fersken.net

Fagbladet Spejlet, april 2007

Hankou Xilu er en stille gade, der ligger i Nanjing, lidt vest for Shanghai i Kina. Der er træer langs fortovet, gråfarvede etageejendomme, et par små kiosker, nogle snuskede gaderestauranter, en tøjbutik, en butik der sælger tøjdyr og en ejendomsmægler. Der er et udendørs poolbord, som tre drenge står og spiller ved. Der er en bonde, der sidder og sælger store og modne meloner, som han har stakket op på fortovet. Og der er frisørsalonen, som 25-årige Wang Xian arbejder i. Hun er ved at hænge de sidste håndklæder op, da en kvinde på hendes egen alder kommer hen og hilser på hende.

Det er en lille salon med fire kvindelige frisører. Salonen er slidt. Der er tape omkring den ene af salonens to trimmere, der begge er fyldte med små og sorte hår. Barberknivene er begyndt at ruste og bogen med hårfarver er gået op i ryggen. Håndklæderne har for længst mistet deres farve og har i den grad været vasket mere end én gang. Der er sorte hår på det bare betongulv. Elkontakterne hænger og dingler ud fra væggen. Der er tape over de steder, hvor frisørstolene er gået i stykker.

For seks år siden gik Wang Xian ind gennem den knirkende glasdør til salonen og spurgte, om hun kunne få arbejde. Hun var rejst fra familien og arbejdsløsheden i sin hjemby, der ligger mere end 1.000 kilometer borte, for at søge arbejde i millionbyen Nanjing. Heldigvis sagde ejeren ja, og dagen efter begyndte Wang Xian at arbejde i salonen.

Kvinden fra før sidder i stolen og bladrer i bogen med farver. Wang Xian er ikke rigtig glad for farverne, nogle gange får hun ondt i hovedet af at stå i lugten fra dem. Der er ingen udsugning i salonen, kun en gammel ventilator, der står slukket i det ene hjørne.

Wang Xian stiller sig hen bag kunden, og med en lyserød plastickam begynder hun at lægge en hvide pasta i håret på pigen. Hele behandlingen vil alt i alt tage tre timer og koste kunden cirka 70 kroner. De fleste kunder, især mændene, nøjes med en almindelig klipning. Den koster fem kuai. Cirka 3,50 kroner.

Normal har Wang Xian ti kunder om dagen. Men det har været en sløv dag i dag med masser af ventetid.

’Det kan godt være kedeligt, tiden kan gå meget langsomt, hvis der ikke er noget at lave’, siger Wang Xian, der begynder sin arbejdsdag kl. 8.30 om morgenen. Butikken lukker kl. 22.00, men Wang Xian får normalt fri et par timer før. Efter en arbejdsdag på cirka 11 timer.

Wang Xian har ingen uddannelse som frisør. Hun blev lært op af en af de andre frisører i salonen, som hun fulgte gennem et par år.

’Jeg vil gerne lære noget mere og få en rigtig uddannelse’, siger hun. Blive lært ordentligt op. Men det koster penge. Og man kan ikke arbejde, mens man også går i skole. Ingen arbejde. Ingen penge. Og penge er ikke noget, hun har alt for mange af. Hun vil ikke sige, hvor meget hun tjener om måneden, men normalt får frisører som hende omkring 100-250 kroner om måneden.

Normalt har hun to ugers ferie om året, og dem bruger hun på at rejse hjem og besøge sin familie og venner. Med 1.000 kilometer imellem dem, er der kun mulighed for at se dem en enkelt gang om året. Hun kan heller ikke bruge sine fridage på at tage hjem. Togturen tager 12 timer, og hun har kun fri to dage om måneden.

Alligevel kan hun godt lide sit arbejde, siger hun, uden dog at se alt for glad ud. Hun står og tænker sig lidt om, som om hun gerne vil sige noget positivt.

’Det er lidt som en kunst, at man gør folk smukkere’, tilføjer hun. Især de lidt mere komplicerede frisurer er sjove at lave, siger hun.

En af de klipninger, der er mest populære lige nu i Kina, er en lettere oppustet klipning. Det er tyndt og langt i nakken, men kruset, krøllet og oppustet i toppen. Det er især piger omkring 20 år, der får den frisure. En anden populær frisure er permanent og krøllet hår.

En af stamkunderne fra nabolaget kommer ind. En ældre dame.

’Hvor har du været’, spørger Wang Xian og smiler, mens hun lægger mere hvid pasta i håret på kunden.

’Aaarh… jeg har været på sygehuset’, siger den ældre dame og dumper besværet ned i sofaen og sukker:

’Jeg havde ondt i maven og skulle ind og checkes. Men der var ikke noget i vejen, sagde de. Det er varmt i dag, hva?’.

’Ja. Men i går regnede det. Så skinner solen, så regner det. Man ved aldrig, hvad man står op til’, siger Wang Xian. Vejret kan man altid snakke om. Uanset om det er i Kina eller Danmark.

Politiken | 03.09.2007 | 1. sektion | Side 10 |

Kinas Kommunistparti styrer alt i Kina.

Den lydige kineser dukker nakken og accepterer alt, hvad der kommer fra regeringskomplekset Zhongnanhai i Beijing. Der er ingen debat i Kina, for borgerne ved, at de bliver fængslet, hvis der lyder det mindste kritiske pip fra dem. Det er Kina. 2007. Et år før de olympiske lege …

Nej. Langtfra. Ingen tvivl om, at der ikke er ytringsfrihed i Kina. Slet ikke. Men når man læser og hører om Kina i både danske og internationale medier, er det ikke altid, at nuancerne kommer med.

Der er masser af eksempler på, at der er en frodig debat i Kina, og på, at den offentlige mening har rykket ved magthaverne og presset dem til at reagere. Debatten er bare svær at få øje på for os i Vesten. For den foregår på kinesisk. Ikke så meget i avisernes debatspalter, men derimod på kinesiske BBS’er, nyhedsgrupper, fora, blogs og lignende.

Lad mig komme med fire eksempler på større sager, hvor internettet er blevet brugt i sociale protester.

1998: Flere etniske kinesere bliver dræbt under optøjer i Indonesien. Internettet bliver brugt til at vise sympati for de etniske kinesere i Indonesien. Partistaten tøvede med at fordømme bruddene på menneskeretten i Indonesien, men blev til sidst presset til at gøre det.

2000: En kvindelig studerende på Beijing Universitet bliver dræbt. Universitetets ledelse forbyder eleverne at samles til en mindehøjtidelighed. Heftige diskussioner breder sig på internettet og får til sidst universitetet til at ændre sin beslutning.

2003: Al officiel omtale af SARS bliver undertrykt. Men nyheden spreder sig via nettet og sms. Samtidig skriver en kinesisk læge en mail til New York Times, der dermed giver nyheden et globalt publikum. Partistaten bliver presset til at handle. To fremtrædende politikere bliver fjernet fra deres poster.

2003: En avis i Shanghai beskriver en sag, hvor en lokal kriminel får omstødt sin dødsdom til livsvarigt fængsel. Den dømte havde gode forbindelser, og flere juridiske eksperter var blevet bestukket. Endnu en gang bliver nyhedsgrupper og BBS’er fyldt med harmfulde kommentarer. Partiet udsteder instruktioner til højesteret (Zuigao renmin fayuan), der griber ind i sagen og stadfæster dødsdommen.

De fire sager er eksempler på, hvordan sociale protester har formet sig på internettet og har presset partistaten og dens institutioner til at handle i sager, der ellers ville være blevet lagt låg på.

Lad mig komme med et andet eksempel. En af de senere års mest omdiskuterede sager og et godt eksempel på, hvordan internettet fungerer i sociale protester, er sagen om Sun Zhigang. Der er nogle fællestræk mellem de fire eksempler og de to næste sager, jeg kommer ind på. Men jeg vil ikke konkludere, at alle sociale protester i Kina folder sig ud efter samme mønster.

Sun Zhigangs navn dukkede første gang op på BBS’er, blogs og e-mail-grupper 25. april 2003. Nanfang Dushi Bao, en avis, der er kendt for sin kritiske tilgang og undersøgende journalistik, havde bragt en artikel om den 27-årige grafiske tegner.

17. marts samme år havde han været på vej til en internetcafe i det sydlige Guangzhou. Han var lige kommet fra Shenzhen og havde kun været i byen i cirka 20 dage. Derfor havde han heller ikke fået alle sine papirer i orden, og han havde heller ikke fået sit id-kort med, da han gik ud ad døren. På vej til internetcafeen blev han anholdt af politiet og bragt til politistationen, fordi han ikke kunne fremvise sit id-kort. En ven tog til stationen og forsøgte at få ham løsladt. Uden held. Hvad har du lavet, spurgte vennen.

Sun Zhigang indrømmede, at han måske havde brugt mund over for politiet, men at det ikke havde været noget alvorligt. Dagen efter ringede Sun Zhigang fra politistationen til en anden ven. Sun Zhigang stammede, han talte hurtigt, og vennen havde på fornemmelsen, at han var bange. Vennen tog derfor af sted til politistationen, men han blev affærdiget med forskellige undskyldninger om, at alle formaliteter ikke var helt i orden. Det lykkedes heller ikke ham at få løsladt Sun Zhigang. Han satte derfor Sun Zhigangs chef ind i sagen, men nej, han kunne heller ikke få ham på fri fod. Dagen efter erfarer en af vennerne, at Sun Zhigang var kommet på hospitalet. Han tog derhen, men fik at vide, at det kun var familie, der havde lov til at se ham. 20. marts om eftermiddagen ringede vennerne til hospitalet og fik at vide, at Sun Zhigang var død af et hjertestop.

I virkeligheden døde han efter at have været i politiets varetægt i tre dage. Tævet ihjel.

Sagen ville være endt der, hvis ikke det havde været for farens beslutsomhed til at forfølge den, avisens villighed til at trykke artiklen og – vigtigst – de kinesiske internetbrugeres indsats for at udbrede sagen.

Sagen betød, at systemet, der kaldtes ’Forvaring og Repatriering’ (shourong qiansong), blev afskaffet. Systemet var blevet indført i 1982 til beskyttelse af de hjemløse i byerne. I virkeligheden blev systemet en måde, hvorpå lokalregeringerne kunne beskytte deres egen befolkning mod migranter, der blev sat i forvaring og sendt tilbage til deres hjemegn. Systemet blev i den grad misbrugt. Millioner af fattige og migrantarbejdere var i forvaring, og kvinder blev kidnappet og solgt på det sorte marked. Sun Zhigangs død vakte en vrede mod systemet. Folk fra hele landet fortalte om deres forfærdelige oplevelser på internettet. Og veluddannede borgere begyndte at sætte spørgsmålstegn ved systemet. Det blev til et af de varmeste emner blandt studerende og undervisere på universiteterne. Flere medier kom med og fulgte op på sagen, blandt andet Beijing Qingnian Bao og CCTV. 14. maj 2003 bad en gruppe ph.d.-studerende Folkekongressen om lov til at undersøge systemet. De offentliggjorde også ansøgningen på internettet. Presset steg på regeringen, og 20. juni offentliggjorde de, at man ville afskaffe systemet. I alt blev 18 personer retsforfulgt, og 23 embedsmænd blev straffet uden for retssystemet.

Lad os se nærmere på, hvordan internettet blev brugt i sagen om Sun Zhigang.

Nyheden blev, som nævnt, først bragt i Nanfang Dushi Bao 25. april. Samme dag blev den bragt på flere internetportaler. Dermed blev nyheden landsdækkende. Her fra blev den sendt videre på e-mail, diskuteret på internettet i BBS’er og chatrooms, hvor harmen fik lov at brede sig. Kommunistpartiet i Guangdong forbød omtale af sagen i medierne. Men historien blev ved med at cirkulere på internettet her i begyndelsen af maj, og der blev postet utallige historier på Renminwang (Folkets Dagblads hjemmeside) og Xinhuas hjemmeside.

De landsdækkende trykte medier havde indtil da stadig ikke brugt meget tryksværte på sagen. 13. maj rapporterede det officielle nyhedsbureau Xinhua, at 13 personer var blevet tilbageholdt i sagen efter indgriben af fremstående partimedlemmer. Onsdag 14. maj bad de tre ph.d.-studerende om lov til at undersøge sagen. Som nævnt offentliggjorde de også deres ansøgning på internettet. Beijing Qingnian Bao bragte historien om torsdagen, der breder sig på internettet. Mandagen efter bragte Fazhi Ribao en opfølgende artikel. Timingen var vigtig. De journalister og advokater, der var involveret i sagen, ville have så meget røre om sagen som muligt. Derfor blev opfølgningen bragt mandag. Den var altså skrevet på et tidspunkt, hvor de fleste embedsmænd i Kinas propagandaministerium (Zhonggong Zhongyang Xuanchuanbu) var på weekend.

Journalister fra de trykte medier arbejdede også sammen med deres internet-kolleger, der sørgede for, at deres historier blev lagt på internettet straks efter udgivelsen. Dermed kunne sagen fortsætte i BBS’er og chatrooms, og også brede sig til aviserne på lokal- og provinsniveau. Ugen efter ansøgte endnu en gruppe jurister om lov til at undersøge sagen. Det sikrede, at medierne stadig interesserede sig for Sun Zhigang.

Indsatsen var godt koordineret mellem de involverede i sagen – advokaterne, akademikerne og journalisterne. Internettet gjorde sagen tilgængelig for civilsamfundet, det gjorde sagen landsdækkende og mobiliserede masserne, om man så må sige. Partistaten blev presset til hurtigt at tage sagen alvorligt.

Sagen viser et mønster, der går igen i flere af protesterne på internettet. Nyheder spreder sig hurtigt. Og ikke mindst viste det, at debatterne på internettet havde en indflydelse, der langt oversteg det, der ville have været muligt i de traditionelle medier.

De største protestbevægelser i Kinas historie, eksempelvis Rødgardisterne og studenternes demonstrationer i 1986, har alle været sat i gang af partistaten eller i hvert fald haft opbakning fra partistaten. Men de stadig flere protester på internettet er ved at ændre karakteren af de folkelige protester og forholdet mellem stat og civilsamfund. Internettet hjælper med at sprede information, så en sag hurtigt går fra det lokale niveau til det nationale.

Internettet hjælper også med at formulere mål og strategier, identificere modstanderne og organisere protesterne, som det ses i sagen med Sun Zhigang. Det sker hurtigt, billigt og uden de store personlige risici for deltagerne. Dermed har internettet tilført protester i Kina en ny dimension. Sagen om Sun Zhigang er et godt eksempel på, hvordan en social protest kan flytte sig fra internettet og ind på premierministerens skrivebord.

Nu har jeg vist et meget lille udpluk af sager, hvor internettet er blevet brugt i sociale protester, der har tvunget partistaten til at reagere. Men ser man på statistikkerne fra China Internet Network Information Center (CINIC), viser de, at de fleste internetbrugere er under 30 år, bor i det rigere kystområde – og at der er 137 millioner af dem. Ergo er der stadig mere end 1,1 milliard kinesere, der ikke er på internettet. Hvordan kan man så påstå, at internettet har så stor betydning i sociale protester?

For det første, fordi internettet spiller sammen med de traditionelle medier, såsom tv, aviser og magasiner. Som vi så det i sagen om Sun Zhigang. Her var der nærmest tale om en sluttet ring, hvor avisartikler holder gang i debatten på internettet, der igen holder gang i avisernes interesse for sagen. Hvor avisartikler blev lagt på internettet af to grunde. For det første så partistaten havde mindre tid til at reagere, og dermed mindske risikoen for, at artiklerne blev trukket tilbage. For det andet for simpelthen at udbrede artiklerne gennem BBS’er, blogs, fora, e-mail og så videre.

Lad mig uddybe det med følgende eksempel.

I oktober 2003 trak to bønder deres kærre ned gennem et marked i Harbin, hvor de kom til at skrabe sidespejlet på en BMW. De kom op at skændes med den kvindelige ejer, der var gift med en succesfuld forretningsmand. Det endte i tumult. Hun satte sig ind i bilen og kørte den ind i hoben af mennesker, hvor hun dræbte den ene af bønderne og sårede 12 andre. Ved retssagen fik hun det, der svarer til to års betinget fængsel. Hun slap altså stort set for straf.

Dækningen i medierne begrænsede sig stort set til nogle få artikler. Men det affødte straks et ramaskrig på internettet, der også gjorde sagen landsdækkende. I januar 2004 fik sagen flere hits på sina.com.cn og sohu.com, end SARS-krisen havde fået. På fora og BBS’er tiltrak debatten stadig mere opmærksomhed. Men 14. januar blev al medieomtale forbudt, og propagandaministeriet instruerede hjemmesiderne om at fjerne alt materiale om sagen og lukke alle fora, der havde diskussioner om sagen. Det kan så være et eksempel på en sag, der kom frem i lyset, affødte protester – og så alligevel blev begravet af partistaten. Dog først efter at den var blevet kendt vidt og bredt over hele landet.

I Youqing Zhous og Patricia Moys gennemgang af denne sag i Journal of Communication kommer de frem til, at der er en sammenhæng mellem debatten på internettet og de traditionelle mediers omtale. Blandt andet betyder debatterne på internettet, at det får nyhedsværdi for medierne. Samtidig tager flere af indlæggene på internettet også udgangspunkt i eksempelvis artikler fra aviserne. Som man kan se i sagen om Sun Zhigang, er der også her et samspil mellem brugerne på internettet og medierne.

Den anden grund til det er, at partistaten simpelthen bliver nødt til at tage 137 millioner borgere seriøst. Blandt de personer, der har adgang til internettet, finder man de mere politisk aktivt tænkende, der er aktive i sociale protester. Som eksempelvis systemkritikere, studerende, journalister og akademikere.

Spørgsmålet er så, hvilken vej det vil gå. Vil der blive gradvis friere rammer for indholdet på internettet? Eller vil der blive strammet op for censuren? Hvis vi ser på udviklingen de seneste cirka fem år, er der ikke mange tegn på, at partistaten er ved at løsne grebet. Der er stadig love og retningslinjer, der er så bredt formulerede, at partistaten kan bruge dem til at dømme, stort set hvem de vil. Eller til at fjerne hvilket som helst indhold, de ikke har lyst til at se på internettet. Der er også stadig et korps af internetpoliti, og der investeres stadig i filtreringsteknologi.

Omvendt er det nyt, at partistaten eksempelvis har lagt et forslag om retningslinjer for blogs ud på internettet for at høre brugernes meninger. Samtidig har partistaten jo vist, at den lytter til brugerne af internettet. At den kan skubbes og presses til at lave politiske ændringer i systemet, som man kunne se med sagen om Sun Zhigang. Nye former – hvis man stadig kan kalde dem nye efter mere end ti år – for protester er altså opstået i det kinesiske civilsamfund på grund af internettet. Disse kollektive protester er afhængige af internettet til at sprede deres budskab og til at organisere deres aktiviteter. Noget de traditionelle medier ikke er i stand til.

Jeg tror dog ikke, at KKP og partistaten har fundet balancen mellem informationsfrihed og -kontrol. Dens politik virker uklar og inkonsekvent. Det virker som en elastik, der bliver trukket ind og ud.

Men jeg er overbevist om, at internettet vil fortsætte med at være et af de vigtigste redskaber i kommende sociale protester. Der er allerede en debatkultur på nettet i dag, og der vokser nye generationer op, for hvem internettet er naturligt. Samtidig kommer der hvert år flere brugere på internettet. Det gør det alt i alt sværere for partistaten at kontrollere internettet. Og sværere at ignorere.

Danmarks våbenindustri lever stille og godt. 25-35 virksomheder eksporterer i alt for en milliard kroner om året. Landene omkring os laver grundige rapporter om deres våbeneksport, men hidtil har det været svært at få et overblik over den danske.

Politiken | 16.08.2000 | Erhvervmagasinet | Side 1 |

Af Kim Rathcke Jensen og Bo Søndergaard

En fjendtlig kampvognsstyrke er på vej mod NATOs fredsbevarende styrker på Balkan, kommandøren presser tempoet i vejret for at overraske NATO-styrkerne, og tilsyneladende er der fri bane. Hans fortrop har scannet området gennem deres varmefølsomme kikkerter men har ikke fået øje på NATO-køretøjer. Pludselig er en sværm af antitankmissiler på vej mod de fremrykkende tanks, som begynder at eksplodere. Lige inden kommandøren hopper ud af sin brændende kampvogn, får han et glimt af en række underlige kasser på en bakketop. ETS har slået til.

Sådan forestiller skribenten på militærtidsskriftet Global Defence Review sig en ikke alt for fjern fremtid for et af produkterne fra familieforetagendet E. Falck Schmidt i Odense. Siden 1935 har smedefabrikken vokset sig stor som leverandør af affaldssystemer, hydrauliske lifte - og våben.

Sammen med den store amerikanske våbenproducent Delco har Odense-virksomheden siden 1998 udviklet et nyt tårn til lette kampvogne og pansrede mandskabsvogne, det såkaldte ETS. E. Falck Schmidt har overført sin erfaring med almindelige lifte til projektet, der kan blive et sandt eksporteventyr for den fynske fabrik. Det danske forsvar har allerede gennemført vellykkede forsøg, hvor tårnet blev monteret på den pansrede mandskabsvogn M113, og er stærkt interesseret i ETS.

Men E. Falck Schmidt og Delco behøver ikke holde sig til det lille danske marked. Der var observatører fra ni lande til stede, da ETS sidste år skulle afprøves på forsvarets øvelsesområde ved Borris, og de så alle ni missiler fra tårnet ramme plet.

Det imponerende resultat gik verden rundt via militærtidsskriftet Jane’s Missile & Rockets. Delcos marketingchef for Europa Frank Rybak var optimistisk:

»Med tusinder af M113-køretøjer i hele verden, er der mange potentielle kunder til ETS«, sagde han til Jane’s, der i begejstrede detaljer kunne fortælle sine læsere om den nye opfindelse.

De kunne læse om fordelene ved ETS, som kan affyre sine missiler, mens tårnet er hævet 6,5 meter over resten af køretøjet, der kan gemme sig bag en bakke eller et hus.

»Det altafgørende hensyn, når man laver militært materiel i dag er, at det skal holde vores soldater i live. Og der giver ETSen noget nyt, som gerne skulle give forretningsmæssige muligheder«, mener E. Falck Schmidts direktør Jan Falck Schmidt, som netop har haft ETS med på den store våbenmesse Eurosatory uden for Paris:

»Der er stor interesse for den - de siger, at det var den mest fotograferede stand dernede«.

I juli tilbød Delcos ejer General Motors det nye produkt til den amerikanske hær, der inden årsskiftet skal bestille lette kampvogne til en ny udrykningsstyrke. Får det dansk-amerikanske samarbejde den ordre, bliver der mindst tale om et salg på 60 enheder, og Jan Falck Schmidt håber i første omgang også at kunne gøre de andre nordiske lande interesserede i ETSen. Det vil give masser af arbejde til E. Falck Schmidt, der ifølge aftalen med Delco skal have halvdelen af det arbejde, teleskoptårnet kaster af sig.

UDEN FOR NUMMER

Som reglerne er nu, vil en stor ordre på kanontårnet ikke dukke op i statistikkerne over eksport af danske våben. Der er ingen officielle opgørelser af salg af militært materiel til udlandet, det bedste bud kommer fra Forsvars- og Aerospaceindustrien i Danmark (FAD), der på regeringens vegne sender brev rundt til mere end 100 virksomheder og beder dem oplyse deres eksport.

Det er her eksportskønnet på en milliard kommer fra, tallet har været konstant over de sidste 10 år.

Danmarks Statistik registrerer kun salg af traditionelle våben som rifler, håndgranater og kanoner.

Delprodukter som radarsystemer, software til jagerfly og forskellige missilsystemer opføres under mere intetsigende kategorier, der også rummer civile produkter - intet steds står det i dag opført som militært udstyr.

Et eksempel er Danish Aerotech i Karup, der laver dele til SAABs kampfly JAS 39 Gripen, der bruges i det svenske forsvar og tegner til at blive en eksportsucces. For nylig købte Sydafrika 28 fly, og JAS 39 markedsføres i øjeblikket i Brasilien, Chile, Polen, Tjekkiet, Ungarn og Østrig.

Det vil betyde flere ordrer til Danish Aerotech, som stort set kun sælger sine produkter til væbnede styrker og henter 70 procent af sin omsætning i udlandet. Virksomheden satser stærkt på de militære produkter, og forventer i fremtiden at hente en endnu større del af omsætningen herfra.

De flydele, som den midtjyske virksomhed sender ud af landet, figurerer i eksportstatistikkerne som forskellige dele til civile fly, men i de fleste andre lande, Danmark normalt sammenligner sig med, ville Danish Aerotechs bidrag til JAS 39 blive klassificeret som militært materiel og tælle med i opgørelserne over eksport af våben.

I den norske opgørelse kan man læse, at nordmændene i 1998 solgte komponenter og dele til for eksempel jagerfly for i alt små 500 millioner danske kroner. Samtidig kan man se en samlet liste over hvilke lande det var, at nordmændene leverede de forskellige dele til. Den finske statistik fortæller, at der til eksempelvis Israel blev solgt ‘dele til militære fly’ for 50 millioner kroner.

Hos Erhversfremmestyrelsen og Told & Skat oplyser man, at den kategori ikke findes i Danmark. Delene vil eksempelvis figurere under ‘Andre dele til fly og helikoptere’, sammen med civile produkter.

KRITIK AF LUKKETHEDEN

Hullerne i den danske statistik kritiseres af The International Institute for Strategic Studies (IISS) i London.

»Kontrollen med komponenter og dele er særdeles vigtig. Det er lykkedes meget godt for England, hvor man har arbejdet samvittighedsfuldt med det«, siger Terence Taylor, der er vicedirektør på IISS.

Mens andre landes våbeneksport kan ses i rapporter på Internet, sidder nogle få embedsmænd i Justits- og Udenrigsministeriet tungt på oplysningerne om Danmarks eksport af militærmateriel. Det er Justitsministeriet, der uddeler tilladelser til danske virksomheder, som ønsker at fremstille og eksportere våben.

Politiken har fået aktindsigt i produktionstilladelserne, der viser, at 23 virksomheder i øjeblikket har lov til at producere våben.

Nogle af tilladelserne er udformet i meget overordnede vendinger, som GPV International i Glostrup, der må lave »dele til torpedoer og ubåde«. Det kan med andre ord være alt fra møtrikker til en næsten færdigproduceret torpedo.

Politikerne i Udenrigspolitisk Nævn bliver heller ikke meget klogere, når de en gang om året modtager Justitsministeriets redegørelse om våbenproduktion.

Sine steder er redegørelsen uhyre detaljeret: »Dele af klimastyringsanlæg af aluminium med betegnelsen Internal Duct Outlet Assy Tegn. nr. 700-7580-1 til F-16 jagerfly«, hedder det et sted, mens det lidt mere kryptisk fremgår, at en dansk virksomhed har tilladelse til at lave: »Dele til forsvarsprojektet Joint Strike Fighter (JSF)«.

Justitsministeriet udleverede produktionstilladelserne, men Politiken fik afslag på aktindsigt i eksporttilladelserne, der kunne fortælle, hvilke lande danske virksomheder sælger våben til.

Heller ikke Folketinget bliver løbende underrettet om den danske eksport af militært materiel. Udenrigspolitisk Nævn skal inddrages, hvis Danmarks våbensalg kan påvirke udenrigspolitikken - for eksempel kan en ordre til Taiwan få betydning for forholdet til Kina. Men de medlemmer af nævnet, Politiken har talt med, mindes ikke, at de har diskuteret våbenordrer.

EUROPÆISK ÅBENHED

Mens de danske regler gør det umuligt at få et overblik over Danmarks våbeneksport, udsender mange europæiske regeringer tykke rapporter, der fortæller, hvilke våben deres virksomheder sælger - og ikke mindst til hvem.

Storbritannien, der er verdens 3. største våbenproducent, offentliggjorde for nylig en 348 sider lang rapport, der land for land giver en detaljeret gennemgang af eksporten. Den franske regering offentliggjorde for første gang en tilsvarende beretning, og mindre lande som Finland, Norge og Sverige gør det samme.

Udviklingen mod større åbenhed tog for alvor fart, da EU-landene i 1998 vedtog et adfærdskodeks.

Den såkaldte Code of Conduct skal hindre salg af våben til krigsførende lande samt lande, der ikke respekterer de grundlæggende menneskerettigheder. Samtidig har EU-landene forpligtet sig til at informere hinanden, når et land får afslag på at købe våben i EU. Hvis Danmark for eksempel afviser at sælge våben til Albanien, skal de 14 øvrige EU-lande have besked om hvorfor. Hvis et af de andre EU-lande derefter vælger at sælge samme type våben til det samme land, skal det til gengæld også informere sine EU-partnere om det og forklare, på hvilket grundlag det er sket.

På den måde bliver retningslinierne for våbensalg i de 15 EU-lande automatisk tilnærmet hinanden, selv om hvert land formelt har bevaret retten til at afgøre, hvem det vil sælge våben til. Danmarks stemte for det nye adfærdskodeks, og i maj 1999 modtog Folketingets Europaudvalg den første status fra ministerrådet. I indledningen af årsberetningen hedder det, at aftalen: »… tager sigte på at udbygge udvekslingen af relevante oplysninger med henblik på at skabe større gennemsigtighed i forbindelse med våbenhandel«.

Det var den udvikling mod åbenhed, som justitsministeren i går bebudede, at han vil gå videre med. Ministerrådets statistik over EU-landenes våbeneksport i 1998 viser, hvor mange eksporttilladelser de enkelte regeringer har udstedt samt værdien af våbeneksporten.

Statistikken har et par huller, tre lande har nemlig ikke opgivet, hvor mange penge eksporten af våben er værd: Grækenland, Storbritannien og Danmark.

Storbritannien har dog i deres nye rapport opgivet en værdi på eksporten. Derved er Danmark og Grækenland de to eneste EU-lande, der ikke gør det.

SVÆRT AT VURDERE

Derimod fremgår det, at Danmark i 1998 havde givet 219 eksporttilladelser. Det er markant flere end andre små lande som Finland og Portugal og Norge.

Samtidig er der givet afslag på to ansøgninger om eksport.

De manglende oplysninger gør det svært at vurdere Danmarks andel i den globale handel med våben, som det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI hvert år beskriver i en international anerkendt rapport. Instituttet indsamler blandt andet al tilgængelig offentlig data om de forskellige landes våbenproduktioner.

Hidtil har Danmark nærmest ikke figureret i statistikkerne. De eneste danske tal, SIPRI har været i stand til at få, kommer fra statistikkerne over salg af håndvåben og torpedoer.

»Det overrasker mig, at Danmark er så lukket. Andre lande med små krigsproduktioner, som Norge og Finland, har gennem årene offentliggjort omfattende materiale på militærproduktion og eksport«, siger forskeren Pieter Wezemann fra det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI i Stockholm.

»De fleste lande har bakket op om EUs kodeks og taget det seriøst. Man kan vel sige, at Danmark er det dårlige eksempel. Man kan vel sige, at der simpelthen ikke er nok information til at kunne danne grundlag for en meningsfuld offentlig debat, omkring hvilke lande Danmark eksporterer krigsmateriel til«, mener Pieter Wezemann fra SIPRI.

Den danske diskretion generer ikke Jan Falck Schmidt fra virksomheden uden for Odense, der kan komme til at skrive Made in Denmark på en masse panserkøretøjer:

»Vi er på et faldende marked med hårdere konkurrence. Og så bliver det mere følsomt, hvad der er af informationer. Det er jo konkurrencemæssigt interessant, hvor vi forsøger at sælge vores ting, så vi er ikke interesseret i, at den slags ting bliver offentliggjort. Sådan må det gerne forblive set med kommercielle øjne«.

Faktaboks: VÅBENEKSPORT

Det er forbudt at eksportere følgende uden tilladelse:

1. Våben af enhver art med undtagelse af jagtvåben 2. Ammunition med undtagelse af ammunition til jagtvåben 3. Materiel til land-, sø-, eller luftkrig 4. Maskiner, instrumenter, apparater og andre produktionsmidler der overvejende anvendes til fremstilling eller vedligeholdelse af våben, ammunition eller krigsmateriel, samt dele og tilbehør til sådanne produktionsmidler

* Det er Justitsministeriet, der udsteder tilladelser til eksport. Udenrigsministeriet skal godkende alle ansøgninger om eksport for at klarlægge, om de er i strid med dansk udenrigspolitik. Folketinget bliver ikke informeret, før eksport finder sted. Folketingets Retsudvalg bliver informeret om gældende praksis for eksport af forsvarsmateriel. Udenrigspolitisk Nævn får en årlig beretning, der indeholder en liste over hvilke produkter eller produktkategorier der er givet tilladelse til at producere. Beretningen fortæller ikke hvilke virksomheder, der producerer materiellet, eller hvem det er eksporteret til.

* Forsvars- og Aerospaceindustrien i Danmark indsamler på vegne af myndighederne materiale fra virksomhederne og skønner, at den årlige eksport er på ca. en milliard kroner - et tal, der har været stabilt i ti år.

Kilde: Lov om våben og eksplosivstoffer og lov om krigsmateriel

Dansk virksomhed, der leverer målsøgende radar til forsvarets kanoner, har ikke tilladelse til at lave våben. Radaren kan nemlig også bruges til politiets fartmåling, og dermed undgår producenten kontrolbesøg. I Sverige og Norge betragtes radaren som et våben.

Politiken | 19.08.2000 | 1. sektion | Side 1 |

Af Kim Rathcke Jensen og Bo Søndergaard

Firmaet Weibel Electronics i Allerød laver en radar til det danske forsvar. Alligevel har virksomheden ikke Justitsministeriets produktionstilladelse til virksomheder, som laver krigsmateriel.

Teknologien i den såkaldte MVRS 700-radar måler mundingshastigheden på en kanon, men kan også bruges til civil brug, for eksempel i politiets fartkontrol. Derfor falder den ind i kategorien ‘Dual Use’, som er uden for loven om krigsmateriel.

Dermed er Weibel ikke underlagt Statens Våbenkontrol, som holder øje med de virksomheder, der laver materiel til forsvaret herhjemme og i udlandet.

Danmarks nordiske kolleger ser lidt anderledes på Weibels produkt. Både i Norge og Sverige ville radaren ende på en våbenliste.

De danske myndigheder ændrer da også syn på Weibel-radaren, hvis den skal krydse landets grænser. Så betragter Justitsministeriet den som et våben, der kræver eksporttilladelse, hvilket virksomheden har fået, de gange ledelsen har skrevet til ministeriet, at man ville eksportere radaren.

Dansk våbenlovgivning er allerede under kraftig beskydning, fordi Danmark sammen med Grækenland ikke leverer alle oplysninger til en EU-rapport om våbenhandel. Det fik blandt andet den britiske regering til at bede Danmark stramme reglerne, og justitsminister Frank Jensen (S) har nu lovet en rapport om sagen.

Det ansete svenske fredsforskningsinstitut SIPRI er bekymret over Danmarks politik.

»Weibel-radaren kan monteres på mange forskellige våbenplatforme, og det potentielle marked er globalt - spørgsmålet er, i hvilken udstrækning den danske lovgivning forhindrer, at den slags produkter ender i lande, der ikke bør have lov til at købe våben«, siger Pieter Wezeman fra SIPRI.

Virksomhed i Allerød er fast leverandør til de væbnede styrker i flere lande, men virksomhedens radar betragtes ikke som krigsmateriel. Teknologien bag radaren kan nemlig også bruges til civile formål.

Politiken | 19.08.2000 | 1. sektion | Side 10

Af Kim Rathcke Jensen og Bo Søndergaard

Hovedkvarteret hedder Fort Weibel, og virksomheden i Allerød er fast leverandør til de væbnede styrker i flere lande og deltager jævnligt i de store våbenmesser. Men Weibel laver ikke våben.

»Nogle vil have vores radar med hvid maling, og andre vil have den med grøn«, siger Weibels ejer og direktør Erik T. Larsen, som har Justitsministeriets ord for, at hans MVRS-700, der sørger for at kanoner i Danmark og andre steder rammer plet, ikke betragtes som krigsmateriel.

For selv om den er udviklet til det danske forsvar, kan teknologien bag radaren nemlig også bruges til mere fredelige formål. Politiet registrerer bilisternes hastighed med en Weibel radar, Ferrari indstiller sine speedometre efter den og sportsudstyrs-fabrikanten Dunlop måler hastigheden på sine tennisbolde med produkter fra virksomheden i Allerød.

»Den har også en civil anvendelse, de kalder det ‘dual use’, og så hører den ikke ind under krigsmaterielloven«, forklarer Erik T. Larsen, som kan sine paragraffer.

Hans udlægning af loven bekræftes i øvrigt af Justitsministeriets Civilkontor, som administrerer den danske våbenlov. Definitionen på dual use er netop nu genstand for diskussion blandt de europæiske lovgivere, der forsøger at regulere handel med våben, som i stigende grad er lig med elektronik og software.

Fredsforskere opfordrer regeringerne til at være meget opmærksomme på den gråzone, der betyder, at produkter til civilt brug kan anvendes militært - også af stater, man normalt ikke vil eksportere til.

Det samme gælder i Sverige, hvor det statslige Inspektionen för Strategiska Produkter (ISP) holder øje med våbenproduktion og -eksport. Her siger leder af klassificeringsafdelingen Stefan Hanson til Politiken, at Weibels radar uden tvivl ville blive betragtet som militært materiel, og ikke som ‘dual use’.

I det norske justitsministerium ville Weibelradaren også ende på en liste over regulære våben som artilleri og raketter - her ville den heller ikke gå ind dual use-kategorien.

USA ER KUNDE

MVRS, en forkortelse for de engelske ord for mundingshastigheds-radarsystem, måler projektilets fart, når det forlader kanonrøret. Oplysningerne kan bruges til at beregne, hvor granaten lander.

Det danske forsvar har i et par år brugt Weibels opfindelse på de selvkørende og trukne haubitsere, men virksomheden eksporterer også radaren. Blandt andet viser det amerikanske forsvarsministeriums optegnelser, at man har købt udstyr for cirka 18 millioner kroner af danske Weibel og datterselskabet i USA.

Eksporten er ifølge Erik T. Larsen godkendt af Justitsministeriet, der i forbindelse med eksport, bedømmer radaren som hørende under våbenloven, der regulerer salg af militært materiel til udlandet.

»Det er jo en anden lov«, bemærker direktøren.

TYSK ORDRE

Han har også solgt MVRS-700 til den tyske koncern Krauss Maffei Wegmann (KMW), som blandt andet laver Leopard-kampvognen, der benyttes af Danmark og seks andre lande.

Ifølge Erik T. Larsen var KMW blevet interesseret i Weibel-radaren efter at have set den på det danske forsvars kanoner:

»Hvad de vil bruge den til, ved jeg ikke«, siger Weibels ejer. KMW slås i øjeblikket for at lande en ordre på 1.000 Leopard 2 til Tyrkiet, en handel, der har skabt diskussion i Tyskland. Ikke kun fordi den har en værdi af små 60 milliarder kroner, men også på grund af at regeringspartiet De Grønne er imod eksport af våben til Tyrkiet, der er under anklage for overtrædelser af menneskerettighederne.

FORTET KLARER SIG GODT

Weibel Scientific oplyser af konkurrencemæssige årsager ikke sin omsætning, men det seneste regnskab for virksomheden viser, at det går godt. Efter skat var overskuddet i 1998/1999 på 15,3 millioner kroner mod 3,1 millioner kroner året før.

I perioden var antallet af medarbejdere steget fra 15 til 19, og der er snart åbningsreception i det nye hus kaldet Fort Weibel. Eneste storaktionær er Erik T. Larsen, som også er direktør.