fersken.net

Der er milliarder af kroner i den illegale handel med kunstværker. Nogle gange er det almindelige tyve, der står bag. Andre gange er det organiserede bander. Og handlen er ikke for nedadgående, fortæller Interpols kunstekspert.

Politiken | 21.07.2002 | Kultur | Side 1 |

Det er lørdag 21. april. Denne morgen er der overskyet i Berlin. Luften er kølig. Kun ni grader. Klokken er lidt i fem, og gaden foran Brücke-museet er mørk og stille. Bortset fra skyggerne. De løber gennem haven foran museet, inde mellem træerne. Om ti minutter er der stjålet malerier for 70 millioner kroner fra Brückemuseet.

Inde på museet er der mere end 400 værker fra Brückegruppen, der blandt andet bestod af malere som Erich Heckel, Max Pechstein og Emil Nolde.

Det er den gruppe tyske ekspressionister, som samlingen er bygget op om og museet opkaldt efter. Der er for hundreder af millioner af kroner i det, der er verdens største samling af Brückemalerier. Og de er dårligt beskyttet.

Tyvene går om bag den lave, hvide bygning. På muren hænger et alarmblink, der starter, hvis alarmen går i gang. De sætter en papkasse over blinket, så det ikke kan ses fra vejen. Alarmsystemet sprøjter de til med skum. Færdigt. Så enkelt kan det gøres. Nu går de hen til et vindue, smadrer glasset og kravler ind. De ved, hvor de skal hen, og går direkte ind til et rum, hvor de klipper de wirer over, som malerierne hænger på. Tyvene er hurtigt ude igen, løber gennem haven og ud til en sidegade. Her springer de ind i en flugtbil, der holder og venter. Imens er der dog én alarm, der er gået i gang. Den går direkte til den lokale politistation. Men det er et stille kvarter, og der er ingen patruljebiler i nærheden. Da politiet ankommer til museet, er der gået ti minutter. Det er ikke særlig lang tid. Men rigeligt tid til, at de velforberedte tyve for længst er forduftet. Det eneste, politiet finder, er et brækjern.

Det lykkedes at stjæle ni værker, blandt andet af Nolde, Kirchner og Pechstein. Dyre malerier, der var dårligt bevogtet. For alarmer koster penge. Især når man er et lille museum, der på trods af en international berømt samling kun har et årsbudget på 1,8 millioner kroner. Og det er problemet for de fleste museer. Uanset om de ligger i Tyskland, Frankrig eller Danmark. Et andet problem er forsikringen. Det var kun et af de stjålne værker - af Kirchner - der var forsikret.

Sådan er det for de fleste museer.

»Museerne er for det meste ikke forsikrede. Heller ikke de store museer.

Tag for eksempel et nationalgalleri, hvor der er så massive værdier samlet på et sted. Hvis de skulle være forsikrede, blev de nød til regelmæssigt at betale præmier, og det har de ikke råd til«, siger Karl Heinz Kind. Han er ansat i Interpol og sidder i Lyons, hvor han er koordinator for person- og ejendomskriminalitet. Han har 20 års erfaring, og han er politimanden, der stort set ved alt om kunsttyverier og den milliard kroner store illegale handel med kunstværker.

LOKALE TYVE

Det var også her hos Interpol, at der den lørdag morgen i april tikkede en alarm ind om røveriet. Alarmen gik ud til de 79 medlemslande, og auktionshuse og kunsthandlere over hele verden blev advaret.

Denne gang gik der kun en lille måned, før politiet kunne blæse alarmen af. Billederne blev fundet. De var ikke engang nået ud af Berlin.

Politiet fandt dem i en lejlighed i den tyske hovedstad. Lærrederne var taget ud af rammerne og lå sammenrullede i lejligheden. De otte af dem var uskadte. Det ene var revet over på midten, og et stykke af lærredet manglede. Fire jugoslaviske mænd i alderen fra 23 til 26 blev arresteret, sammen med en 55- årig tysk kvinde.

Gerningsmændene kom altså fra Berlinområdet. Dermed er tyveriet næsten klassisk, fortæller Karl Heinz Kind:

»Min erfaring er, at gerningsmændene ofte stammer fra den region, hvor de begår forbrydelserne. Det gælder alle slags kunsttyverier, også for tyverier af meget betydningsfulde kunstgenstande, og sagen fra Berlin er et godt eksempel«, siger Kind.

Tyveriet fra Brückemuseet er også typisk, fordi gerningsmændene mere eller mindre tilfældigt valgte at blive kunsttyve. De var ikke specialiserede i det. De var ikke en del af en større organisation, som man ser i den illegale handel med våben, diamanter eller kvinder, hvor der er opbygget store netværk i handlen. Karl Heinz Kind er heller ikke meget for at bruge ordet ‘organiseret kriminalitet’:

»Det er et meget bredt begreb. Der er ingen internationale bander, der i dag opererer i Danmark, i morgen i England og i overmorgen i Tyskland.

Det er fiktion«, siger Kind.

YAKUZAEN

Virkeligheden har dog været tæt på. I november 1985 blev der stjålet ni billeder fra Marmottanmuseet i Paris. Blandt andet Monets ‘Soleil Levant’, det berømte billede der gav navn til impressionismen. Først troede politiet, at det var terrorgruppen Action Direct, der stod bag tyveriet. Men kort efter fik det japanske politi et tip. De fandt nogle billeder, der var blevet stjålet fra et fransk provinsmuseum i 1984. De blev fundet hos Shuinichi Fujikuma, en kendt japansk forbryder. Det viste sig, at det også var ham, der havde stået bag røveriet hos Marmottan. Han havde endda udgivet et katalog over de stjålne værker, der allerede havde cirkuleret i underverdenen, før røveriet på Marmottan. Blandt andet derfor troede man, at den japanske mafia, Yakuzaen, havde infiltreret kunstverdenen.

Omfanget var dog meget mindre og slet ikke så organiseret, som man frygtede. Det drejede sig kun om et tilfældigt møde. Fujikuma var blevet arresteret i Frankrig i 1978 med 7,8 kilo heroin, hvor han fik fem års fængsel. Derinde mødte han to andre indsatte, der var medlemmer af et syndikat af kunsttyve. Og det var dem, der begik røveriet mod Marmottan. Alle billederne blev i øvrigt fundet på Korsika i 1991. Men at de var stjålet af nogen, der havde en viden om kunst, er et særsyn:

»For det meste er gerningsmændene selv, i modsætning til hvad mange tror, ikke specialister eller eksperter i kunst. De er eksperter, men det er i at begå tyveriet, i at overvinde de forhindringer, der er, så de kan komme ind i området og stjæle værket. Vi ser også, at der kun er blevet stjålet værdiløse, men pæne ting, mens meget værdifulde kunstværker ikke er rørt«, fortæller Karl Heinz Kind.

DEN RUSSISKE MAFIA

Nogle gange får indbrudseksperterne ordrer. De bliver hyret til at stjæle bestemte billeder. Det er blevet et problem i Rusland, hvor kunsttyverier er blevet stadig mere organiserede, for eksempel af mafiaen. Vladimir Gordyenko, der er chef for Ruslands krimininalpoliti, meldte i april ud med, at kunsttyverier var blevet det nye mål for organiserede kriminelle bander. Rige kunstelskere eller kunsthandlere bestiller tyvene til at begå indbrud. For det meste er det de dårligt sikrede russiske museer, det går ud over. Sikkerheden er i bund, den er endnu dårligere end i Vesten, og der er stort set ingen penge til for eksempel alarmsystemer. I øjeblikket har det russiske kriminalpoliti en database på 40.000 stjålne kunstværker.

Når tyveriet er bestilt, er det selvfølgelig ikke svært at komme af med maleriet, violinen, bogen, eller hvad der nu er blevet stjålet. Der er jo en køber. Normalt er det sværeste at komme af med kunstværket igen:

»Når tyvene så har fået genstandene, står de over for et stort problem - at sælge dem og få penge ud af det. Det er meget vanskeligt at sælge sådan en genstand i nærheden af det område, hvor tyveriet blev begået.

Derfor bliver de sat til salg andre steder og i andre lande. Men det er stadig svært. Ingen antikvitets- eller kunsthandlere vil købe illegale kunstværker. Derfor dukker varerne i første omgang op på det sorte marked, hvor tyvene måske har kontakter til andre kriminelle«, siger Interpols kunstekspert.

Derfor gik der også lang tid, før sagen om den franske tjener blev opklaret.

SAGEN OM TJENEREN

De genstande, han stjal, kom aldrig ud på hverken det legale eller illegale marked. Han beholdt dem selv.

Sagen om den 31-årige tjener, Stephane Breitwieser, kom frem i maj i år.

Han boede i Strasbourg, men kørte hver dag over grænsen til Schweiz, hvor han arbejdede. I hans fritid var han kunsttyv. Han stjal for spændingens skyld, og han stjal det, han kunne lide. For det meste kunst fra det 17. og 18. århundrede. Stephane havde siden 1995 turneret rundt til museer over hele Europa. Blandt andet også til Kunstindustrimuseet i Danmark.

I november sidste år gik det galt. Han blev anholdt efter et tyveri på et museum i Lucerne. Kæresten, der ofte havde hjulpet ham, hørte om det, og hun skyndte sig hen til svigermorens hus, hvor kunstværkerne blev opbevaret. Den 53-årige kvinde flippede ud. Hun blev gal på sønnen, fortalte hun senere til politiet. Det var derfor, hun gjorde det: Skar malerierne itu og smed stykkerne af lærred ud med det almindelige skrald; samlede de andre stjålne genstande - for eksempel vaser, våben, musikinstrumenter - og smed dem i en flod.

I alt ødelagde hun for op mod 15 - femten - milliarder kroner. Mere end 60 billeder af store mestre - Cranach, Brueghel, Boucher, Watteau og så videre - var skåret i stykker. I alt bjærgede politiet 109 genstande fra floden. Flere af dem var ødelagte. Stephane Breitwieser har erkendt tyverier af 239 værker fra 174 museer.

»Den franske tjener skiller sig markant ud. I de fleste af de sager, vi ser, er motivationen penge. Selvom man ikke får meget for det. Generelt kan man højst få omkring ti procent af værkets værdi. Eller mindre.

Hvis gerningsmændene virkelig skal tjene penge på det, skal de ud på det professionelle kunstmarked«, siger Kind.

DE LANGE SAGER

»De fleste er tilbageholdende med at sætte genstandene på markedet lige efter tyveriet. Men i det lange løb er der mange sjålne genstande, der efterhånden dukker op på det legale marked, eksempelvis i auktionshuse.

Der er sager, hvor genstande dukker op, 10-15 år efter at de blev stjålet«, siger Karl Heinz Kind.

Sådan var det med syv malerier af den amerikanske kunstner Norman Rockwell. De blev stjålet fra et privat firma i USA i 1978. Væk var de.

Indtil 1994, hvor en brasiliansk kunsthandler forsøgte at sælge seks af malerierne til et amerikansk museum. Det sidste af værkerne dukkede først op i december sidste år, hvor FBI’s specialenhed for kunsttyverier fandt maleriet hos en anden brasiliansk kunsthandler.

Derfor kan kunstsager ikke blive forældede hos Interpol. Af de mere end 20.000 kunstværker der ligger i databasen, går de ældste helt tilbage til omkring 1910. I databasen ligger også 228 danske sager om tyverier - originale bøger af H.C. Andersen, danske frimærker, sydamerikansk keramik, japanske våben, malerier og så videre.

Flere private selskaber, der har specialiseret sig i at finde stjålen kunst, har store databaser. Blandt andre det engelske ArtlossRegister, der er ejet af auktionshuse og forsikringsselskaber. Selskabet, der arbejder sammen med Interpol, har cirka 126.000 stjålne kunstværker i databasen.

Størrelsen på databaserne siger selvfølgelig ikke noget om værdien af værkerne. En lille antik vase kan være vurderet højere end et stort oliemaleri. Men det er svært at sætte en præcis størrelse på den illegale handel med kunstværker.

»Jeg har hørt tal, der spænder fra 20 milliarder kroner til 80 milliarder kroner. Som man kan se, er spændet meget stort. Der er ikke nogen konkrete tal, et konkret materiale, som man kan bygge et skøn på, og derfor vil vi som politi ikke tage del i de spekulationer«, siger Karl Heinz Kind. De tal som Interpol har, er ikke gode nok til, at Kind vil spå om størrelsen på den illegale handel. Det er meget forskelligt fra land til land, hvor meget energi politiet bruger på kunsttyverier.

PRIORITERING

Både FBI og Scotland Yard har specialenheder, ligesom politiet i for eksempel Tyskland, Frankrig og Italien har det. Men det er langtfra alle lande, der beskæftiger sig med det. Herhjemme sidder der en hos Interpols danske kontor og følger udviklingen. Politiet har ingen, der ellers beskæftiger sig med det. Heller ikke den danske efterretningstjeneste, PET, har nogen ansatte på området.

»Den manglende fokus er vel et udtryk for en prioritering, som politiet foretager. De fleste lande har andre, mere alarmerende trusler - børnepornografi, terrorisme, kvindehandel og så videre. Derfor bliver kunsttyverier ikke prioriteret højt i de fleste lande«, siger Karl Heinz Kind.

»I mange lande ved man ikke, hvor mange kunsttyverier der bliver begået om året. Ofte viser statistikkerne fra de enkelte landes politi kun, om der er tale om indbrud, tyveri eller om det var et røveri med vold eller lignende. Den fokuserer ikke på, hvad der bliver stjålet. Tallene er mere et udtryk for den infrastruktur, politiet har i det enkelte land til at tage vare på kunsttyverier, end det er et udtryk for det faktiske antal kunsttyverier«, forklarer Karl Heinz Kind. Han vil nødigt spå, om den illegale handel og antallet af kunsttyverier er for opadgående:

»Det er svært at sige. Men det er sikkert, at der i hvert fald ikke er et fald i kunsttyverierne. Og de seneste år har der været tyverier af flere betydningsfulde værker«, siger han.

Det er ikke kun malerier, der bliver stjålet. Det er alt, hvad der har en værdi - tæpper, masker, barometre, skulpturer og så videre. Men billederne er populære.

»Tyve stjæler alt, som de forventer at kunne få en god pris for. Men de mest populære genstande er malerier. Det hænger sammen med, at der også er nogle praktiske hensyn: Det er nemmere at slippe af med et sammenrullet lærred end med et stort skab«, siger Kind.

Fakta: Berømte tyverier

Frankrig, Paris, 21. august, 1911:

Den mandag morgen havde flere af de ansatte lagt mærke til det. Leonardo da Vincis ‘Mona Lisa’ hang ikke på sin plads. Men Louvremuseet i Paris er stort, og alle gik ud fra, at det var en eller anden kollega. Men torsdag morgen var billedet stadig ikke fundet. Det var væk. Politiet blev tilkaldt, og afhøringerne begyndte, mens hele bygningen blev endevendt, men de fandt ingen spor. Der gik 27 måneder, før billedet dukkede op. En italiener, Vincenzo Perugio, forsøgte at sælge det til et galleri i Florence. Politiet blev alarmeret og tyven fanget. Han gjorde det ikke for at tjene penge. Perugio gjorde det af patriotiske grunde: Et så berømt værk, lavet af en stor italiensk mester, burde ikke være i Frankrig, mente italieneren. Hvad Perugio åbenbart ikke var klar over, var, at ‘Mona Lisa’ efter alt at dømme blev malet i Italien. Men Leonardo tog det med sig til Frankrig og solgte det til kong Francis I. Men hvordan stjal han det? Søndag aften gemte Perugio sig i et lille rum på museet. Mandag morgen, mens museet stadig var lukket, listede han ud og tog maleriet. Han skar billedet ud af rammen og gik ud af museet.

USA, Boston, 18. marts, 1990:

Klokken 01.24. Ved en af bagudgangene på Isabella Stewart Gardner Museum bankede det på døren. Vagten åbnede døren, og udenfor stod to uniformerede politibetjente. De havde fået et opkald om nogle ‘forstyrrelser’, der skulle undersøges. Vagten lukkede dem ind. Men de falske betjente overfaldt ham, lagde ham i håndjern og førte ham ned i kælderen. Den nat blev der stjålet for 300 millioner dollar. I dag er det over to milliarder kroner. Blandt andet forsvandt Rembrandts eneste maritime maleri, ‘The Storm on the Sea of Galilee’, Vermeers ‘The Concert’, Manets ‘Chez Tortoni’ og fem værker af Degas. Der gik syv år, før der skete noget. Politiet var på bar bund, så i 1997 besluttede museet sig for at hæve dusøren fra en million dollar til fem millioner. Politet fik nu flere tip. Et af dem kom fra en antikvitetshandler, William P. Youngworth III. Han var en lidt lurvet person, ikke helt fint i kanten. Men han fik politiets opmærksomhed, han virkede troværdig, og han fortalte, at han kunne skaffe malerierne. Han ville have pengene og fuld immunitet. Men som ugerne gik, smuldrede troværdigheden. Blandt andet gav han stykker af malingen fra det, der skulle være Rembrandts maleri, som bevis på, at han havde set malerierne. Undersøgelser i et laboratorium viste dog, at det ikke kom fra Rembrandts maleri. Forhandlingerne døde ud. Malerierne er stadig ikke fundet.

This entry was posted on torsdag, september 27th, 2007 at and is filed under Artikler.