden held. Hvad har du lavet, spurgte vennen.

Sun Zhigang indrømmede, at han måske havde brugt mund over for politiet, men at det ikke havde været noget alvorligt. Dagen efter ringede Sun Zhigang fra politistationen til en anden ven. Sun Zhigang stammede, han talte hurtigt, og vennen havde på fornemmelsen, at han var bange. Vennen tog derfor af sted til politistationen, men han blev affærdiget med forskellige undskyldninger om, at alle formaliteter ikke var helt i orden. Det lykkedes heller ikke ham at få løsladt Sun Zhigang. Han satte derfor Sun Zhigangs chef ind i sagen, men nej, han kunne heller ikke få ham på fri fod. Dagen efter erfarer en af vennerne, at Sun Zhigang var kommet på hospitalet. Han tog derhen, men fik at vide, at det kun var familie, der havde lov til at se ham. 20. marts om eftermiddagen ringede vennerne til hospitalet og fik at vide, at Sun Zhigang var død af et hjertestop.

I virkeligheden døde han efter at have været i politiets varetægt i tre dage. Tævet ihjel.

Sagen ville være endt der, hvis ikke det havde været for farens beslutsomhed til at forfølge den, avisens villighed til at trykke artiklen og – vigtigst – de kinesiske internetbrugeres indsats for at udbrede sagen.

Sagen betød, at systemet, der kaldtes ’Forvaring og Repatriering’ (shourong qiansong), blev afskaffet. Systemet var blevet indført i 1982 til beskyttelse af de hjemløse i byerne. I virkeligheden blev systemet en måde, hvorpå lokalregeringerne kunne beskytte deres egen befolkning mod migranter, der blev sat i forvaring og sendt tilbage til deres hjemegn. Systemet blev i den grad misbrugt. Millioner af fattige og migrantarbejdere var i forvaring, og kvinder blev kidnappet og solgt på det sorte marked. Sun Zhigangs død vakte en vrede mod systemet. Folk fra hele landet fortalte om deres forfærdelige oplevelser på internettet. Og veluddannede borgere begyndte at sætte spørgsmålstegn ved systemet. Det blev til et af de varmeste emner blandt studerende og undervisere på universiteterne. Flere medier kom med og fulgte op på sagen, blandt andet Beijing Qingnian Bao og CCTV. 14. maj 2003 bad en gruppe ph.d.-studerende Folkekongressen om lov til at undersøge systemet. De offentliggjorde også ansøgningen på internettet. Presset steg på regeringen, og 20. juni offentliggjorde de, at man ville afskaffe systemet. I alt blev 18 personer retsforfulgt, og 23 embedsmænd blev straffet uden for retssystemet.

Lad os se nærmere på, hvordan internettet blev brugt i sagen om Sun Zhigang.

Nyheden blev, som nævnt, først bragt i Nanfang Dushi Bao 25. april. Samme dag blev den bragt på flere internetportaler. Dermed blev nyheden landsdækkende. Her fra blev den sendt videre på e-mail, diskuteret på internettet i BBS’er og chatrooms, hvor harmen fik lov at brede sig. Kommunistpartiet i Guangdong forbød omtale af sagen i medierne. Men historien blev ved med at cirkulere på internettet her i begyndelsen af maj, og der blev postet utallige historier på Renminwang (Folkets Dagblads hjemmeside) og Xinhuas hjemmeside.

De landsdækkende trykte medier havde indtil da stadig ikke brugt meget tryksværte på sagen. 13. maj rapporterede det officielle nyhedsbureau Xinhua, at 13 personer var blevet tilbageholdt i sagen efter indgriben af fremstående partimedlemmer. Onsdag 14. maj bad de tre ph.d.-studerende om lov til at undersøge sagen. Som nævnt offentliggjorde de også deres ansøgning på internettet. Beijing Qingnian Bao bragte historien om torsdagen, der breder sig på internettet. Mandagen efter bragte Fazhi Ribao en opfølgende artikel. Timingen var vigtig. De journalister og advokater, der var involveret i sagen, ville have så meget røre om sagen som muligt. Derfor blev opfølgningen bragt mandag. Den var altså skrevet på et tidspunkt, hvor de fleste embedsmænd i Kinas propagandaministerium (Zhonggong Zhongyang Xuanchuanbu) var på weekend.

Journalister fra de trykte medier arbejdede også sammen med deres internet-kolleger, der sørgede for, at deres historier blev lagt på internettet straks efter udgivelsen. Dermed kunne sagen fortsætte i BBS’er og chatrooms, og også brede sig til aviserne på lokal- og provinsniveau. Ugen efter ansøgte endnu en gruppe jurister om lov til at undersøge sagen. Det sikrede, at medierne stadig interesserede sig for Sun Zhigang.

Indsatsen var godt koordineret mellem de involverede i sagen – advokaterne, akademikerne og journalisterne. Internettet gjorde sagen tilgængelig for civilsamfundet, det gjorde sagen landsdækkende og mobiliserede masserne, om man så må sige. Partistaten blev presset til hurtigt at tage sagen alvorligt.

Sagen viser et mønster, der går igen i flere af protesterne på internettet. Nyheder spreder sig hurtigt. Og ikke mindst viste det, at debatterne på internettet havde en indflydelse, der langt oversteg det, der ville have været muligt i de traditionelle medier.

De største protestbevægelser i Kinas historie, eksempelvis Rødgardisterne og studenternes demonstrationer i 1986, har alle været sat i gang af partistaten eller i hvert fald haft opbakning fra partistaten. Men de stadig flere protester på internettet er ved at ændre karakteren af de folkelige protester og forholdet mellem stat og civilsamfund. Internettet hjælper med at sprede information, så en sag hurtigt går fra det lokale niveau til det nationale.

Internettet hjælper også med at formulere mål og strategier, identificere modstanderne og organisere protesterne, som det ses i sagen med Sun Zhigang. Det sker hurtigt, billigt og uden de store personlige risici for deltagerne. Dermed har internettet tilført protester i Kina en ny dimension. Sagen om Sun Zhigang er et godt eksempel på, hvordan en social protest kan flytte sig fra internettet og ind på premierministerens skrivebord.

Nu har jeg vist et meget lille udpluk af sager, hvor internettet er blevet brugt i sociale protester, der har tvunget partistaten til at reagere. Men ser man på statistikkerne fra China Internet Network Information Center (CINIC), viser de, at de fleste internetbrugere er under 30 år, bor i det rigere kystområde – og at der er 137 millioner af dem. Ergo er der stadig mere end 1,1 milliard kinesere, der ikke er på internettet. Hvordan kan man så påstå, at internettet har så stor betydning i sociale protester?

For det første, fordi internettet spiller sammen med de traditionelle medier, såsom tv, aviser og magasiner. Som vi så det i sagen om Sun Zhigang. Her var der nærmest tale om en sluttet ring, hvor avisartikler holder gang i debatten på internettet, der igen holder gang i avisernes interesse for sagen. Hvor avisartikler blev lagt på internettet af to grunde. For det første så partistaten havde mindre tid til at reagere, og dermed mindske risikoen for, at artiklerne blev trukket tilbage. For det andet for simpelthen at udbrede artiklerne gennem BBS’er, blogs, fora, e-mail og så videre.

Lad mig uddybe det med følgende eksempel.

I oktober 2003 trak to bønder deres kærre ned gennem et marked i Harbin, hvor de kom til at skrabe sidespejlet på en BMW. De kom op at skændes med den kvindelige ejer, der var gift med en succesfuld forretningsmand. Det endte i tumult. Hun satte sig ind i bilen og kørte den ind i hoben af mennesker, hvor hun dræbte den ene af bønderne og sårede 12 andre. Ved retssagen fik hun det, der svarer til to års betinget fængsel. Hun slap altså stort set for straf.

Dækningen i medierne begrænsede sig stort set til nogle få artikler. Men det affødte straks et ramaskrig på internettet, der også gjorde sagen landsdækkende. I januar 2004 fik sagen flere hits på sina.com.cn og sohu.com, end SARS-krisen havde fået. På fora og BBS’er tiltrak debatten stadig mere opmærksomhed. Men 14. januar blev al medieomtale forbudt, og propagandaministeriet instruerede hjemmesiderne om at fjerne alt materiale om sagen og lukke alle fora, der havde diskussioner om sagen. Det kan så være et eksempel på en sag, der kom frem i lyset, affødte protester – og så alligevel blev begravet af partistaten. Dog først efter at den var blevet kendt vidt og bredt over hele landet.

I Youqing Zhous og Patricia Moys gennemgang af denne sag i Journal of Communication kommer de frem til, at der er en sammenhæng mellem debatten på internettet og de traditionelle mediers omtale. Blandt andet betyder debatterne på internettet, at det får nyhedsværdi for medierne. Samtidig tager flere af indlæggene på internettet også udgangspunkt i eksempelvis artikler fra aviserne. Som man kan se i sagen om Sun Zhigang, er der også her et samspil mellem brugerne på internettet og medierne.

Den anden grund til det er, at partistaten simpelthen bliver nødt til at tage 137 millioner borgere seriøst. Blandt de personer, der har adgang til internettet, finder man de mere politisk aktivt tænkende, der er aktive i sociale protester. Som eksempelvis systemkritikere, studerende, journalister og akademikere.

Spørgsmålet er så, hvilken vej det vil gå. Vil der blive gradvis friere rammer for indholdet på internettet? Eller vil der blive strammet op for censuren? Hvis vi ser på udviklingen de seneste cirka fem år, er der ikke mange tegn på, at partistaten er ved at løsne grebet. Der er stadig love og retningslinjer, der er så bredt formulerede, at partistaten kan bruge dem til at dømme, stort set hvem de vil. Eller til at fjerne hvilket som helst indhold, de ikke har lyst til at se på internettet. Der er også stadig et korps af internetpoliti, og der investeres stadig i filtreringsteknologi.

Omvendt er det nyt, at partistaten eksempelvis har lagt et forslag om retningslinjer for blogs ud på internettet for at høre brugernes meninger. Samtidig har partistaten jo vist, at den lytter til brugerne af internettet. At den kan skubbes og presses til at lave politiske ændringer i systemet, som man kunne se med sagen om Sun Zhigang. Nye former – hvis man stadig kan kalde dem nye efter mere end ti år – for protester er altså opstået i det kinesiske civilsamfund på grund af internettet. Disse kollektive protester er afhængige af internettet til at sprede deres budskab og til at organisere deres aktiviteter. Noget de traditionelle medier ikke er i stand til.

Jeg tror dog ikke, at KKP og partistaten har fundet balancen mellem informationsfrihed og -kontrol. Dens politik virker uklar og inkonsekvent. Det virker som en elastik, der bliver trukket ind og ud.

Men jeg er overbevist om, at internettet vil fortsætte med at være et af de vigtigste redskaber i kommende sociale protester. Der er allerede en debatkultur på nettet i dag, og der vokser nye generationer op, for hvem internettet er naturligt. Samtidig kommer der hvert år flere brugere på internettet. Det gør det alt i alt sværere for partistaten at kontrollere internettet. Og sværere at ignorere.

Danmarks våbenindustri lever stille og godt. 25-35 virksomheder eksporterer i alt for en milliard kroner om året. Landene omkring os laver grundige rapporter om deres våbeneksport, men hidtil har det været svært at få et overblik over den danske.

Politiken | 16.08.2000 | Erhvervmagasinet | Side 1 |

Af Kim Rathcke Jensen og Bo Søndergaard

En fjendtlig kampvognsstyrke er på vej mod NATOs fredsbevarende styrker på Balkan, kommandøren presser tempoet i vejret for at overraske NATO-styrkerne, og tilsyneladende er der fri bane. Hans fortrop har scannet området gennem deres varmefølsomme kikkerter men har ikke fået øje på NATO-køretøjer. Pludselig er en sværm af antitankmissiler på vej mod de fremrykkende tanks, som begynder at eksplodere. Lige inden kommandøren hopper ud af sin brændende kampvogn, får han et glimt af en række underlige kasser på en bakketop. ETS har slået til.

Sådan forestiller skribenten på militærtidsskriftet Global Defence Review sig en ikke alt for fjern fremtid for et af produkterne fra familieforetagendet E. Falck Schmidt i Odense. Siden 1935 har smedefabrikken vokset sig stor som leverandør af affaldssystemer, hydrauliske lifte - og våben.

Sammen med den store amerikanske våbenproducent Delco har Odense-virksomheden siden 1998 udviklet et nyt tårn til lette kampvogne og pansrede mandskabsvogne, det såkaldte ETS. E. Falck Schmidt har overført sin erfaring med almindelige lifte til projektet, der kan blive et sandt eksporteventyr for den fynske fabrik. Det danske forsvar har allerede gennemført vellykkede forsøg, hvor tårnet blev monteret på den pansrede mandskabsvogn M113, og er stærkt interesseret i ETS.

Men E. Falck Schmidt og Delco behøver ikke holde sig til det lille danske marked. Der var observatører fra ni lande til stede, da ETS sidste år skulle afprøves på forsvarets øvelsesområde ved Borris, og de så alle ni missiler fra tårnet ramme plet.

Det imponerende resultat gik verden rundt via militærtidsskriftet Jane’s Missile & Rockets. Delcos marketingchef for Europa Frank Rybak var optimistisk:

»Med tusinder af M113-køretøjer i hele verden, er der mange potentielle kunder til ETS«, sagde han til Jane’s, der i begejstrede detaljer kunne fortælle sine læsere om den nye opfindelse.

De kunne læse om fordelene ved ETS, som kan affyre sine missiler, mens tårnet er hævet 6,5 meter over resten af køretøjet, der kan gemme sig bag en bakke eller et hus.

»Det altafgørende hensyn, når man laver militært materiel i dag er, at det skal holde vores soldater i live. Og der giver ETSen noget nyt, som gerne skulle give forretningsmæssige muligheder«, mener E. Falck Schmidts direktør Jan Falck Schmidt, som netop har haft ETS med på den store våbenmesse Eurosatory uden for Paris:

»Der er stor interesse for den - de siger, at det var den mest fotograferede stand dernede«.

I juli tilbød Delcos ejer General Motors det nye produkt til den amerikanske hær, der inden årsskiftet skal bestille lette kampvogne til en ny udrykningsstyrke. Får det dansk-amerikanske samarbejde den ordre, bliver der mindst tale om et salg på 60 enheder, og Jan Falck Schmidt håber i første omgang også at kunne gøre de andre nordiske lande interesserede i ETSen. Det vil give masser af arbejde til E. Falck Schmidt, der ifølge aftalen med Delco skal have halvdelen af det arbejde, teleskoptårnet kaster af sig.

UDEN FOR NUMMER

Som reglerne er nu, vil en stor ordre på kanontårnet ikke dukke op i statistikkerne over eksport af danske våben. Der er ingen officielle opgørelser af salg af militært materiel til udlandet, det bedste bud kommer fra Forsvars- og Aerospaceindustrien i Danmark (FAD), der på regeringens vegne sender brev rundt til mere end 100 virksomheder og beder dem oplyse deres eksport.

Det er her eksportskønnet på en milliard kommer fra, tallet har været konstant over de sidste 10 år.

Danmarks Statistik registrerer kun salg af traditionelle våben som rifler, håndgranater og kanoner.

Delprodukter som radarsystemer, software til jagerfly og forskellige missilsystemer opføres under mere intetsigende kategorier, der også rummer civile produkter - intet steds står det i dag opført som militært udstyr.

Et eksempel er Danish Aerotech i Karup, der laver dele til SAABs kampfly JAS 39 Gripen, der bruges i det svenske forsvar og tegner til at blive en eksportsucces. For nylig købte Sydafrika 28 fly, og JAS 39 markedsføres i øjeblikket i Brasilien, Chile, Polen, Tjekkiet, Ungarn og Østrig.

Det vil betyde flere ordrer til Danish Aerotech, som stort set kun sælger sine produkter til væbnede styrker og henter 70 procent af sin omsætning i udlandet. Virksomheden satser stærkt på de militære produkter, og forventer i fremtiden at hente en endnu større del af omsætningen herfra.

De flydele, som den midtjyske virksomhed sender ud af landet, figurerer i eksportstatistikkerne som forskellige dele til civile fly, men i de fleste andre lande, Danmark normalt sammenligner sig med, ville Danish Aerotechs bidrag til JAS 39 blive klassificeret som militært materiel og tælle med i opgørelserne over eksport af våben.

I den norske opgørelse kan man læse, at nordmændene i 1998 solgte komponenter og dele til for eksempel jagerfly for i alt små 500 millioner danske kroner. Samtidig kan man se en samlet liste over hvilke lande det var, at nordmændene leverede de forskellige dele til. Den finske statistik fortæller, at der til eksempelvis Israel blev solgt ‘dele til militære fly’ for 50 millioner kroner.

Hos Erhversfremmestyrelsen og Told & Skat oplyser man, at den kategori ikke findes i Danmark. Delene vil eksempelvis figurere under ‘Andre dele til fly og helikoptere’, sammen med civile produkter.

KRITIK AF LUKKETHEDEN

Hullerne i den danske statistik kritiseres af The International Institute for Strategic Studies (IISS) i London.

»Kontrollen med komponenter og dele er særdeles vigtig. Det er lykkedes meget godt for England, hvor man har arbejdet samvittighedsfuldt med det«, siger Terence Taylor, der er vicedirektør på IISS.

Mens andre landes våbeneksport kan ses i rapporter på Internet, sidder nogle få embedsmænd i Justits- og Udenrigsministeriet tungt på oplysningerne om Danmarks eksport af militærmateriel. Det er Justitsministeriet, der uddeler tilladelser til danske virksomheder, som ønsker at fremstille og eksportere våben.

Politiken har fået aktindsigt i produktionstilladelserne, der viser, at 23 virksomheder i øjeblikket har lov til at producere våben.

Nogle af tilladelserne er udformet i meget overordnede vendinger, som GPV International i Glostrup, der må lave »dele til torpedoer og ubåde«. Det kan med andre ord være alt fra møtrikker til en næsten færdigproduceret torpedo.

Politikerne i Udenrigspolitisk Nævn bliver heller ikke meget klogere, når de en gang om året modtager Justitsministeriets redegørelse om våbenproduktion.

Sine steder er redegørelsen uhyre detaljeret: »Dele af klimastyringsanlæg af aluminium med betegnelsen Internal Duct Outlet Assy Tegn. nr. 700-7580-1 til F-16 jagerfly«, hedder det et sted, mens det lidt mere kryptisk fremgår, at en dansk virksomhed har tilladelse til at lave: »Dele til forsvarsprojektet Joint Strike Fighter (JSF)«.

Justitsministeriet udleverede produktionstilladelserne, men Politiken fik afslag på aktindsigt i eksporttilladelserne, der kunne fortælle, hvilke lande danske virksomheder sælger våben til.

Heller ikke Folketinget bliver løbende underrettet om den danske eksport af militært materiel. Udenrigspolitisk Nævn skal inddrages, hvis Danmarks våbensalg kan påvirke udenrigspolitikken - for eksempel kan en ordre til Taiwan få betydning for forholdet til Kina. Men de medlemmer af nævnet, Politiken har talt med, mindes ikke, at de har diskuteret våbenordrer.

EUROPÆISK ÅBENHED

Mens de danske regler gør det umuligt at få et overblik over Danmarks våbeneksport, udsender mange europæiske regeringer tykke rapporter, der fortæller, hvilke våben deres virksomheder sælger - og ikke mindst til hvem.

Storbritannien, der er verdens 3. største våbenproducent, offentliggjorde for nylig en 348 sider lang rapport, der land for land giver en detaljeret gennemgang af eksporten. Den franske regering offentliggjorde for første gang en tilsvarende beretning, og mindre lande som Finland, Norge og Sverige gør det samme.

Udviklingen mod større åbenhed tog for alvor fart, da EU-landene i 1998 vedtog et adfærdskodeks.

Den såkaldte Code of Conduct skal hindre salg af våben til krigsførende lande samt lande, der ikke respekterer de grundlæggende menneskerettigheder. Samtidig har EU-landene forpligtet sig til at informere hinanden, når et land får afslag på at købe våben i EU. Hvis Danmark for eksempel afviser at sælge våben til Albanien, skal de 14 øvrige EU-lande have besked om hvorfor. Hvis et af de andre EU-lande derefter vælger at sælge samme type våben til det samme land, skal det til gengæld også informere sine EU-partnere om det og forklare, på hvilket grundlag det er sket.

På den måde bliver retningslinierne for våbensalg i de 15 EU-lande automatisk tilnærmet hinanden, selv om hvert land formelt har bevaret retten til at afgøre, hvem det vil sælge våben til. Danmarks stemte for det nye adfærdskodeks, og i maj 1999 modtog Folketingets Europaudvalg den første status fra ministerrådet. I indledningen af årsberetningen hedder det, at aftalen: »… tager sigte på at udbygge udvekslingen af relevante oplysninger med henblik på at skabe større gennemsigtighed i forbindelse med våbenhandel«.

Det var den udvikling mod åbenhed, som justitsministeren i går bebudede, at han vil gå videre med. Ministerrådets statistik over EU-landenes våbeneksport i 1998 viser, hvor mange eksporttilladelser de enkelte regeringer har udstedt samt værdien af våbeneksporten.

Statistikken har et par huller, tre lande har nemlig ikke opgivet, hvor mange penge eksporten af våben er værd: Grækenland, Storbritannien og Danmark.

Storbritannien har dog i deres nye rapport opgivet en værdi på eksporten. Derved er Danmark og Grækenland de to eneste EU-lande, der ikke gør det.

SVÆRT AT VURDERE

Derimod fremgår det, at Danmark i 1998 havde givet 219 eksporttilladelser. Det er markant flere end andre små lande som Finland og Portugal og Norge.

Samtidig er der givet afslag på to ansøgninger om eksport.

De manglende oplysninger gør det svært at vurdere Danmarks andel i den globale handel med våben, som det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI hvert år beskriver i en international anerkendt rapport. Instituttet indsamler blandt andet al tilgængelig offentlig data om de forskellige landes våbenproduktioner.

Hidtil har Danmark nærmest ikke figureret i statistikkerne. De eneste danske tal, SIPRI har været i stand til at få, kommer fra statistikkerne over salg af håndvåben og torpedoer.

»Det overrasker mig, at Danmark er så lukket. Andre lande med små krigsproduktioner, som Norge og Finland, har gennem årene offentliggjort omfattende materiale på militærproduktion og eksport«, siger forskeren Pieter Wezemann fra det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI i Stockholm.

»De fleste lande har bakket op om EUs kodeks og taget det seriøst. Man kan vel sige, at Danmark er det dårlige eksempel. Man kan vel sige, at der simpelthen ikke er nok information til at kunne danne grundlag for en meningsfuld offentlig debat, omkring hvilke lande Danmark eksporterer krigsmateriel til«, mener Pieter Wezemann fra SIPRI.

Den danske diskretion generer ikke Jan Falck Schmidt fra virksomheden uden for Odense, der kan komme til at skrive Made in Denmark på en masse panserkøretøjer:

»Vi er på et faldende marked med hårdere konkurrence. Og så bliver det mere følsomt, hvad der er af informationer. Det er jo konkurrencemæssigt interessant, hvor vi forsøger at sælge vores ting, så vi er ikke interesseret i, at den slags ting bliver offentliggjort. Sådan må det gerne forblive set med kommercielle øjne«.

Faktaboks: VÅBENEKSPORT

Det er forbudt at eksportere følgende uden tilladelse:

1. Våben af enhver art med undtagelse af jagtvåben 2. Ammunition med undtagelse af ammunition til jagtvåben 3. Materiel til land-, sø-, eller luftkrig 4. Maskiner, instrumenter, apparater og andre produktionsmidler der overvejende anvendes til fremstilling eller vedligeholdelse af våben, ammunition eller krigsmateriel, samt dele og tilbehør til sådanne produktionsmidler

* Det er Justitsministeriet, der udsteder tilladelser til eksport. Udenrigsministeriet skal godkende alle ansøgninger om eksport for at klarlægge, om de er i strid med dansk udenrigspolitik. Folketinget bliver ikke informeret, før eksport finder sted. Folketingets Retsudvalg bliver informeret om gældende praksis for eksport af forsvarsmateriel. Udenrigspolitisk Nævn får en årlig beretning, der indeholder en liste over hvilke produkter eller produktkategorier der er givet tilladelse til at producere. Beretningen fortæller ikke hvilke virksomheder, der producerer materiellet, eller hvem det er eksporteret til.

* Forsvars- og Aerospaceindustrien i Danmark indsamler på vegne af myndighederne materiale fra virksomhederne og skønner, at den årlige eksport er på ca. en milliard kroner - et tal, der har været stabilt i ti år.

Kilde: Lov om våben og eksplosivstoffer og lov om krigsmateriel

Dansk virksomhed, der leverer målsøgende radar til forsvarets kanoner, har ikke tilladelse til at lave våben. Radaren kan nemlig også bruges til politiets fartmåling, og dermed undgår producenten kontrolbesøg. I Sverige og Norge betragtes radaren som et våben.

Politiken | 19.08.2000 | 1. sektion | Side 1 |

Af Kim Rathcke Jensen og Bo Søndergaard

Firmaet Weibel Electronics i Allerød laver en radar til det danske forsvar. Alligevel har virksomheden ikke Justitsministeriets produktionstilladelse til virksomheder, som laver krigsmateriel.

Teknologien i den såkaldte MVRS 700-radar måler mundingshastigheden på en kanon, men kan også bruges til civil brug, for eksempel i politiets fartkontrol. Derfor falder den ind i kategorien ‘Dual Use’, som er uden for loven om krigsmateriel.

Dermed er Weibel ikke underlagt Statens Våbenkontrol, som holder øje med de virksomheder, der laver materiel til forsvaret herhjemme og i udlandet.

Danmarks nordiske kolleger ser lidt anderledes på Weibels produkt. Både i Norge og Sverige ville radaren ende på en våbenliste.

De danske myndigheder ændrer da også syn på Weibel-radaren, hvis den skal krydse landets grænser. Så betragter Justitsministeriet den som et våben, der kræver eksporttilladelse, hvilket virksomheden har fået, de gange ledelsen har skrevet til ministeriet, at man ville eksportere radaren.

Dansk våbenlovgivning er allerede under kraftig beskydning, fordi Danmark sammen med Grækenland ikke leverer alle oplysninger til en EU-rapport om våbenhandel. Det fik blandt andet den britiske regering til at bede Danmark stramme reglerne, og justitsminister Frank Jensen (S) har nu lovet en rapport om sagen.

Det ansete svenske fredsforskningsinstitut SIPRI er bekymret over Danmarks politik.

»Weibel-radaren kan monteres på mange forskellige våbenplatforme, og det potentielle marked er globalt - spørgsmålet er, i hvilken udstrækning den danske lovgivning forhindrer, at den slags produkter ender i lande, der ikke bør have lov til at købe våben«, siger Pieter Wezeman fra SIPRI.

Virksomhed i Allerød er fast leverandør til de væbnede styrker i flere lande, men virksomhedens radar betragtes ikke som krigsmateriel. Teknologien bag radaren kan nemlig også bruges til civile formål.

Politiken | 19.08.2000 | 1. sektion | Side 10

Af Kim Rathcke Jensen og Bo Søndergaard

Hovedkvarteret hedder Fort Weibel, og virksomheden i Allerød er fast leverandør til de væbnede styrker i flere lande og deltager jævnligt i de store våbenmesser. Men Weibel laver ikke våben.

»Nogle vil have vores radar med hvid maling, og andre vil have den med grøn«, siger Weibels ejer og direktør Erik T. Larsen, som har Justitsministeriets ord for, at hans MVRS-700, der sørger for at kanoner i Danmark og andre steder rammer plet, ikke betragtes som krigsmateriel.

For selv om den er udviklet til det danske forsvar, kan teknologien bag radaren nemlig også bruges til mere fredelige formål. Politiet registrerer bilisternes hastighed med en Weibel radar, Ferrari indstiller sine speedometre efter den og sportsudstyrs-fabrikanten Dunlop måler hastigheden på sine tennisbolde med produkter fra virksomheden i Allerød.

»Den har også en civil anvendelse, de kalder det ‘dual use’, og så hører den ikke ind under krigsmaterielloven«, forklarer Erik T. Larsen, som kan sine paragraffer.

Hans udlægning af loven bekræftes i øvrigt af Justitsministeriets Civilkontor, som administrerer den danske våbenlov. Definitionen på dual use er netop nu genstand for diskussion blandt de europæiske lovgivere, der forsøger at regulere handel med våben, som i stigende grad er lig med elektronik og software.

Fredsforskere opfordrer regeringerne til at være meget opmærksomme på den gråzone, der betyder, at produkter til civilt brug kan anvendes militært - også af stater, man normalt ikke vil eksportere til.

Det samme gælder i Sverige, hvor det statslige Inspektionen för Strategiska Produkter (ISP) holder øje med våbenproduktion og -eksport. Her siger leder af klassificeringsafdelingen Stefan Hanson til Politiken, at Weibels radar uden tvivl ville blive betragtet som militært materiel, og ikke som ‘dual use’.

I det norske justitsministerium ville Weibelradaren også ende på en liste over regulære våben som artilleri og raketter - her ville den heller ikke gå ind dual use-kategorien.

USA ER KUNDE

MVRS, en forkortelse for de engelske ord for mundingshastigheds-radarsystem, måler projektilets fart, når det forlader kanonrøret. Oplysningerne kan bruges til at beregne, hvor granaten lander.

Det danske forsvar har i et par år brugt Weibels opfindelse på de selvkørende og trukne haubitsere, men virksomheden eksporterer også radaren. Blandt andet viser det amerikanske forsvarsministeriums optegnelser, at man har købt udstyr for cirka 18 millioner kroner af danske Weibel og datterselskabet i USA.

Eksporten er ifølge Erik T. Larsen godkendt af Justitsministeriet, der i forbindelse med eksport, bedømmer radaren som hørende under våbenloven, der regulerer salg af militært materiel til udlandet.

»Det er jo en anden lov«, bemærker direktøren.

TYSK ORDRE

Han har også solgt MVRS-700 til den tyske koncern Krauss Maffei Wegmann (KMW), som blandt andet laver Leopard-kampvognen, der benyttes af Danmark og seks andre lande.

Ifølge Erik T. Larsen var KMW blevet interesseret i Weibel-radaren efter at have set den på det danske forsvars kanoner:

»Hvad de vil bruge den til, ved jeg ikke«, siger Weibels ejer. KMW slås i øjeblikket for at lande en ordre på 1.000 Leopard 2 til Tyrkiet, en handel, der har skabt diskussion i Tyskland. Ikke kun fordi den har en værdi af små 60 milliarder kroner, men også på grund af at regeringspartiet De Grønne er imod eksport af våben til Tyrkiet, der er under anklage for overtrædelser af menneskerettighederne.

FORTET KLARER SIG GODT

Weibel Scientific oplyser af konkurrencemæssige årsager ikke sin omsætning, men det seneste regnskab for virksomheden viser, at det går godt. Efter skat var overskuddet i 1998/1999 på 15,3 millioner kroner mod 3,1 millioner kroner året før.

I perioden var antallet af medarbejdere steget fra 15 til 19, og der er snart åbningsreception i det nye hus kaldet Fort Weibel. Eneste storaktionær er Erik T. Larsen, som også er direktør.

Politiken | 09.07.2001 | 1. sektion | Side 8 |

Jeg skulle havet trænet til det. Jeg nåede det ikke, nåede overhovedet ikke at træne op til det, jeg har spist alt for lidt, min form er dårlig, og jeg er slet ikke klar. Jeg har ikke engang træningsdragt på, og nu står jeg her for foden af det enorme bjerg, kigger mod toppen, og ønsker at jeg ikke stod her. Det er ikke, fordi luften er tynd, tværtimod, den er tyk af flere dages solskin, og selv termometeret er blevet dovent, kviksølvet ligger stille og sløvt lige under 30 grader. Men herinde er det værre, den tykke luft har fået fedtperler, der lægger sig over mig og bjerget af kyllingestykkerne foran mig.

ÆD ALT!

Det var ikke min ide. Det var redaktørens. Han smilede, da han sagde det.

»Du skal gå ud i solen. Sætte dig på en burgerbar og bestille alt, hvad de har, og æde dig igennem det«, hvislede han med et ondt smil under næsen. Nu sidder jeg på Kentucky Fried Chicken på Rådhuspladsen i København. Min T-shirt klæber til ryggen som Vita Vrap. Brillerne glider ned ad min fedtede næse. Cowboybukserne klistrer fugtigt til sædet med det kunstige læder.

ET SALATBLAD, TAK

Over mig kører to ventilatorer rundt, det hjælper ikke, luften står stille, og der er for varmt, alt for varmt til at spise. Jeg har ikke lyst til det, sådan er det altid, når det bliver varmt, min appetit fordamper. O.k., jeg har ikke fået særlig meget at spise i dag, så jeg er lidt sulten. Det eneste, jeg har lyst til, er et salatblad og to deciliter koldskål.

… MED DET HELE

Men foran mig står et bjerglandskab af junkfood - seks stykker hotwings, en bøtte kartoffelmos med sovs, to kogte majskolber, en Filet burger, en Zinger burger, seks stykker Chrispy kylling, en af heden hastigt opvarmet og lunken halv liter cola, to mellem pommes frittes, en coleslaw salat og to store stykker brune, rynkede og friturestegte kyllingebryster. Jeg sidder lamslået og stirrer ind i bjerget. Panik, det bliver for meget, tanken om den næste halve times madmareridt er kyllingestykket, der får bordet til at tippe, og jeg er på vej til at løbe ud ad døren og skære mit øre af med en plasticske. Halvvejs ude besinder jeg mig, tæller roligt til en milliard, og sætter mig. De 11 kunder i butikken glor på mig.

FRIVILLIGT BESØG

En kvinde, der sidder med sin kæreste ved et bord i hjørnet, har næsten vendt stolen for at kunne kigge på mig. Jeg forstår dem ikke, fatter det ikke. Jeg er her ikke frivilligt, det er de, deres pander glimter som diskokugler, mens de svedende sidder og knusker sig gennem deres kyllinger og sutter på afgnavede ben. Hvad f… får dog folk til at æde sig igennem en mindre friturestegt hønsegård i 30 graders varme?

FORSPIST

‘Skvidrlg’ siger det, da jeg apatisk tager den sidste bid af et saftigt stykke kylling, og det fedtede skind glider ud over mine gumlende, skægstubbede kinder. Jeg lægger det langsomt fra mig. Kan ikke mere. Mæt. Forspist. Fyldt. Kigger på bordet foran mig. Det sejler med rester - blodrøde ben, stykker af skind og kød, kødkrummer overalt, tomme emballager, krøllede og fedttunge servietter. Jeg kigger ud i luften. Jeg rejser mig, stor og tung. Kigger ned ad mig og kan ikke se mine fødder.

MAVEN SOM SNEPLOV

Jeg vralter udenfor på fortorvet. Min T-shirt er ved at sprække, den er spilet ud over maven. Jeg går og skubber den foran mig, bruger den som sneplov til at mose mig gennem mængden af mennesker, jeg vil hjem - og beslutter mig til først at spise i august 2004.

Politiken | 25.08.2001 | 1. sektion | Side 5

Som barn fik vor dumme læser i Varde at vide, at katte spiser mus. Det tror han stadigvæk, at de gør.

Hvorfor er der så ingen kattemad med musesmag, spørger han dumt. Men er der nu ikke det? For at være helt sikker ringer den dumme skribent til Amigos Dyrehandel i Nykøbing F.

Her oplyser indehaveren, Svarwek Gasiorowski, at butikken har en fire-fem forskellige slags kattemad. De smager alle af kylling og fisk. Men har I nogen, der smager af mus?

»Mus?! Nej … Det er nok for dyrt«.
Dyrt?!?
»Ja, dyrt«.
Hvorfor?
»Det ved jeg ikke«.

Det er for galt, tænker dumme-skribenten med en dårlig smag i munden og beslutter sig for at komme Danmarks cirka 700.000 katte til undsætning.

Kan det virkelig passe, at de kapitalistiske kattemadsproducenter helt fravælger musesmagen, fordi den er for dyr, og i stedet vælger at spise kattene af med oksesmag og tunsmag? Kan det mon passe, at de helt fravælger den mest naturlige smag af alle?

Dagens Dumme går derfor i kødet på en af producenterne, LEO Animal Health.

»Der er kun naturlige ingredienser i vores kattemad. Og det smager af naturlige råvarer som fisk og ko og kylling«, forklarer Jytta Auning, der er salgs- og marketingassistent.

Jamen, hvis det skal smage af naturlige råvarer, skal det vel være noget, der er naturligt for katten. Hvornår har du sidst set en huskat nedlægge en ko? Eller en tun for den sags skyld?
»Jeg tror ikke, at det er lovligt at bruge mus i maden«.
Det er da lovligt for kattene at fange dem?
»Jo … Vi bruger ikke kunstige smagsstoffer. Og vi vil ikke bruge mus i vores produkter«, forklarer Jytte Auning. Hårdt presset indrømmer Jytte Auning, at det ikke er kattenes små smagsløg, der kommer i første række:

»Det er nok fordi menneskene synes, at de ikke vil give noget til deres katte, som de ikke selv ville sætte tænderne i. De fleste vil nok synes, at det ville være ulækkert, hvis der var mus i kattemaden«.

Ak og ve, tænker dumme-skribenten, og sender en venlig tanke til landets mange firbenede: Katte ville vælge mus.

Europas største våben- og militærmesse blev åbnet i London tirsdag i sidste uge, samme dag som terrorangrebet mod USA. På messen var der indkøbere fra hele verden, også fra Danmark, hvor forsvaret mødte med en delegation på 17 officerer. Udstillerne var lige fra verdens største våbenfabrikanter til mindre danske virksomheder.

Politiken | 19.09.2001 | ErhvervMagasinet | Side 5 |

Ude i rundkørslen står en mand med et papskilt. På de afspærrede og regnblanke veje omkring ham står cirka 50 betjente - nogle har kampuniformer på, andre står i den almindelige sorte uniform og har den høje, engelske bobbyhjelm på hovedet.

Rundkørslen ligger ved en af indgangene til messecentret Excel, der har adresse ved Themsen i London. Oppe over centret cirkler en politihelikopter sidelæns gennem luften. Hele området er spærret af, hundreder af betjente har lukket alle indgangene.

Det er tirsdag eftermiddag - et par timer før terrorangrebet på USA. Manden i rundkørslen hedder Philip Bicknell og er 37 år gammel. Egentlig skulle han ligge og sove, for han arbejder om natten på en af Londons postcentraler, hvor han sorterer breve. På hans papskilt har han skrevet med sprittusch: ‘Deadly Sales - Evil Investments’.

Han har fremhævet forbogstaverne DSEI - det er også navnet på udstillingen inde i centret, men her står det for Defence Systems and Equipment International.

»Jeg er imod våbenhandel. Ved den sidste udstilling var både Indien og Pakistan repræsenteret - jeg mener, at det er forkert, at man kan tjene penge på at sælge våben«, siger han, mens en mørkeblå Mercedes i millionklassen kører forbi ham. Chaufføren koncentrerer sig om kørslen; manden på bagsædet læser en avis … de ænser hverken Philip Bicknell eller hans papskilt:

»Jeg bliver stående alligevel. Nogen af dem vil lægge mærke til det«.

DE TAGER INGEN CHANCER

Heller ikke betjentene tager notits af den enlige demonstrant. De er mere optagede af de i alt omkring 300 demonstranter med bannere og lyserøde papmachehatte ved de andre indgange.

Politiet vil ikke ud med, hvor mange betjente der er i området - men de tager ingen chancer: Scotland Yard har brugt et år på at forberede sikkerheden på udstillingen.

Demonstranterne er utilfredse med, at repræsentanter fra både Angola og Uganda, der kæmper på hver sin side i krigen i Congo, har fået tilladelse til at besøge messen af den britiske regering, som er medarrangør af DSEI.

Også Amnesty International har kritiseret udstillingen, da flere andre lande, som ofte bliver kritiseret for at bryde menneskerettighederne, har fået tilladelse til at besøge messen.

Men tilladelserne er givet. Excels 60.000 kvadratmeter udstillingsgulv (Bella Center har 50.000) er allerede fyldt op med stande, og udstillingen er åben.

Den største af standene er britiske BAE Systems. Hvert år sælger BAE Systems militært udstyr for omkring 120 milliarder kroner. Det er 77 procent af den samlede omsætning for virksomheden, som er verdens tredjestørste militærfabrik. Standen, der har cafe og mødelokaler i to etager, har endda to receptioner, hvor ti kvinder sidder i røde blazere.

Alle de andre militære milliardforretninger er her også: Lockheed Martin, Raytheon, Rolls Royce, DaimlerChrysler, Marconi, Rheinmetall … i alt 500 virksomheder har sat deres stande op på Excels violette gulvtæppe.

Der er 16 danske virksomheder med på udstillingen. De 15 af dem er medlem af paraplyorganisationen Naval Team, der skal markedsføre danske krigsskibe i udlandet.

»Naval Team blev startet i 1992. Baggrunden var de nye Standard Flex-skibe, der havde et stort eksportpotentiale. Derfor ville det være smart at lave en eksportklub, så alle firmaerne bag skibet gik ud og lavede en fælles markedsføring«, forklarer Poul Grooss, der er direktør for Naval Team.

»De 15 virksomheder varierer lidt i størrelse. De små piver lidt over at betale kontingent, men de har jo til gengæld ikke råd til at betale for en international markedsføring. De store kunne godt klare sig uden Naval Team, men det har større styrke samlet«, siger Poul Grooss.

Det er Naval Team, der har en stand på messen. Flere af virksomhederne har dog fået et par kvadratmeter udstillingsplads på standen og har selv sendt folk til London, blandt andre Viking, Therma og Infocom (Maersk Data).

VINGUMMI OG MISSILER

Angrebet på World Trade Center får ikke den store betydning for showet; udstillere og besøgende er naturligvis rystede og chokerede, og flere delegationer når ikke frem. Men showet kører videre.

Vingummi, bolcher og peanuts ligger i skålene på diskene hos udstillerne. Enkelte serverer endda en lille sandwich. Der er også konkurrencer, hvor man kan vinde eksempelvis en flaske whisky.

På standene kan man få brochurer, musemåtter, kuglepenne og andre gratis ting med firmalogo; det kunne være en havemesse i Randers Hallen eller en bilmesse i Forum.

Men det er det ikke. Her går man ikke hen og sparker til forhjulet på en ny Mercedes - man går hen og sparker på larvefødderne til en kampvogn fra Krauss-Maffei Wegmann.

Man går ikke hen og lader fingrene løbe over en ny kantklipper til græsplænen - man går hen og kigger på et Paveway III laserstyret luft-til-jord missil.

Men principperne er de samme. En franskmand i mørkeblåt jakkesæt står inde på en stand med hænderne foldet bag på ryggen. På væggen foran ham hænger maskingeværer og - pistoler fra Heckler & Koch. Sælgeren kommer hen, de småsludrer, tager maskingeværet ned. Franskmanden løfter det og tager sigte, vejer det. Sælgeren smiler, tager geværet og hamrer to gange geværløbet ned i et bord … robust er det.

På en anden stand står fem saudiarabere. De kigger på tingene hos BCB International, en engelsk virksomhed, der blandt andet sælger pakkeløsninger til politi og antiterrorkorps. To mannequindukker står med sorte, brandsikre kampuniformer på: Hjelm, gasmaske, skudsikker vest, kampstøvler, pistol og … »hvad er det?«, spørger saudiaraberne og peger på en cirka 15 centimeter lang genstand. De stimler sammen om sælgeren, der demonstrerer den massive, men sammenklappelige stav, der med et tryk bliver næsten en halv meter lang.

FILMMUSIK

Brochurerne, man samler sammen på messen, er om håndgranater »til alle formål«, om artillerigranater, om Leopard-kampvogne, der er »Europas nummer 1«, om 155 millimeter howitzere, om missiler, snigskytterifler, radarsystemer, avanceret computerteknologi, affyringssystemer, kabler … På BAE Systems’ stand er der også reklamevideoer, vist på store fladskærme. Til musik, der ville være en ‘Titanic’-film værdig, flyver jagerfly mod en solopgang - i tæt kontakt med styrkerne på landjorden, så missilerne kan afleveres på de rigtige steder.

Singapore Technologies reklamerer for deres 40 mm granat. En grovlende, amerikansk whiskystemme taler drævende over en bastant underlægningsmusik: »Nooow… There’s NOwhere to run - NOOwhere to hiiide … Witness the POWER: The NEEW 40 millimeter agl air-bursting system; on target ALL the tiiime«.

De besøgende er mænd - mænd i uniformer, for det meste med et fyrværkeri af stjerner og ordener på overkroppen; mænd i jakkesæt, for det meste mørke. De kommer fra hele verden, fra Japan, Thailand og Singapore over Oman, Ghana, Nigeria og Egypten til Tyrkiet, Vesteuropa og USA.

Den danske forsvarskommando har også sendt 17 officerer til London. Kalenderen er tætskrevet med møder og salgsmiddage. De kommer fra hæren, hjemmeværnet og søværnet og er med til bruge de cirka 2,4 milliarder kroner, som forsvaret hvert år bruger på nye indkøb.

I år går nogle af de 2,4 milliarder kroner blandt andet til nye geværer, som hæren køber sammen med hjemmeværnet. Prisen bliver på omkring 201 millioner kroner. De aldrende Leopard-kampvogne skal opdateres for 911 millioner kroner, og både søværnet og hæren skal have nyt kommunikationsmateriel for omkring 600 millioner kroner.

Næste dag lå regnen også over London. Og Philip Bicknell stod igen i rundkørslen med det våde papskilt mellem hænderne.

Interview: Chrissy Conant

Kaviar som kunst. En 39-årig kunstner har lagt sine egne æg på glas og udstiller dem i næste måned som en kunstinstallation i USA. Kvinden betragter også æggene som en kontaktannonce.

Politiken | 14.04.2002 | Kultur | Side 7

Glem alt om almindelig kaviar. Det er ikke rogn fra hverken stør eller stenbider, der i glassene: Det er æggene fra en kvinde. Det er den amerikanske kunstner Chrissy Conant, der har lavet installationen, hvor 12 glas med den specielle kaviar står i en køledisk. I hvert glas sidder et lille rør, hvor et af hendes egne æg ligger indkapslet. Projektet hedder ‘Chrissy Caviar’.

Chrissy Conant siger selv, at kunstværket er en kommentar til den fysiske og følelsesmæssige situation, som en moderne og enlig kvinde i 30′erne befinder sig i: Den rigtige partner er ikke fundet, og der ligger et pres på kvinden for at reproducere sig og få børn:

»Det er et forsøg på at få mine egne følelser ud og give dem et udtryk, hvor jeg skaber værket ud fra min egen situation: en 39-årig kvinde, der stadig er single og fri på markedet, der er på udkig efter partneren og håber på at finde den rigtige mand«, siger Chrissy Conant, der bor på Manhattan i New York. Samtidig er kunstværket en massiv kontaktannonce for Chrissy Conant:

»Det er en måde at sige: ‘Se mig’. Folk, der er singler og alene, markedsfører sig selv konstant. Det er en del af spillet. Som Jerry Seinfeld sagde i et af sine shows:

»En date er en helaftensjobsamtale. Vi markedsfører og målretter os selv - vi dyrker motion, går i modetøj, bruger makeup, bruger masser af penge på frisør og så videre«, siger Chrissy Conant, der blandt andet har studeret kunsthistorie og har en bachelorgrad i computerkunst.

RITUEL KAVIAR

Ideen fik hun for to år siden. En af hendes gode venner inviterede hende på restaurant, han betalte, og hun kunne vælge, lige hvad hun havde lyst til:

»Så vi bestiller kaviar. Tjeneren kommer ned til bordet og præsenterer kaviaren på en måde, der er meget ritualiseret, som han står der og åbner glasset med sit hvide viskestykke over armen og måden, hvorpå han sætter glasset på bordet - og påstyret omkring det her lille glas«, fortæller Chrissy Conant. Det fik hende til at tænke over kaviaren - hvordan den er forbundet med særlige ritualer, med dekadence, penge og magt.

»Jeg spurgte tjeneren, om jeg måtte få det tomme glas med mig og tog det med tilbage til mit atelier. Her satte jeg mig i stolen foran mit skrivebord. Kiggede på glasset. Og sad og tænkte over min situation. Det at være alene og ‘hvorfor har jeg ikke en kæreste’, ‘hvorfor har jeg ingen børn’, og så videre. Pludselig kom inspirationen til det. Jeg er kaviar. Mine æg er jo på markedet, jeg vil lægge mig selv i det glas og tilbyde mig selv«, siger Chrissy Conant.

Gennem et stykke tid udviklede hun ideen, og endelig gik hun i gang. Overvåget af en læge, begyndte hun på en hormonbehandling, der en måned senere fik hende til at få hyper-ægløsning. I stedet for det normale ene æg kom der 12 æg. Lægerne ‘høstede’ æggene ved at føre en slags nål op i hendes skede og suge dem ud.

»Jo, det var smertefuldt. Ikke ubærligt, men til tider meget ubehageligt. Både den fysiske smerte, men især mentalt. Da det var ved vejs ende, blev jeg meget deprimeret og ked af det - i de her små rør havde jeg alle mine æg, som ikke ville blive til små babyer«, siger Chrissy Conant.

VIL IKKE FORARGE

Hun kan godt forstå, at nogen ser hendes projekt som en kende bizart og grotesk. Men formålet er ikke at forarge:

»Jeg er ikke ude efter nogen bestemt reaktion, uanset om den er positiv eller negativ. Jeg har det fint med begge. Jeg vil bare have én eller anden reaktion. Som en øjenåbner for kvindernes situation, når de er i 30′erne. Og så håber jeg at få noget respons fra en masse søde fyre«, siger hun.

Hele processen - fra designet af etiketterne til udsugningen af æggene - er blevet optaget på video, og Chrissy Conant er i øjeblikket ved at redigere den. Filmen bliver vist ved siden af montren med kaviarglassene, og hele installationen kan ses på Aldrich Museum of Contemporary Art i Connecticut. ‘Chrissy Caviar’ er en del af museets udstilling ‘Family’, der begynder 19. maj. Chrissy Conant håber, hendes projekt vil blive vist på flere museer og gallerier, og at ‘Chrissy Caviar’ vil interessere seriøse kunstsamlere - hvert glas er sat til salg. Efterspørgslen bestemmer prisen.

Kunstnerne har fået nye redskaber til at lave kunst med. Men har genmanipulation noget med kunst at gøre? Ja, det har, mener dansk museumsdirektør.

Politiken | 04.06.2002 | Kultur | Side 1 |

Dna-molekyler, kloning og organdyrkning - kunsten er ved at tage bioteknologien til sig. Forskningen i generne har givet kunstnerne nye arbejdsredskaber, nye materialer at arbejde med og ikke mindst nye og væsentlige spørgsmål at stille.

Måske det lyder som en bizar og moderne provokation. Men det er ikke første gang, at kunsten går ind i menneskekroppen. For eksempel Leonardo da Vinci (1452-1519), der stod bag det første store anatomiske studium, hvor han måtte snige sig rundt til italienske lighuse om natten for at dissekere lig og minutiøst nedfælde den menneskelige krop.

I øjeblikket kan genkunstnerne blandt andet opleves på en udstilling i Australien, Biennale of Electronic Arts i Perth, hvor også grisevingerne er udstillet. Og i USA åbnede der for en måned siden en stor udstilling, ‘Genesis’ på Henry Art Gallery i Seattle, hvor emnet er det menneskelige dna og kunstens udforskning af det.

Her kan man blandt andet opleve franskmanden Eduardo Kacs to år gamle ‘GFP Bunny’ - en levende albinokanin, der er gensplejset med en selvlysende fisk. Resultatet er en selvlysende kanin.

RELEVANTE SPØRGSMÅL

Helt sikkert er det, at der i dønningerne af den bioteknologiske revolution, og kortlægningen af den menneskelige dna, følger store ændringer for menneskeheden og hele vores kultur. Derfor er Christian Gether, museumsdirektør for Arken, glad for de spørgsmål, som den nye kunstform rejser:

»Dna, genmanipulation, og så videre - teknologierne gør, at vi må genoverveje det at være menneske, og hele vores selvopfattelse. Og de overvejelser får vidtrækkende konsekvenser for, hvordan vi kommer til at indrette vores samfund. Derfor er det fuldstændig relevant og vigtigt, at kunstnere hele tiden beskæftiger sig med de filosofiske problemstillinger. Det har stor kunst gjort hele tiden«, siger han.

»Vi har bevæget os fra opfattelsen af mennesket som gudsskabt og unikt. Nu har vi frataget gud patentet på at skabe liv, og nu kan vi selv gøre det. Derfor kan vi ikke opfatte mennesket på samme måde, som man gjorde i en tid, hvor den kristne opfattelse var den udbredte«, siger Christian Gether.

ANDET END PROVOKATION

Nogle lader sig måske provokere af den nye genkunst. Så er det ikke godt nok, mener Gether, for kunsten skal vække til eftertanke og ikke bare provokere - ellers er det bare pjat:

»Kunsten skal få en til at standse op og give rum til eftertanke, så beskueren kommer til at overveje sin egen situation i verden. Hvis ikke den gør det, er det bare udsmykning. Kunsten giver dig en tanke med hjem. Kunsten skal sætte et nyt perspektiv på din virksomhed, gøre dig klogere på dig selv og livet«, siger Christian Gether.

DE NYE MATERIALER

Noget af det, der kan virke bizart ved genkunsten er materialerne, det kunstigt dyrkede kød og organer, brugen af stamceller og gensplejsning og så videre. Sådan er det med nye materialer, mener Gether:

»Enhver tid må jo tage udgangspunkt i de nye materialer, der kommer frem. I 1960′erne begyndte man at bruge akrylmaling. Og i stedet for at skabe skulpturer af marmor og bronze brugte man plastik i hyperrealistiske skulpturer. I og med at der kommer nye materialer, opstår der nogle nye medier, eller paletter, som kunstnerne kan bruge til at karakterisere og udtrykke deres kritik af samtiden«, siger Christian Gether.

For at kunne kommentere samtiden skal kunstneren betjene sig af sin egen tids materialer. Derfor, mener Gether, er det indlysende, at man bruger de materialer, der skaber problemerne.

»Vi ser jo hele tiden udviklingen af kunstværker, der betjener sig af nye materialer. Og ofte kan det virke meget fremmedartet. Men det skyldes en forventning om, at kunstnerne betjener sig af klassiske materialer«, siger Gether.

»Skal det være kunst, lyder spørgsmålet tit, og man hænger fast i, hvad kunst plejer at være. Men kunsten har udviklet sig over tusind år. Og den klassiske opfattelse af, hvad et kunstværk er i dag, kan jo ikke anvendes på fremtidens kunstmanifestationer«.

Australske kunstnere har dyrket tre sæt vinger af dna fra grise. Og de har dyrket en laboratoriebøf af dna’et fra et får. De tre kunstnere bruger gen- og bioteknologi til at skabe skulpturer og vil sætte spørgsmålstegn ved menneskets nyeste videnskabelige landvindinger.

Politiken | 04.06.2002 | Kultur | Side 1 |

De små kødvinger er dyrket i et laboratorium. Af dna fra grise. De er cirka ti centimeter store, og det har taget ni måneder at dyrke dem. I dag kan de ikke bevæge sig. Men kunstnerne håber, at de snart vil kunne smelte vingerne sammen med levende muskler lavet af celler fra en rotte. Flap, flap, flap.

Oversat til dansk hedder projektet ‘Grisevinger’, og de tre kunstnere bag er Guy Ben-Ary, Ionat Zurr og Oron Catts. For at skabe deres skulpturer har de udviklet en helt ny kunstnerisk palet, hvor dna-videnskab, organdyrkning og stamcelleteknologi er materialer og arbejdsredskaber.

Grisevingerne er det nyeste, der er kommet ud af et større projekt, der begyndte i 1996. Det hedder ‘The Tissue Culture and Art Project’, og målet er at udforske, hvordan disse materialer kan bruges kunstnerisk.

Og at rejse nogle spørgsmålstegn omkring de senere års bioteknologiske fremskridt for at afsøge deres konsekvenser for mennesket. Lige nu udstiller de tre kunstnere nogle af deres projekter, blandt andet grisevingerne, på en udstilling - Biennale of Electronic Arts - i Perth i Australien.

HVIS GRISE KUNNE FLYVE

Projektet med grisevingerne begyndte i 2000, fortæller den 34-årige Oron Catts. Hans gruppe af kødkunstnere får en henvendelse fra The Welcome Trust, der er en af de helt store fonde, der har givet penge til kortlægningen af det menneskelige dna - Human Genome Project.

»Fonden havde et galleri i London, hvor de udstillede værker, der var centrerede omkring bioteknologien. De henvendte sig til os for at få en udstilling, der skulle fejre afslutningen af Human Genome Project«, fortæller Oron Catts. Gruppen overvejer så, hvad de skal lave, og taler blandt andre med flere af forskerne omkring Human Genome Project. En af de ting, der går igen, er sætningen om, at det, vi troede, var umuligt, nu er muligt.

Den sætning bider de mærke i. Den minder om det engelske ordsprog: ‘If pigs could fly, everything is possible’. Oversat til dansk betyder det, at ‘hvis grise kan flyve, er alting muligt’. Derfor beslutter de sig for at se nærmere på, om grise virkelig en dag vil kunne flyve.

»Vi præsenterede projektet med grisevingerne for dem. Og de hadede det.

De kunne ikke rigtig se humoren i det, og de blev også fornærmede, på grund af de spørgsmål vi forsøgte at stille«, siger Oron Catts, der blev skuffet over afslaget:

»Min fornemmelse var, at de forsøgte at bruge kunstnere til at skabe en større offentlig accept af de teknologier. Det, vi forsøgte, var derimod at skabe en debat«, siger han og fortsætter:

»Udgangspunktet er, at vi lever i et pengestyret samfund, der nu er begyndt at manipulere liv. Det ser ud til, at drivkraften bag udviklingen inden for biotek mere er bestemt af bundlinjen på selskabernes regnskaber end af humane og menneskelige interesser. De ting, der skal debatteres i offentligheden og vurderes, er, hvor store risici selskaberne løber, når de udvikler ting og projekter for at få en højere aktiekurs. Derfor er det ikke videnskaben, vi kritiserer, men den kultur, hvori videnskaben befinder sig for tiden. Det er for at få en debat om, hvor de teknologier er på vej til at føre os hen.

Beslutningen skal nemlig ikke bare tages af videnskabs- og forretningsmænd«.

PYNTEVINGER TIL PIGE

Derfor vil Oron Catts vise nogle alternativer til, hvad teknologien kan bruges til, hvis den ikke skal anvendes med profit for øje:

»Målet for vores projekter er at se på udviklingerne inden for bioteknologien og forsøge at føre dem i forskellige retninger for at vise hvor teknologien kan føre os hen, og hvilke muligheder den har«.

På kunstnernes hjemmeside - adressen kan ses andetsteds på denne side - ligger et lille essay. Det foregår i 2028 og handler om en overklassepige, der fylder 16 år. Det er et vendepunkt. For nu er det lovligt for hende at få et implantat. Hun vil udsmykke kroppen, ikke med en tatovering eller en piercing, men med et sæt pyntevinger.

Ligesom grisevingerne, bare meget større og med form som englevinger.

»Jeg håber virkelig ikke, at det er fremtiden. Men når man taler om markedsdrevne samfund, så er alle de her teknologier inden for biotekområdet oprindeligt drevet frem for at redde liv. Men de kan også blive brugt til at skabe luksusgoder og tjene penge. Scenariet er så, at når vi nu ved, hvordan man dyrker menneskelige reservedele, vil det så gå den samme vej og blive handelsvarer og luksusgoder til folk, der gerne vil forbedre deres kroppe, for eksempel med en ny og bedre lever; eller til folk, der vil ændre kroppen kosmetisk med moderigtige varer, statussymboler, der er lavet af levende materiale«, spørger Oron Catts, der regner med, at det vil blive muligt at dyrke organer allerede om fem til ti år.

FISKEROBOT

Grisevingerne er langtfra det eneste, der er kommet ud af kødkunstnernes højteknologiske laboratorie-atelier. For to år siden gik de ind i et samarbejde med universitet i Perth, Australien, der fik navnet SymbioticA. Det skete for at lave en symbiose mellem biotekvidenskaben og kunsten.

Et af de nye projekter går ud på at dyrke en bøf lavet af muskelceller fra et får, der stadig er levende. Det er ikke muligt i dag, men de har allerede forsøgsvist dyrket en fårebøf på størrelse med en mønt. Planen er så, at de vil spise bøffen, mens fåret kigger på.

»På et tidspunkt vil vi være i stand til at dyrke muskelvæv fra dyr. Og at dyrke dem i så store mængder, så vi kan købe dem og konsumere dem.

Det rejser en del etiske spørgsmål om processerne i kødproduktion. Om at ændre i levende systemer på grund af menneskelige hensyn«, siger Oron Catts.

Et andet af projekterne hedder ‘Fish and Chips’. Det går ud på at skabe et ‘halv-levende kunstnerisk objekt’, hvor nerveceller fra fisk er vokset sammen med en mikrochip:

»Hvad sker der, når den slags computere begynder at udtrykke menneskelige egenskaber. Som at være kreativ og kunstnerisk, for eksempel. Vi skabte den her robot, der opfangede aktiviteten fra nervecellerne og omsatte dem til bevægelser, hvor robotten tegnede«, siger Oron Catts. Som med flere af projekterne arbejder de sammen med forskere fra universitetsverdenen. Men ingen af de tre kunstnere har en videnskabelig biologisk baggrund. Oron Catts er for eksempel industriel designer:

»Alle kan bruge de teknologier. Vi er nået til et punkt, hvor teknologierne er blevet standardiserede, og hvor man får brugere i stedet for udviklere. Det kan sammenlignes med udviklingen inden for computere. I begyndelsen skulle man have en videnskabelig baggrund for at kunne betjene dem, men nu kan alle gøre det. Vi forudser, at bioteknologien vil nå det samme stade, og det indebærer nogle risici.

For eksempel til bioterrorisme. Det er nemt at komme til materialerne, man skal bruge, og det kræver ikke en videnskabelig baggrund for at kunne konstruere biologiske våben«.

Han blev læge for at redde verden. Siden har han obduceret tusinder af lig og set flere døde kroppe end de fleste andre mennesker. Alligevel har retsmediciner Jørgen Lange Thomsen det dårligt med, at han selv en dag skal dø.

Politiken | 09.06.2002 | Kultur | Side 4 |

På skiltet ved siden af den brede dør står der ‘Sektionsstue’.

»Det er det smukkeste rum«, siger Jørgen Lange Thomsen og stiller sig midt i rummet.

Der er lyst derinde. Højt til loftet. Store vinduer og hvide fliser langt op ad væggene. I midten af rummet står to metalborde. Der er render i siderne, så blod og kropsvæske kan løbe væk. Der ligger ikke nogen på bordene, og der er gjort rent efter morgenens obduktion. Ovre ved den ene væg står et skab med glaslåge. Der ligger en hob af instrumenter. Store som små - sakse, skalpeller, knive, pincetter, mejsler, hamre. Og en suppeske ligger der også. Den bruges til at samle blod op. For eksempel hvis der er gået hul på hjertet. Så skal man måle, hvor meget blod der er løbet ud i brysthulen.

»Det er nogle af de bedste faciliteter i verden, og lige som det skal være. Lyst, højt til loftet og god udsugning«, siger Jørgen Lange Thomsen. Han har lige skrevet bogen med den nøgterne titel ‘En retsmediciner fortæller’. Han skrev den for at få aflivet nogle af de fordomme, der er omkring retsmedicinen. For at komme nogle af de billeder til livs, som tv-serier og film har givet af smarte retsmedicinere, der selv fanger forbryderne. For at fortælle, at retsmedicin ikke kun er noget med forrådnede lig.

Jørgen Lange Thomsen er den ene af de to retsmedicinere, der er på Fyn, som politiet kan ringe til døgnet rundt. Meget af arbejdet som retsmediciner er også undersøgelser af torturofre, voldtægtsofre, incestofre og gerningsmænd. Nogle gange er han også i Grønland, når politichefen i Nuuk ringer og beder om det. De har ingen retsmedicinere, så han er deroppe et par gange om året. Han er medlem af Amnesty Internationals lægegruppe, og han tager også på rejser for andre menneskeretsorganisationer. Blandt andet har han været i Nepal, Mexico, Israel, Kosova - for at lave obduktioner og dokumentere brud på menneskerettigheder. Han har også været med i arbejdet omkring Ground Zero i New York.

Alt det kræver sin mand. Og der er da også næsten skræmmende meget af den 58-årige retsmediciner. Over 190 centimeter høj. Solid og kraftig.

Og ansigtet, med alvoren, der hænger over panden, som tunge folder. Man kan skære sig på det ansigt. Eller rettere sagt, det er, som om det skærer en op.

Vi går ud af sektionsstuen og ud på gangen. Der er kun få meter over til hans kontor.

DEN FØRSTE OBDUKTION

Jørgen Lange Thomsen lavede sin første drabsobduktion i midten af 1970′erne:

»Det var en kvinde, der havde fået kloroform. Hendes mand var kommet bagfra og havde holdt en klud over munden på hende, så hun mistede bevidstheden. Så satte han strøm til hende. Hun lå så med ledningerne på sig ovre fra kontakterne i væggen. Det var på en af mine første vagter, og det var om aftenen. Dér tænkte jeg, at det her fag - der sker noget. Der er nogle oplevelser i vente«, siger han med sin tunge stemme.

I dag har han lavet tusinder af obduktioner, og han har set de mest ekstreme resultater af den menneskelige natur. Dengang i 1970′erne var han stadig ny i faget, båret dertil af tilfældigheder.

»Vi var fem børn, mellem to og otte år, og det var mig, der var den ældste. Vi boede der på Nørrebro, i Nordvestkvarteret«.

»Da jeg var otte år, blev min mor alene. Det var hårdt. Fire år efter, som 12-årig, kom jeg på Sorø Akademi. Det var så min redning. Jeg ved ikke, hvordan det ellers var gået. Det er jo ikke til at sige«.

Derfor har han tænkt over barndommen, vendt og drejet den:

»En lang periode troede jeg, at når jeg var helt umulig, så var det på grund af mit miljø, som jeg voksede op i«.

»For eksempel det, at jeg er meget hidsig - jeg havde sågar svært ved at styre mig på gaden, hvis folk generede mig. Altså ikke fysisk, men jeg har råbt og skreget. Det er blevet bedre med årene, og jeg kan bedre styre det i dag«.

INGENIØR ELLER LÆGE

I 1970 bliver den 26-årige Jørgen Lange Thomsen læge fra Københavns Universitet. Og, med lidt omveje på forskellige hospitaler og afdelinger, bliver han fem år senere ansat på retspatologisk afdeling på universitetet:

»Så var jeg hooked. Det bliver man altså med retsmedicin«.

»Det er dels puslespillet, altså hjerneudfordringen, det at komme til en sag, man ikke kender i forvejen, og så prøve at slutte bagud, for at finde ud af, hvad der er sket. I de fleste sager er der faktisk sådan et puslespil, hvor der er noget, vi skal se at få til at falde på plads. Selv hos en person, en alkoholist, der har ligget død i en lejlighed i to måneder. Hvordan lå han? Havde døren været låst? Var der mulighed for indbrud? Den medicin, der lå der, kunne han være død af den, hvor meget manglede der af den? Og så videre. Småting, som der faktisk er i alle sager«.

»Retsmedicin er en tryllekreds, man kommer ind i. Der er så mange ting, og man kommer så langt ud i ekstremerne med klienterne, både med de døde og de levende. Man prøver sig selv af på situationerne og får lejlighed til at teste sine reaktioner. Selv om jeg er objektiv i sagerne, så er man jo i bund og grund en klangbund af de ting, der sker. Der er en resonans, eller en vekselvirkning, mellem ens arbejde og en selv. Man lærer sig selv at kende, og man lærer noget om sine grænser. Om hvad man synes er godt og dårligt, ondt og godt, sundt og grimt.

»Men nu synes jeg efterhånden, at jeg kender mig selv og mine grænser.

Jeg kan tåle at lave fejl nu. Det har jeg haft svært ved. Det er, når man har et svagt ego og et svagt sind, så kan man ikke tåle at lave fejl«.

VIL FRELSE VERDEN

Efter nogle år på afdelingen bliver han lektor på universitetet. Året efter, i 1983, bliver han medlem af Amnesty Internationals lægegruppe:

»Jeg er jo vokset op i 1960′erne, hvor vi råbte og skreg om, hvordan verden skulle blive bedre, om, hvad der var rigtigt og forkert. Men jeg gjorde jo aldrig noget. Nu havde jeg så alle muligheder for at gøre en forskel. Det har jeg altid været meget bevidst om, at man kan noget.

Enhver idiot kan gå og råbe op. Og det har jeg da også gjort, men nu havde jeg noget at have mine meninger i«.

»Det var noget med at frelse verden. Intet mindre. Selvfølgelig kan man ikke gøre det. Men har man reddet bare ét menneske, så har man da gjort en forskel. Det var for at gøre noget nyttigt, der betød noget i en større sammenhæng - at komme ud i verden, hvor der ikke er ret mange retsmedicinere, hvor systemerne slår deres egne folk ihjel. Hvor de mennesker, der er sat til at beskytte borgerne - politiet, militæret, politikerne - slår deres borgere ihjel, er noget andet. At komme udefra og gå ind i sådan et land for at påvise, hvad der sker, og dermed gøre en forskel. Det appellerede til mig«.

Egentlig kunne han være begyndt på arbejdet med Amnesty International langt tidligere. Men det var det stykke papir, han fik, da han blev lektor, der gjorde forskellen. Nu troede han på sig selv.

»Det dér med ikke at blive troet på. Det kan gøre mig virkelig deprimeret, og det har været et af mine store problemer. Jeg har en medfødt øjenlidelse. Jeg kan ikke holde øjnene fast. Det hedder nystagmus. Især når jeg er træt eller om morgenen, så flakker mine øjne. Og det er blevet tolket som upålidelighed, og jeg har fået mange bank for det. I skolen i Sorø var der en biologilærer, der fandt ud af det. Han fortalte det så til de andre lærere. Det hjalp faktisk lidt på troværdigheden dengang«.

»Hvis ikke jeg har papir på, at jeg er dygtig, så vil jeg ikke, for så er man for nem at vælte af pinden. Så kan man heller ikke nøjes med bare at lave arbejdet, men skal også forklare, at man er dygtig. Men i det øjeblik jeg blev lektor på Københavns Universitet, så havde jeg stemplet på, at jeg kunne retsmedicin, at jeg var specialist«.

Han er stadig medlem af lægegruppen, og han laver også opgaver for andre menneskeretsorganisationer. For at dokumentere brud på menneskerettighederne.

Næste gang han skal af sted, er i september. Det er til Kosova, hvor der stadig ligger omkring 1.000 uidentificerede døde tilbage. På et tidspunkt skal han også til Eritrea. For at undervise de lokale læger i landet, der ingen retsmedicinere har. Men på grund af familien er han begyndt at sige nej til opgaverne.

OTTE BØRN

Inde på kontoret hænger platter fra forskellige retsmedicinske konferencer, som han har været til i udlandet. Der er også en platte fra Syrian Society for Forensic Medicine. Nedenunder hænger en børnetegning. Dem er der flere af rundt om i kontoret, sammen med fotografier af børnene. Han har også otte børn. Den ældste er 31 år.

Den yngste er 13 dage gammel.

»Jeg har fri i to dage, for vi skal have konfirmation. Eller rettere nonfirmation. Det er min datter på 13, hun tror ikke på noget. Det er noget pjat, siger hun«, og Jørgen Lange Thomsen skyder et smil ud af ansigtet.

Han synes ikke selv, at det er noget pjat. Han har bare ikke fundet den rigtige tro endnu, men han har søgt i de fleste afkroge, fra den danske profet Martinus til buddhismen:

»Siden jeg var helt ung, har jeg været meget optaget af det religiøse.

Jeg ville vide, hvad det her drejede sig om. Men jeg tror ikke på noget. Det er det forfærdelige. Det giver utryghed, desperation. Det er intetheden, der skræmmer mig. Jeg er meget misundelig på dem, der har en tro«.

En del af det er spørgsmålet om, hvad der sker efter døden. Og manden, der har set mere død end de fleste, er ikke selv tryg ved den. Måske det er bedre at være retsmediciner, hvis man er dødsangst. I hvert fald bruger han sit arbejde til at lede efter svar:

»Ja, altså - jeg har det dårligt med døden. Den biologiske død har jeg det fint med. Jeg ved alt om den. Tror jeg, i hvert fald så meget som man på mit niveau kan vide om den. Mere end mennesker almindeligvis ved om døden. Men min egen død, den har jeg det dårligt med«.

»Grunden til at mange synes, det er interessant, er, fordi jeg er retsmediciner. Og der er man vant til, at de er helt fortrolige med døden. Men det er vi ikke. Den biologiske død, jo, som en del af naturen, forfaldet og hvad der sker efter døden. Men vi er lige så meget på den som alle andre«.

STØRKNET BLOD OG JULEINDKØB

I sin bog har han skrevet et af kapitlerne som en dagbog. På et tidspunkt fortæller han om en sag, han bliver kaldt ud til. Det er klokken 13.10, at politiet ringer. Han kører ud til et gerningssted, der skal undersøges. En mand ligger i en størknet blodpøl med en kniv ved siden. Den ene hånd er næsten skåret af. Han har ligget død i et par måneder, og det ligner selvmord. Tre timer senere kører han datteren Amelie »til samspil på violin i Årslev. Derefter juleindkøb og ‘Krummerne’«.

Men hvordan holder man de to verdener så adskilte? Med 30 års obduktioner, undersøgelser af torturofre og voldtægtsofre, mener Jørgen Lange Thomsen ikke, at det er kynisme:

»Når jeg går fra den døde mand dér, så er det væk. Der er ikke noget neurotisk ved det. Det er ikke en ind-under-gulvtæppet-tænkning. Jeg vil kalde det professionalisme. Hvis jeg tænker videre og tumler med noget, så er det, fordi jeg ikke har været dygtig nok. Det er fagligt.

Alle dem, der er i faget, de har det sådan. De, der ikke har det sådan, de holder altså hurtigt op«.

Sådan en mand, der har ligget død i en lejlighed i et par måneder, lugter slemt. Med over tusind obduktioner i næseborene har Jørgen Lange Thomsen vænnet sig til liglugten:

»Jeg kan jo ikke lide den, vel? Men på en eller anden måde bliver den jo fortrolig. Du ved, det man kender og har set mange gange. Der bliver næsten noget trygt ved det. Det er jo fuldstændig vanvittigt, ikk’?«.

Blå bog: Jørgen Lange Thomsen

Jørgen Lange Thomsen er født i 1944. Han blev uddannet som læge i 1970, og fra 1972 har han været ansat ved retsmedicinske institutter i København, London og nu i Odense, hvor han i 1996 blev professor i retsmedicin ved Syddansk Universitet. Han er medlem af Amnesty Internationals lægegruppe, hvor han frivilligt rejser rundt på opgaver over hele verden for at lave obduktioner og dokumentere brud på menneskerettighederne.

Der er milliarder af kroner i den illegale handel med kunstværker. Nogle gange er det almindelige tyve, der står bag. Andre gange er det organiserede bander. Og handlen er ikke for nedadgående, fortæller Interpols kunstekspert.

Politiken | 21.07.2002 | Kultur | Side 1 |

Det er lørdag 21. april. Denne morgen er der overskyet i Berlin. Luften er kølig. Kun ni grader. Klokken er lidt i fem, og gaden foran Brücke-museet er mørk og stille. Bortset fra skyggerne. De løber gennem haven foran museet, inde mellem træerne. Om ti minutter er der stjålet malerier for 70 millioner kroner fra Brückemuseet.

Inde på museet er der mere end 400 værker fra Brückegruppen, der blandt andet bestod af malere som Erich Heckel, Max Pechstein og Emil Nolde.

Det er den gruppe tyske ekspressionister, som samlingen er bygget op om og museet opkaldt efter. Der er for hundreder af millioner af kroner i det, der er verdens største samling af Brückemalerier. Og de er dårligt beskyttet.

Tyvene går om bag den lave, hvide bygning. På muren hænger et alarmblink, der starter, hvis alarmen går i gang. De sætter en papkasse over blinket, så det ikke kan ses fra vejen. Alarmsystemet sprøjter de til med skum. Færdigt. Så enkelt kan det gøres. Nu går de hen til et vindue, smadrer glasset og kravler ind. De ved, hvor de skal hen, og går direkte ind til et rum, hvor de klipper de wirer over, som malerierne hænger på. Tyvene er hurtigt ude igen, løber gennem haven og ud til en sidegade. Her springer de ind i en flugtbil, der holder og venter. Imens er der dog én alarm, der er gået i gang. Den går direkte til den lokale politistation. Men det er et stille kvarter, og der er ingen patruljebiler i nærheden. Da politiet ankommer til museet, er der gået ti minutter. Det er ikke særlig lang tid. Men rigeligt tid til, at de velforberedte tyve for længst er forduftet. Det eneste, politiet finder, er et brækjern.

Det lykkedes at stjæle ni værker, blandt andet af Nolde, Kirchner og Pechstein. Dyre malerier, der var dårligt bevogtet. For alarmer koster penge. Især når man er et lille museum, der på trods af en international berømt samling kun har et årsbudget på 1,8 millioner kroner. Og det er problemet for de fleste museer. Uanset om de ligger i Tyskland, Frankrig eller Danmark. Et andet problem er forsikringen. Det var kun et af de stjålne værker - af Kirchner - der var forsikret.

Sådan er det for de fleste museer.

»Museerne er for det meste ikke forsikrede. Heller ikke de store museer.

Tag for eksempel et nationalgalleri, hvor der er så massive værdier samlet på et sted. Hvis de skulle være forsikrede, blev de nød til regelmæssigt at betale præmier, og det har de ikke råd til«, siger Karl Heinz Kind. Han er ansat i Interpol og sidder i Lyons, hvor han er koordinator for person- og ejendomskriminalitet. Han har 20 års erfaring, og han er politimanden, der stort set ved alt om kunsttyverier og den milliard kroner store illegale handel med kunstværker.

LOKALE TYVE

Det var også her hos Interpol, at der den lørdag morgen i april tikkede en alarm ind om røveriet. Alarmen gik ud til de 79 medlemslande, og auktionshuse og kunsthandlere over hele verden blev advaret.

Denne gang gik der kun en lille måned, før politiet kunne blæse alarmen af. Billederne blev fundet. De var ikke engang nået ud af Berlin.

Politiet fandt dem i en lejlighed i den tyske hovedstad. Lærrederne var taget ud af rammerne og lå sammenrullede i lejligheden. De otte af dem var uskadte. Det ene var revet over på midten, og et stykke af lærredet manglede. Fire jugoslaviske mænd i alderen fra 23 til 26 blev arresteret, sammen med en 55- årig tysk kvinde.

Gerningsmændene kom altså fra Berlinområdet. Dermed er tyveriet næsten klassisk, fortæller Karl Heinz Kind:

»Min erfaring er, at gerningsmændene ofte stammer fra den region, hvor de begår forbrydelserne. Det gælder alle slags kunsttyverier, også for tyverier af meget betydningsfulde kunstgenstande, og sagen fra Berlin er et godt eksempel«, siger Kind.

Tyveriet fra Brückemuseet er også typisk, fordi gerningsmændene mere eller mindre tilfældigt valgte at blive kunsttyve. De var ikke specialiserede i det. De var ikke en del af en større organisation, som man ser i den illegale handel med våben, diamanter eller kvinder, hvor der er opbygget store netværk i handlen. Karl Heinz Kind er heller ikke meget for at bruge ordet ‘organiseret kriminalitet’:

»Det er et meget bredt begreb. Der er ingen internationale bander, der i dag opererer i Danmark, i morgen i England og i overmorgen i Tyskland.

Det er fiktion«, siger Kind.

YAKUZAEN

Virkeligheden har dog været tæt på. I november 1985 blev der stjålet ni billeder fra Marmottanmuseet i Paris. Blandt andet Monets ‘Soleil Levant’, det berømte billede der gav navn til impressionismen. Først troede politiet, at det var terrorgruppen Action Direct, der stod bag tyveriet. Men kort efter fik det japanske politi et tip. De fandt nogle billeder, der var blevet stjålet fra et fransk provinsmuseum i 1984. De blev fundet hos Shuinichi Fujikuma, en kendt japansk forbryder. Det viste sig, at det også var ham, der havde stået bag røveriet hos Marmottan. Han havde endda udgivet et katalog over de stjålne værker, der allerede havde cirkuleret i underverdenen, før røveriet på Marmottan. Blandt andet derfor troede man, at den japanske mafia, Yakuzaen, havde infiltreret kunstverdenen.

Omfanget var dog meget mindre og slet ikke så organiseret, som man frygtede. Det drejede sig kun om et tilfældigt møde. Fujikuma var blevet arresteret i Frankrig i 1978 med 7,8 kilo heroin, hvor han fik fem års fængsel. Derinde mødte han to andre indsatte, der var medlemmer af et syndikat af kunsttyve. Og det var dem, der begik røveriet mod Marmottan. Alle billederne blev i øvrigt fundet på Korsika i 1991. Men at de var stjålet af nogen, der havde en viden om kunst, er et særsyn:

»For det meste er gerningsmændene selv, i modsætning til hvad mange tror, ikke specialister eller eksperter i kunst. De er eksperter, men det er i at begå tyveriet, i at overvinde de forhindringer, der er, så de kan komme ind i området og stjæle værket. Vi ser også, at der kun er blevet stjålet værdiløse, men pæne ting, mens meget værdifulde kunstværker ikke er rørt«, fortæller Karl Heinz Kind.

DEN RUSSISKE MAFIA

Nogle gange får indbrudseksperterne ordrer. De bliver hyret til at stjæle bestemte billeder. Det er blevet et problem i Rusland, hvor kunsttyverier er blevet stadig mere organiserede, for eksempel af mafiaen. Vladimir Gordyenko, der er chef for Ruslands krimininalpoliti, meldte i april ud med, at kunsttyverier var blevet det nye mål for organiserede kriminelle bander. Rige kunstelskere eller kunsthandlere bestiller tyvene til at begå indbrud. For det meste er det de dårligt sikrede russiske museer, det går ud over. Sikkerheden er i bund, den er endnu dårligere end i Vesten, og der er stort set ingen penge til for eksempel alarmsystemer. I øjeblikket har det russiske kriminalpoliti en database på 40.000 stjålne kunstværker.

Når tyveriet er bestilt, er det selvfølgelig ikke svært at komme af med maleriet, violinen, bogen, eller hvad der nu er blevet stjålet. Der er jo en køber. Normalt er det sværeste at komme af med kunstværket igen:

»Når tyvene så har fået genstandene, står de over for et stort problem - at sælge dem og få penge ud af det. Det er meget vanskeligt at sælge sådan en genstand i nærheden af det område, hvor tyveriet blev begået.

Derfor bliver de sat til salg andre steder og i andre lande. Men det er stadig svært. Ingen antikvitets- eller kunsthandlere vil købe illegale kunstværker. Derfor dukker varerne i første omgang op på det sorte marked, hvor tyvene måske har kontakter til andre kriminelle«, siger Interpols kunstekspert.

Derfor gik der også lang tid, før sagen om den franske tjener blev opklaret.

SAGEN OM TJENEREN

De genstande, han stjal, kom aldrig ud på hverken det legale eller illegale marked. Han beholdt dem selv.

Sagen om den 31-årige tjener, Stephane Breitwieser, kom frem i maj i år.

Han boede i Strasbourg, men kørte hver dag over grænsen til Schweiz, hvor han arbejdede. I hans fritid var han kunsttyv. Han stjal for spændingens skyld, og han stjal det, han kunne lide. For det meste kunst fra det 17. og 18. århundrede. Stephane havde siden 1995 turneret rundt til museer over hele Europa. Blandt andet også til Kunstindustrimuseet i Danmark.

I november sidste år gik det galt. Han blev anholdt efter et tyveri på et museum i Lucerne. Kæresten, der ofte havde hjulpet ham, hørte om det, og hun skyndte sig hen til svigermorens hus, hvor kunstværkerne blev opbevaret. Den 53-årige kvinde flippede ud. Hun blev gal på sønnen, fortalte hun senere til politiet. Det var derfor, hun gjorde det: Skar malerierne itu og smed stykkerne af lærred ud med det almindelige skrald; samlede de andre stjålne genstande - for eksempel vaser, våben, musikinstrumenter - og smed dem i en flod.

I alt ødelagde hun for op mod 15 - femten - milliarder kroner. Mere end 60 billeder af store mestre - Cranach, Brueghel, Boucher, Watteau og så videre - var skåret i stykker. I alt bjærgede politiet 109 genstande fra floden. Flere af dem var ødelagte. Stephane Breitwieser har erkendt tyverier af 239 værker fra 174 museer.

»Den franske tjener skiller sig markant ud. I de fleste af de sager, vi ser, er motivationen penge. Selvom man ikke får meget for det. Generelt kan man højst få omkring ti procent af værkets værdi. Eller mindre.

Hvis gerningsmændene virkelig skal tjene penge på det, skal de ud på det professionelle kunstmarked«, siger Kind.

DE LANGE SAGER

»De fleste er tilbageholdende med at sætte genstandene på markedet lige efter tyveriet. Men i det lange løb er der mange sjålne genstande, der efterhånden dukker op på det legale marked, eksempelvis i auktionshuse.

Der er sager, hvor genstande dukker op, 10-15 år efter at de blev stjålet«, siger Karl Heinz Kind.

Sådan var det med syv malerier af den amerikanske kunstner Norman Rockwell. De blev stjålet fra et privat firma i USA i 1978. Væk var de.

Indtil 1994, hvor en brasiliansk kunsthandler forsøgte at sælge seks af malerierne til et amerikansk museum. Det sidste af værkerne dukkede først op i december sidste år, hvor FBI’s specialenhed for kunsttyverier fandt maleriet hos en anden brasiliansk kunsthandler.

Derfor kan kunstsager ikke blive forældede hos Interpol. Af de mere end 20.000 kunstværker der ligger i databasen, går de ældste helt tilbage til omkring 1910. I databasen ligger også 228 danske sager om tyverier - originale bøger af H.C. Andersen, danske frimærker, sydamerikansk keramik, japanske våben, malerier og så videre.

Flere private selskaber, der har specialiseret sig i at finde stjålen kunst, har store databaser. Blandt andre det engelske ArtlossRegister, der er ejet af auktionshuse og forsikringsselskaber. Selskabet, der arbejder sammen med Interpol, har cirka 126.000 stjålne kunstværker i databasen.

Størrelsen på databaserne siger selvfølgelig ikke noget om værdien af værkerne. En lille antik vase kan være vurderet højere end et stort oliemaleri. Men det er svært at sætte en præcis størrelse på den illegale handel med kunstværker.

»Jeg har hørt tal, der spænder fra 20 milliarder kroner til 80 milliarder kroner. Som man kan se, er spændet meget stort. Der er ikke nogen konkrete tal, et konkret materiale, som man kan bygge et skøn på, og derfor vil vi som politi ikke tage del i de spekulationer«, siger Karl Heinz Kind. De tal som Interpol har, er ikke gode nok til, at Kind vil spå om størrelsen på den illegale handel. Det er meget forskelligt fra land til land, hvor meget energi politiet bruger på kunsttyverier.

PRIORITERING

Både FBI og Scotland Yard har specialenheder, ligesom politiet i for eksempel Tyskland, Frankrig og Italien har det. Men det er langtfra alle lande, der beskæftiger sig med det. Herhjemme sidder der en hos Interpols danske kontor og følger udviklingen. Politiet har ingen, der ellers beskæftiger sig med det. Heller ikke den danske efterretningstjeneste, PET, har nogen ansatte på området.

»Den manglende fokus er vel et udtryk for en prioritering, som politiet foretager. De fleste lande har andre, mere alarmerende trusler - børnepornografi, terrorisme, kvindehandel og så videre. Derfor bliver kunsttyverier ikke prioriteret højt i de fleste lande«, siger Karl Heinz Kind.

»I mange lande ved man ikke, hvor mange kunsttyverier der bliver begået om året. Ofte viser statistikkerne fra de enkelte landes politi kun, om der er tale om indbrud, tyveri eller om det var et røveri med vold eller lignende. Den fokuserer ikke på, hvad der bliver stjålet. Tallene er mere et udtryk for den infrastruktur, politiet har i det enkelte land til at tage vare på kunsttyverier, end det er et udtryk for det faktiske antal kunsttyverier«, forklarer Karl Heinz Kind. Han vil nødigt spå, om den illegale handel og antallet af kunsttyverier er for opadgående:

»Det er svært at sige. Men det er sikkert, at der i hvert fald ikke er et fald i kunsttyverierne. Og de seneste år har der været tyverier af flere betydningsfulde værker«, siger han.

Det er ikke kun malerier, der bliver stjålet. Det er alt, hvad der har en værdi - tæpper, masker, barometre, skulpturer og så videre. Men billederne er populære.

»Tyve stjæler alt, som de forventer at kunne få en god pris for. Men de mest populære genstande er malerier. Det hænger sammen med, at der også er nogle praktiske hensyn: Det er nemmere at slippe af med et sammenrullet lærred end med et stort skab«, siger Kind.

Fakta: Berømte tyverier

Frankrig, Paris, 21. august, 1911:

Den mandag morgen havde flere af de ansatte lagt mærke til det. Leonardo da Vincis ‘Mona Lisa’ hang ikke på sin plads. Men Louvremuseet i Paris er stort, og alle gik ud fra, at det var en eller anden kollega. Men torsdag morgen var billedet stadig ikke fundet. Det var væk. Politiet blev tilkaldt, og afhøringerne begyndte, mens hele bygningen blev endevendt, men de fandt ingen spor. Der gik 27 måneder, før billedet dukkede op. En italiener, Vincenzo Perugio, forsøgte at sælge det til et galleri i Florence. Politiet blev alarmeret og tyven fanget. Han gjorde det ikke for at tjene penge. Perugio gjorde det af patriotiske grunde: Et så berømt værk, lavet af en stor italiensk mester, burde ikke være i Frankrig, mente italieneren. Hvad Perugio åbenbart ikke var klar over, var, at ‘Mona Lisa’ efter alt at dømme blev malet i Italien. Men Leonardo tog det med sig til Frankrig og solgte det til kong Francis I. Men hvordan stjal han det? Søndag aften gemte Perugio sig i et lille rum på museet. Mandag morgen, mens museet stadig var lukket, listede han ud og tog maleriet. Han skar billedet ud af rammen og gik ud af museet.

USA, Boston, 18. marts, 1990:

Klokken 01.24. Ved en af bagudgangene på Isabella Stewart Gardner Museum bankede det på døren. Vagten åbnede døren, og udenfor stod to uniformerede politibetjente. De havde fået et opkald om nogle ‘forstyrrelser’, der skulle undersøges. Vagten lukkede dem ind. Men de falske betjente overfaldt ham, lagde ham i håndjern og førte ham ned i kælderen. Den nat blev der stjålet for 300 millioner dollar. I dag er det over to milliarder kroner. Blandt andet forsvandt Rembrandts eneste maritime maleri, ‘The Storm on the Sea of Galilee’, Vermeers ‘The Concert’, Manets ‘Chez Tortoni’ og fem værker af Degas. Der gik syv år, før der skete noget. Politiet var på bar bund, så i 1997 besluttede museet sig for at hæve dusøren fra en million dollar til fem millioner. Politet fik nu flere tip. Et af dem kom fra en antikvitetshandler, William P. Youngworth III. Han var en lidt lurvet person, ikke helt fint i kanten. Men han fik politiets opmærksomhed, han virkede troværdig, og han fortalte, at han kunne skaffe malerierne. Han ville have pengene og fuld immunitet. Men som ugerne gik, smuldrede troværdigheden. Blandt andet gav han stykker af malingen fra det, der skulle være Rembrandts maleri, som bevis på, at han havde set malerierne. Undersøgelser i et laboratorium viste dog, at det ikke kom fra Rembrandts maleri. Forhandlingerne døde ud. Malerierne er stadig ikke fundet.