Politiken | 09.07.2001 | 1. sektion | Side 8 |
Jeg skulle havet trænet til det. Jeg nåede det ikke, nåede overhovedet ikke at træne op til det, jeg har spist alt for lidt, min form er dårlig, og jeg er slet ikke klar. Jeg har ikke engang træningsdragt på, og nu står jeg her for foden af det enorme bjerg, kigger mod toppen, og ønsker at jeg ikke stod her. Det er ikke, fordi luften er tynd, tværtimod, den er tyk af flere dages solskin, og selv termometeret er blevet dovent, kviksølvet ligger stille og sløvt lige under 30 grader. Men herinde er det værre, den tykke luft har fået fedtperler, der lægger sig over mig og bjerget af kyllingestykkerne foran mig.
ÆD ALT!
Det var ikke min ide. Det var redaktørens. Han smilede, da han sagde det.
»Du skal gå ud i solen. Sætte dig på en burgerbar og bestille alt, hvad de har, og æde dig igennem det«, hvislede han med et ondt smil under næsen. Nu sidder jeg på Kentucky Fried Chicken på Rådhuspladsen i København. Min T-shirt klæber til ryggen som Vita Vrap. Brillerne glider ned ad min fedtede næse. Cowboybukserne klistrer fugtigt til sædet med det kunstige læder.
ET SALATBLAD, TAK
Over mig kører to ventilatorer rundt, det hjælper ikke, luften står stille, og der er for varmt, alt for varmt til at spise. Jeg har ikke lyst til det, sådan er det altid, når det bliver varmt, min appetit fordamper. O.k., jeg har ikke fået særlig meget at spise i dag, så jeg er lidt sulten. Det eneste, jeg har lyst til, er et salatblad og to deciliter koldskål.
… MED DET HELE
Men foran mig står et bjerglandskab af junkfood – seks stykker hotwings, en bøtte kartoffelmos med sovs, to kogte majskolber, en Filet burger, en Zinger burger, seks stykker Chrispy kylling, en af heden hastigt opvarmet og lunken halv liter cola, to mellem pommes frittes, en coleslaw salat og to store stykker brune, rynkede og friturestegte kyllingebryster. Jeg sidder lamslået og stirrer ind i bjerget. Panik, det bliver for meget, tanken om den næste halve times madmareridt er kyllingestykket, der får bordet til at tippe, og jeg er på vej til at løbe ud ad døren og skære mit øre af med en plasticske. Halvvejs ude besinder jeg mig, tæller roligt til en milliard, og sætter mig. De 11 kunder i butikken glor på mig.
FRIVILLIGT BESØG
En kvinde, der sidder med sin kæreste ved et bord i hjørnet, har næsten vendt stolen for at kunne kigge på mig. Jeg forstår dem ikke, fatter det ikke. Jeg er her ikke frivilligt, det er de, deres pander glimter som diskokugler, mens de svedende sidder og knusker sig gennem deres kyllinger og sutter på afgnavede ben. Hvad f… får dog folk til at æde sig igennem en mindre friturestegt hønsegård i 30 graders varme?
FORSPIST
‘Skvidrlg’ siger det, da jeg apatisk tager den sidste bid af et saftigt stykke kylling, og det fedtede skind glider ud over mine gumlende, skægstubbede kinder. Jeg lægger det langsomt fra mig. Kan ikke mere. Mæt. Forspist. Fyldt. Kigger på bordet foran mig. Det sejler med rester – blodrøde ben, stykker af skind og kød, kødkrummer overalt, tomme emballager, krøllede og fedttunge servietter. Jeg kigger ud i luften. Jeg rejser mig, stor og tung. Kigger ned ad mig og kan ikke se mine fødder.
MAVEN SOM SNEPLOV
Jeg vralter udenfor på fortorvet. Min T-shirt er ved at sprække, den er spilet ud over maven. Jeg går og skubber den foran mig, bruger den som sneplov til at mose mig gennem mængden af mennesker, jeg vil hjem – og beslutter mig til først at spise i august 2004.