fersken.net

Politiken | 09.07.2001 | 1. sektion | Side 8 |

Jeg skulle havet trænet til det. Jeg nåede det ikke, nåede overhovedet ikke at træne op til det, jeg har spist alt for lidt, min form er dårlig, og jeg er slet ikke klar. Jeg har ikke engang træningsdragt på, og nu står jeg her for foden af det enorme bjerg, kigger mod toppen, og ønsker at jeg ikke stod her. Det er ikke, fordi luften er tynd, tværtimod, den er tyk af flere dages solskin, og selv termometeret er blevet dovent, kviksølvet ligger stille og sløvt lige under 30 grader. Men herinde er det værre, den tykke luft har fået fedtperler, der lægger sig over mig og bjerget af kyllingestykkerne foran mig.

ÆD ALT!

Det var ikke min ide. Det var redaktørens. Han smilede, da han sagde det.

»Du skal gå ud i solen. Sætte dig på en burgerbar og bestille alt, hvad de har, og æde dig igennem det«, hvislede han med et ondt smil under næsen. Nu sidder jeg på Kentucky Fried Chicken på Rådhuspladsen i København. Min T-shirt klæber til ryggen som Vita Vrap. Brillerne glider ned ad min fedtede næse. Cowboybukserne klistrer fugtigt til sædet med det kunstige læder.

ET SALATBLAD, TAK

Over mig kører to ventilatorer rundt, det hjælper ikke, luften står stille, og der er for varmt, alt for varmt til at spise. Jeg har ikke lyst til det, sådan er det altid, når det bliver varmt, min appetit fordamper. O.k., jeg har ikke fået særlig meget at spise i dag, så jeg er lidt sulten. Det eneste, jeg har lyst til, er et salatblad og to deciliter koldskål.

… MED DET HELE

Men foran mig står et bjerglandskab af junkfood - seks stykker hotwings, en bøtte kartoffelmos med sovs, to kogte majskolber, en Filet burger, en Zinger burger, seks stykker Chrispy kylling, en af heden hastigt opvarmet og lunken halv liter cola, to mellem pommes frittes, en coleslaw salat og to store stykker brune, rynkede og friturestegte kyllingebryster. Jeg sidder lamslået og stirrer ind i bjerget. Panik, det bliver for meget, tanken om den næste halve times madmareridt er kyllingestykket, der får bordet til at tippe, og jeg er på vej til at løbe ud ad døren og skære mit øre af med en plasticske. Halvvejs ude besinder jeg mig, tæller roligt til en milliard, og sætter mig. De 11 kunder i butikken glor på mig.

FRIVILLIGT BESØG

En kvinde, der sidder med sin kæreste ved et bord i hjørnet, har næsten vendt stolen for at kunne kigge på mig. Jeg forstår dem ikke, fatter det ikke. Jeg er her ikke frivilligt, det er de, deres pander glimter som diskokugler, mens de svedende sidder og knusker sig gennem deres kyllinger og sutter på afgnavede ben. Hvad f… får dog folk til at æde sig igennem en mindre friturestegt hønsegård i 30 graders varme?

FORSPIST

‘Skvidrlg’ siger det, da jeg apatisk tager den sidste bid af et saftigt stykke kylling, og det fedtede skind glider ud over mine gumlende, skægstubbede kinder. Jeg lægger det langsomt fra mig. Kan ikke mere. Mæt. Forspist. Fyldt. Kigger på bordet foran mig. Det sejler med rester - blodrøde ben, stykker af skind og kød, kødkrummer overalt, tomme emballager, krøllede og fedttunge servietter. Jeg kigger ud i luften. Jeg rejser mig, stor og tung. Kigger ned ad mig og kan ikke se mine fødder.

MAVEN SOM SNEPLOV

Jeg vralter udenfor på fortorvet. Min T-shirt er ved at sprække, den er spilet ud over maven. Jeg går og skubber den foran mig, bruger den som sneplov til at mose mig gennem mængden af mennesker, jeg vil hjem - og beslutter mig til først at spise i august 2004.

Politiken | 25.08.2001 | 1. sektion | Side 5

Som barn fik vor dumme læser i Varde at vide, at katte spiser mus. Det tror han stadigvæk, at de gør.

Hvorfor er der så ingen kattemad med musesmag, spørger han dumt. Men er der nu ikke det? For at være helt sikker ringer den dumme skribent til Amigos Dyrehandel i Nykøbing F.

Her oplyser indehaveren, Svarwek Gasiorowski, at butikken har en fire-fem forskellige slags kattemad. De smager alle af kylling og fisk. Men har I nogen, der smager af mus?

»Mus?! Nej … Det er nok for dyrt«.
Dyrt?!?
»Ja, dyrt«.
Hvorfor?
»Det ved jeg ikke«.

Det er for galt, tænker dumme-skribenten med en dårlig smag i munden og beslutter sig for at komme Danmarks cirka 700.000 katte til undsætning.

Kan det virkelig passe, at de kapitalistiske kattemadsproducenter helt fravælger musesmagen, fordi den er for dyr, og i stedet vælger at spise kattene af med oksesmag og tunsmag? Kan det mon passe, at de helt fravælger den mest naturlige smag af alle?

Dagens Dumme går derfor i kødet på en af producenterne, LEO Animal Health.

»Der er kun naturlige ingredienser i vores kattemad. Og det smager af naturlige råvarer som fisk og ko og kylling«, forklarer Jytta Auning, der er salgs- og marketingassistent.

Jamen, hvis det skal smage af naturlige råvarer, skal det vel være noget, der er naturligt for katten. Hvornår har du sidst set en huskat nedlægge en ko? Eller en tun for den sags skyld?
»Jeg tror ikke, at det er lovligt at bruge mus i maden«.
Det er da lovligt for kattene at fange dem?
»Jo … Vi bruger ikke kunstige smagsstoffer. Og vi vil ikke bruge mus i vores produkter«, forklarer Jytte Auning. Hårdt presset indrømmer Jytte Auning, at det ikke er kattenes små smagsløg, der kommer i første række:

»Det er nok fordi menneskene synes, at de ikke vil give noget til deres katte, som de ikke selv ville sætte tænderne i. De fleste vil nok synes, at det ville være ulækkert, hvis der var mus i kattemaden«.

Ak og ve, tænker dumme-skribenten, og sender en venlig tanke til landets mange firbenede: Katte ville vælge mus.

Europas største våben- og militærmesse blev åbnet i London tirsdag i sidste uge, samme dag som terrorangrebet mod USA. På messen var der indkøbere fra hele verden, også fra Danmark, hvor forsvaret mødte med en delegation på 17 officerer. Udstillerne var lige fra verdens største våbenfabrikanter til mindre danske virksomheder.

Politiken | 19.09.2001 | ErhvervMagasinet | Side 5 |

Ude i rundkørslen står en mand med et papskilt. På de afspærrede og regnblanke veje omkring ham står cirka 50 betjente - nogle har kampuniformer på, andre står i den almindelige sorte uniform og har den høje, engelske bobbyhjelm på hovedet.

Rundkørslen ligger ved en af indgangene til messecentret Excel, der har adresse ved Themsen i London. Oppe over centret cirkler en politihelikopter sidelæns gennem luften. Hele området er spærret af, hundreder af betjente har lukket alle indgangene.

Det er tirsdag eftermiddag - et par timer før terrorangrebet på USA. Manden i rundkørslen hedder Philip Bicknell og er 37 år gammel. Egentlig skulle han ligge og sove, for han arbejder om natten på en af Londons postcentraler, hvor han sorterer breve. På hans papskilt har han skrevet med sprittusch: ‘Deadly Sales - Evil Investments’.

Han har fremhævet forbogstaverne DSEI - det er også navnet på udstillingen inde i centret, men her står det for Defence Systems and Equipment International.

»Jeg er imod våbenhandel. Ved den sidste udstilling var både Indien og Pakistan repræsenteret - jeg mener, at det er forkert, at man kan tjene penge på at sælge våben«, siger han, mens en mørkeblå Mercedes i millionklassen kører forbi ham. Chaufføren koncentrerer sig om kørslen; manden på bagsædet læser en avis … de ænser hverken Philip Bicknell eller hans papskilt:

»Jeg bliver stående alligevel. Nogen af dem vil lægge mærke til det«.

DE TAGER INGEN CHANCER

Heller ikke betjentene tager notits af den enlige demonstrant. De er mere optagede af de i alt omkring 300 demonstranter med bannere og lyserøde papmachehatte ved de andre indgange.

Politiet vil ikke ud med, hvor mange betjente der er i området - men de tager ingen chancer: Scotland Yard har brugt et år på at forberede sikkerheden på udstillingen.

Demonstranterne er utilfredse med, at repræsentanter fra både Angola og Uganda, der kæmper på hver sin side i krigen i Congo, har fået tilladelse til at besøge messen af den britiske regering, som er medarrangør af DSEI.

Også Amnesty International har kritiseret udstillingen, da flere andre lande, som ofte bliver kritiseret for at bryde menneskerettighederne, har fået tilladelse til at besøge messen.

Men tilladelserne er givet. Excels 60.000 kvadratmeter udstillingsgulv (Bella Center har 50.000) er allerede fyldt op med stande, og udstillingen er åben.

Den største af standene er britiske BAE Systems. Hvert år sælger BAE Systems militært udstyr for omkring 120 milliarder kroner. Det er 77 procent af den samlede omsætning for virksomheden, som er verdens tredjestørste militærfabrik. Standen, der har cafe og mødelokaler i to etager, har endda to receptioner, hvor ti kvinder sidder i røde blazere.

Alle de andre militære milliardforretninger er her også: Lockheed Martin, Raytheon, Rolls Royce, DaimlerChrysler, Marconi, Rheinmetall … i alt 500 virksomheder har sat deres stande op på Excels violette gulvtæppe.

Der er 16 danske virksomheder med på udstillingen. De 15 af dem er medlem af paraplyorganisationen Naval Team, der skal markedsføre danske krigsskibe i udlandet.

»Naval Team blev startet i 1992. Baggrunden var de nye Standard Flex-skibe, der havde et stort eksportpotentiale. Derfor ville det være smart at lave en eksportklub, så alle firmaerne bag skibet gik ud og lavede en fælles markedsføring«, forklarer Poul Grooss, der er direktør for Naval Team.

»De 15 virksomheder varierer lidt i størrelse. De små piver lidt over at betale kontingent, men de har jo til gengæld ikke råd til at betale for en international markedsføring. De store kunne godt klare sig uden Naval Team, men det har større styrke samlet«, siger Poul Grooss.

Det er Naval Team, der har en stand på messen. Flere af virksomhederne har dog fået et par kvadratmeter udstillingsplads på standen og har selv sendt folk til London, blandt andre Viking, Therma og Infocom (Maersk Data).

VINGUMMI OG MISSILER

Angrebet på World Trade Center får ikke den store betydning for showet; udstillere og besøgende er naturligvis rystede og chokerede, og flere delegationer når ikke frem. Men showet kører videre.

Vingummi, bolcher og peanuts ligger i skålene på diskene hos udstillerne. Enkelte serverer endda en lille sandwich. Der er også konkurrencer, hvor man kan vinde eksempelvis en flaske whisky.

På standene kan man få brochurer, musemåtter, kuglepenne og andre gratis ting med firmalogo; det kunne være en havemesse i Randers Hallen eller en bilmesse i Forum.

Men det er det ikke. Her går man ikke hen og sparker til forhjulet på en ny Mercedes - man går hen og sparker på larvefødderne til en kampvogn fra Krauss-Maffei Wegmann.

Man går ikke hen og lader fingrene løbe over en ny kantklipper til græsplænen - man går hen og kigger på et Paveway III laserstyret luft-til-jord missil.

Men principperne er de samme. En franskmand i mørkeblåt jakkesæt står inde på en stand med hænderne foldet bag på ryggen. På væggen foran ham hænger maskingeværer og - pistoler fra Heckler & Koch. Sælgeren kommer hen, de småsludrer, tager maskingeværet ned. Franskmanden løfter det og tager sigte, vejer det. Sælgeren smiler, tager geværet og hamrer to gange geværløbet ned i et bord … robust er det.

På en anden stand står fem saudiarabere. De kigger på tingene hos BCB International, en engelsk virksomhed, der blandt andet sælger pakkeløsninger til politi og antiterrorkorps. To mannequindukker står med sorte, brandsikre kampuniformer på: Hjelm, gasmaske, skudsikker vest, kampstøvler, pistol og … »hvad er det?«, spørger saudiaraberne og peger på en cirka 15 centimeter lang genstand. De stimler sammen om sælgeren, der demonstrerer den massive, men sammenklappelige stav, der med et tryk bliver næsten en halv meter lang.

FILMMUSIK

Brochurerne, man samler sammen på messen, er om håndgranater »til alle formål«, om artillerigranater, om Leopard-kampvogne, der er »Europas nummer 1«, om 155 millimeter howitzere, om missiler, snigskytterifler, radarsystemer, avanceret computerteknologi, affyringssystemer, kabler … På BAE Systems’ stand er der også reklamevideoer, vist på store fladskærme. Til musik, der ville være en ‘Titanic’-film værdig, flyver jagerfly mod en solopgang - i tæt kontakt med styrkerne på landjorden, så missilerne kan afleveres på de rigtige steder.

Singapore Technologies reklamerer for deres 40 mm granat. En grovlende, amerikansk whiskystemme taler drævende over en bastant underlægningsmusik: »Nooow… There’s NOwhere to run - NOOwhere to hiiide … Witness the POWER: The NEEW 40 millimeter agl air-bursting system; on target ALL the tiiime«.

De besøgende er mænd - mænd i uniformer, for det meste med et fyrværkeri af stjerner og ordener på overkroppen; mænd i jakkesæt, for det meste mørke. De kommer fra hele verden, fra Japan, Thailand og Singapore over Oman, Ghana, Nigeria og Egypten til Tyrkiet, Vesteuropa og USA.

Den danske forsvarskommando har også sendt 17 officerer til London. Kalenderen er tætskrevet med møder og salgsmiddage. De kommer fra hæren, hjemmeværnet og søværnet og er med til bruge de cirka 2,4 milliarder kroner, som forsvaret hvert år bruger på nye indkøb.

I år går nogle af de 2,4 milliarder kroner blandt andet til nye geværer, som hæren køber sammen med hjemmeværnet. Prisen bliver på omkring 201 millioner kroner. De aldrende Leopard-kampvogne skal opdateres for 911 millioner kroner, og både søværnet og hæren skal have nyt kommunikationsmateriel for omkring 600 millioner kroner.

Næste dag lå regnen også over London. Og Philip Bicknell stod igen i rundkørslen med det våde papskilt mellem hænderne.

Interview: Chrissy Conant

Kaviar som kunst. En 39-årig kunstner har lagt sine egne æg på glas og udstiller dem i næste måned som en kunstinstallation i USA. Kvinden betragter også æggene som en kontaktannonce.

Politiken | 14.04.2002 | Kultur | Side 7

Glem alt om almindelig kaviar. Det er ikke rogn fra hverken stør eller stenbider, der i glassene: Det er æggene fra en kvinde. Det er den amerikanske kunstner Chrissy Conant, der har lavet installationen, hvor 12 glas med den specielle kaviar står i en køledisk. I hvert glas sidder et lille rør, hvor et af hendes egne æg ligger indkapslet. Projektet hedder ‘Chrissy Caviar’.

Chrissy Conant siger selv, at kunstværket er en kommentar til den fysiske og følelsesmæssige situation, som en moderne og enlig kvinde i 30′erne befinder sig i: Den rigtige partner er ikke fundet, og der ligger et pres på kvinden for at reproducere sig og få børn:

»Det er et forsøg på at få mine egne følelser ud og give dem et udtryk, hvor jeg skaber værket ud fra min egen situation: en 39-årig kvinde, der stadig er single og fri på markedet, der er på udkig efter partneren og håber på at finde den rigtige mand«, siger Chrissy Conant, der bor på Manhattan i New York. Samtidig er kunstværket en massiv kontaktannonce for Chrissy Conant:

»Det er en måde at sige: ‘Se mig’. Folk, der er singler og alene, markedsfører sig selv konstant. Det er en del af spillet. Som Jerry Seinfeld sagde i et af sine shows:

»En date er en helaftensjobsamtale. Vi markedsfører og målretter os selv - vi dyrker motion, går i modetøj, bruger makeup, bruger masser af penge på frisør og så videre«, siger Chrissy Conant, der blandt andet har studeret kunsthistorie og har en bachelorgrad i computerkunst.

RITUEL KAVIAR

Ideen fik hun for to år siden. En af hendes gode venner inviterede hende på restaurant, han betalte, og hun kunne vælge, lige hvad hun havde lyst til:

»Så vi bestiller kaviar. Tjeneren kommer ned til bordet og præsenterer kaviaren på en måde, der er meget ritualiseret, som han står der og åbner glasset med sit hvide viskestykke over armen og måden, hvorpå han sætter glasset på bordet - og påstyret omkring det her lille glas«, fortæller Chrissy Conant. Det fik hende til at tænke over kaviaren - hvordan den er forbundet med særlige ritualer, med dekadence, penge og magt.

»Jeg spurgte tjeneren, om jeg måtte få det tomme glas med mig og tog det med tilbage til mit atelier. Her satte jeg mig i stolen foran mit skrivebord. Kiggede på glasset. Og sad og tænkte over min situation. Det at være alene og ‘hvorfor har jeg ikke en kæreste’, ‘hvorfor har jeg ingen børn’, og så videre. Pludselig kom inspirationen til det. Jeg er kaviar. Mine æg er jo på markedet, jeg vil lægge mig selv i det glas og tilbyde mig selv«, siger Chrissy Conant.

Gennem et stykke tid udviklede hun ideen, og endelig gik hun i gang. Overvåget af en læge, begyndte hun på en hormonbehandling, der en måned senere fik hende til at få hyper-ægløsning. I stedet for det normale ene æg kom der 12 æg. Lægerne ‘høstede’ æggene ved at føre en slags nål op i hendes skede og suge dem ud.

»Jo, det var smertefuldt. Ikke ubærligt, men til tider meget ubehageligt. Både den fysiske smerte, men især mentalt. Da det var ved vejs ende, blev jeg meget deprimeret og ked af det - i de her små rør havde jeg alle mine æg, som ikke ville blive til små babyer«, siger Chrissy Conant.

VIL IKKE FORARGE

Hun kan godt forstå, at nogen ser hendes projekt som en kende bizart og grotesk. Men formålet er ikke at forarge:

»Jeg er ikke ude efter nogen bestemt reaktion, uanset om den er positiv eller negativ. Jeg har det fint med begge. Jeg vil bare have én eller anden reaktion. Som en øjenåbner for kvindernes situation, når de er i 30′erne. Og så håber jeg at få noget respons fra en masse søde fyre«, siger hun.

Hele processen - fra designet af etiketterne til udsugningen af æggene - er blevet optaget på video, og Chrissy Conant er i øjeblikket ved at redigere den. Filmen bliver vist ved siden af montren med kaviarglassene, og hele installationen kan ses på Aldrich Museum of Contemporary Art i Connecticut. ‘Chrissy Caviar’ er en del af museets udstilling ‘Family’, der begynder 19. maj. Chrissy Conant håber, hendes projekt vil blive vist på flere museer og gallerier, og at ‘Chrissy Caviar’ vil interessere seriøse kunstsamlere - hvert glas er sat til salg. Efterspørgslen bestemmer prisen.

Kunstnerne har fået nye redskaber til at lave kunst med. Men har genmanipulation noget med kunst at gøre? Ja, det har, mener dansk museumsdirektør.

Politiken | 04.06.2002 | Kultur | Side 1 |

Dna-molekyler, kloning og organdyrkning - kunsten er ved at tage bioteknologien til sig. Forskningen i generne har givet kunstnerne nye arbejdsredskaber, nye materialer at arbejde med og ikke mindst nye og væsentlige spørgsmål at stille.

Måske det lyder som en bizar og moderne provokation. Men det er ikke første gang, at kunsten går ind i menneskekroppen. For eksempel Leonardo da Vinci (1452-1519), der stod bag det første store anatomiske studium, hvor han måtte snige sig rundt til italienske lighuse om natten for at dissekere lig og minutiøst nedfælde den menneskelige krop.

I øjeblikket kan genkunstnerne blandt andet opleves på en udstilling i Australien, Biennale of Electronic Arts i Perth, hvor også grisevingerne er udstillet. Og i USA åbnede der for en måned siden en stor udstilling, ‘Genesis’ på Henry Art Gallery i Seattle, hvor emnet er det menneskelige dna og kunstens udforskning af det.

Her kan man blandt andet opleve franskmanden Eduardo Kacs to år gamle ‘GFP Bunny’ - en levende albinokanin, der er gensplejset med en selvlysende fisk. Resultatet er en selvlysende kanin.

RELEVANTE SPØRGSMÅL

Helt sikkert er det, at der i dønningerne af den bioteknologiske revolution, og kortlægningen af den menneskelige dna, følger store ændringer for menneskeheden og hele vores kultur. Derfor er Christian Gether, museumsdirektør for Arken, glad for de spørgsmål, som den nye kunstform rejser:

»Dna, genmanipulation, og så videre - teknologierne gør, at vi må genoverveje det at være menneske, og hele vores selvopfattelse. Og de overvejelser får vidtrækkende konsekvenser for, hvordan vi kommer til at indrette vores samfund. Derfor er det fuldstændig relevant og vigtigt, at kunstnere hele tiden beskæftiger sig med de filosofiske problemstillinger. Det har stor kunst gjort hele tiden«, siger han.

»Vi har bevæget os fra opfattelsen af mennesket som gudsskabt og unikt. Nu har vi frataget gud patentet på at skabe liv, og nu kan vi selv gøre det. Derfor kan vi ikke opfatte mennesket på samme måde, som man gjorde i en tid, hvor den kristne opfattelse var den udbredte«, siger Christian Gether.

ANDET END PROVOKATION

Nogle lader sig måske provokere af den nye genkunst. Så er det ikke godt nok, mener Gether, for kunsten skal vække til eftertanke og ikke bare provokere - ellers er det bare pjat:

»Kunsten skal få en til at standse op og give rum til eftertanke, så beskueren kommer til at overveje sin egen situation i verden. Hvis ikke den gør det, er det bare udsmykning. Kunsten giver dig en tanke med hjem. Kunsten skal sætte et nyt perspektiv på din virksomhed, gøre dig klogere på dig selv og livet«, siger Christian Gether.

DE NYE MATERIALER

Noget af det, der kan virke bizart ved genkunsten er materialerne, det kunstigt dyrkede kød og organer, brugen af stamceller og gensplejsning og så videre. Sådan er det med nye materialer, mener Gether:

»Enhver tid må jo tage udgangspunkt i de nye materialer, der kommer frem. I 1960′erne begyndte man at bruge akrylmaling. Og i stedet for at skabe skulpturer af marmor og bronze brugte man plastik i hyperrealistiske skulpturer. I og med at der kommer nye materialer, opstår der nogle nye medier, eller paletter, som kunstnerne kan bruge til at karakterisere og udtrykke deres kritik af samtiden«, siger Christian Gether.

For at kunne kommentere samtiden skal kunstneren betjene sig af sin egen tids materialer. Derfor, mener Gether, er det indlysende, at man bruger de materialer, der skaber problemerne.

»Vi ser jo hele tiden udviklingen af kunstværker, der betjener sig af nye materialer. Og ofte kan det virke meget fremmedartet. Men det skyldes en forventning om, at kunstnerne betjener sig af klassiske materialer«, siger Gether.

»Skal det være kunst, lyder spørgsmålet tit, og man hænger fast i, hvad kunst plejer at være. Men kunsten har udviklet sig over tusind år. Og den klassiske opfattelse af, hvad et kunstværk er i dag, kan jo ikke anvendes på fremtidens kunstmanifestationer«.

Australske kunstnere har dyrket tre sæt vinger af dna fra grise. Og de har dyrket en laboratoriebøf af dna’et fra et får. De tre kunstnere bruger gen- og bioteknologi til at skabe skulpturer og vil sætte spørgsmålstegn ved menneskets nyeste videnskabelige landvindinger.

Politiken | 04.06.2002 | Kultur | Side 1 |

De små kødvinger er dyrket i et laboratorium. Af dna fra grise. De er cirka ti centimeter store, og det har taget ni måneder at dyrke dem. I dag kan de ikke bevæge sig. Men kunstnerne håber, at de snart vil kunne smelte vingerne sammen med levende muskler lavet af celler fra en rotte. Flap, flap, flap.

Oversat til dansk hedder projektet ‘Grisevinger’, og de tre kunstnere bag er Guy Ben-Ary, Ionat Zurr og Oron Catts. For at skabe deres skulpturer har de udviklet en helt ny kunstnerisk palet, hvor dna-videnskab, organdyrkning og stamcelleteknologi er materialer og arbejdsredskaber.

Grisevingerne er det nyeste, der er kommet ud af et større projekt, der begyndte i 1996. Det hedder ‘The Tissue Culture and Art Project’, og målet er at udforske, hvordan disse materialer kan bruges kunstnerisk.

Og at rejse nogle spørgsmålstegn omkring de senere års bioteknologiske fremskridt for at afsøge deres konsekvenser for mennesket. Lige nu udstiller de tre kunstnere nogle af deres projekter, blandt andet grisevingerne, på en udstilling - Biennale of Electronic Arts - i Perth i Australien.

HVIS GRISE KUNNE FLYVE

Projektet med grisevingerne begyndte i 2000, fortæller den 34-årige Oron Catts. Hans gruppe af kødkunstnere får en henvendelse fra The Welcome Trust, der er en af de helt store fonde, der har givet penge til kortlægningen af det menneskelige dna - Human Genome Project.

»Fonden havde et galleri i London, hvor de udstillede værker, der var centrerede omkring bioteknologien. De henvendte sig til os for at få en udstilling, der skulle fejre afslutningen af Human Genome Project«, fortæller Oron Catts. Gruppen overvejer så, hvad de skal lave, og taler blandt andre med flere af forskerne omkring Human Genome Project. En af de ting, der går igen, er sætningen om, at det, vi troede, var umuligt, nu er muligt.

Den sætning bider de mærke i. Den minder om det engelske ordsprog: ‘If pigs could fly, everything is possible’. Oversat til dansk betyder det, at ‘hvis grise kan flyve, er alting muligt’. Derfor beslutter de sig for at se nærmere på, om grise virkelig en dag vil kunne flyve.

»Vi præsenterede projektet med grisevingerne for dem. Og de hadede det.

De kunne ikke rigtig se humoren i det, og de blev også fornærmede, på grund af de spørgsmål vi forsøgte at stille«, siger Oron Catts, der blev skuffet over afslaget:

»Min fornemmelse var, at de forsøgte at bruge kunstnere til at skabe en større offentlig accept af de teknologier. Det, vi forsøgte, var derimod at skabe en debat«, siger han og fortsætter:

»Udgangspunktet er, at vi lever i et pengestyret samfund, der nu er begyndt at manipulere liv. Det ser ud til, at drivkraften bag udviklingen inden for biotek mere er bestemt af bundlinjen på selskabernes regnskaber end af humane og menneskelige interesser. De ting, der skal debatteres i offentligheden og vurderes, er, hvor store risici selskaberne løber, når de udvikler ting og projekter for at få en højere aktiekurs. Derfor er det ikke videnskaben, vi kritiserer, men den kultur, hvori videnskaben befinder sig for tiden. Det er for at få en debat om, hvor de teknologier er på vej til at føre os hen.

Beslutningen skal nemlig ikke bare tages af videnskabs- og forretningsmænd«.

PYNTEVINGER TIL PIGE

Derfor vil Oron Catts vise nogle alternativer til, hvad teknologien kan bruges til, hvis den ikke skal anvendes med profit for øje:

»Målet for vores projekter er at se på udviklingerne inden for bioteknologien og forsøge at føre dem i forskellige retninger for at vise hvor teknologien kan føre os hen, og hvilke muligheder den har«.

På kunstnernes hjemmeside - adressen kan ses andetsteds på denne side - ligger et lille essay. Det foregår i 2028 og handler om en overklassepige, der fylder 16 år. Det er et vendepunkt. For nu er det lovligt for hende at få et implantat. Hun vil udsmykke kroppen, ikke med en tatovering eller en piercing, men med et sæt pyntevinger.

Ligesom grisevingerne, bare meget større og med form som englevinger.

»Jeg håber virkelig ikke, at det er fremtiden. Men når man taler om markedsdrevne samfund, så er alle de her teknologier inden for biotekområdet oprindeligt drevet frem for at redde liv. Men de kan også blive brugt til at skabe luksusgoder og tjene penge. Scenariet er så, at når vi nu ved, hvordan man dyrker menneskelige reservedele, vil det så gå den samme vej og blive handelsvarer og luksusgoder til folk, der gerne vil forbedre deres kroppe, for eksempel med en ny og bedre lever; eller til folk, der vil ændre kroppen kosmetisk med moderigtige varer, statussymboler, der er lavet af levende materiale«, spørger Oron Catts, der regner med, at det vil blive muligt at dyrke organer allerede om fem til ti år.

FISKEROBOT

Grisevingerne er langtfra det eneste, der er kommet ud af kødkunstnernes højteknologiske laboratorie-atelier. For to år siden gik de ind i et samarbejde med universitet i Perth, Australien, der fik navnet SymbioticA. Det skete for at lave en symbiose mellem biotekvidenskaben og kunsten.

Et af de nye projekter går ud på at dyrke en bøf lavet af muskelceller fra et får, der stadig er levende. Det er ikke muligt i dag, men de har allerede forsøgsvist dyrket en fårebøf på størrelse med en mønt. Planen er så, at de vil spise bøffen, mens fåret kigger på.

»På et tidspunkt vil vi være i stand til at dyrke muskelvæv fra dyr. Og at dyrke dem i så store mængder, så vi kan købe dem og konsumere dem.

Det rejser en del etiske spørgsmål om processerne i kødproduktion. Om at ændre i levende systemer på grund af menneskelige hensyn«, siger Oron Catts.

Et andet af projekterne hedder ‘Fish and Chips’. Det går ud på at skabe et ‘halv-levende kunstnerisk objekt’, hvor nerveceller fra fisk er vokset sammen med en mikrochip:

»Hvad sker der, når den slags computere begynder at udtrykke menneskelige egenskaber. Som at være kreativ og kunstnerisk, for eksempel. Vi skabte den her robot, der opfangede aktiviteten fra nervecellerne og omsatte dem til bevægelser, hvor robotten tegnede«, siger Oron Catts. Som med flere af projekterne arbejder de sammen med forskere fra universitetsverdenen. Men ingen af de tre kunstnere har en videnskabelig biologisk baggrund. Oron Catts er for eksempel industriel designer:

»Alle kan bruge de teknologier. Vi er nået til et punkt, hvor teknologierne er blevet standardiserede, og hvor man får brugere i stedet for udviklere. Det kan sammenlignes med udviklingen inden for computere. I begyndelsen skulle man have en videnskabelig baggrund for at kunne betjene dem, men nu kan alle gøre det. Vi forudser, at bioteknologien vil nå det samme stade, og det indebærer nogle risici.

For eksempel til bioterrorisme. Det er nemt at komme til materialerne, man skal bruge, og det kræver ikke en videnskabelig baggrund for at kunne konstruere biologiske våben«.

Han blev læge for at redde verden. Siden har han obduceret tusinder af lig og set flere døde kroppe end de fleste andre mennesker. Alligevel har retsmediciner Jørgen Lange Thomsen det dårligt med, at han selv en dag skal dø.

Politiken | 09.06.2002 | Kultur | Side 4 |

På skiltet ved siden af den brede dør står der ‘Sektionsstue’.

»Det er det smukkeste rum«, siger Jørgen Lange Thomsen og stiller sig midt i rummet.

Der er lyst derinde. Højt til loftet. Store vinduer og hvide fliser langt op ad væggene. I midten af rummet står to metalborde. Der er render i siderne, så blod og kropsvæske kan løbe væk. Der ligger ikke nogen på bordene, og der er gjort rent efter morgenens obduktion. Ovre ved den ene væg står et skab med glaslåge. Der ligger en hob af instrumenter. Store som små - sakse, skalpeller, knive, pincetter, mejsler, hamre. Og en suppeske ligger der også. Den bruges til at samle blod op. For eksempel hvis der er gået hul på hjertet. Så skal man måle, hvor meget blod der er løbet ud i brysthulen.

»Det er nogle af de bedste faciliteter i verden, og lige som det skal være. Lyst, højt til loftet og god udsugning«, siger Jørgen Lange Thomsen. Han har lige skrevet bogen med den nøgterne titel ‘En retsmediciner fortæller’. Han skrev den for at få aflivet nogle af de fordomme, der er omkring retsmedicinen. For at komme nogle af de billeder til livs, som tv-serier og film har givet af smarte retsmedicinere, der selv fanger forbryderne. For at fortælle, at retsmedicin ikke kun er noget med forrådnede lig.

Jørgen Lange Thomsen er den ene af de to retsmedicinere, der er på Fyn, som politiet kan ringe til døgnet rundt. Meget af arbejdet som retsmediciner er også undersøgelser af torturofre, voldtægtsofre, incestofre og gerningsmænd. Nogle gange er han også i Grønland, når politichefen i Nuuk ringer og beder om det. De har ingen retsmedicinere, så han er deroppe et par gange om året. Han er medlem af Amnesty Internationals lægegruppe, og han tager også på rejser for andre menneskeretsorganisationer. Blandt andet har han været i Nepal, Mexico, Israel, Kosova - for at lave obduktioner og dokumentere brud på menneskerettigheder. Han har også været med i arbejdet omkring Ground Zero i New York.

Alt det kræver sin mand. Og der er da også næsten skræmmende meget af den 58-årige retsmediciner. Over 190 centimeter høj. Solid og kraftig.

Og ansigtet, med alvoren, der hænger over panden, som tunge folder. Man kan skære sig på det ansigt. Eller rettere sagt, det er, som om det skærer en op.

Vi går ud af sektionsstuen og ud på gangen. Der er kun få meter over til hans kontor.

DEN FØRSTE OBDUKTION

Jørgen Lange Thomsen lavede sin første drabsobduktion i midten af 1970′erne:

»Det var en kvinde, der havde fået kloroform. Hendes mand var kommet bagfra og havde holdt en klud over munden på hende, så hun mistede bevidstheden. Så satte han strøm til hende. Hun lå så med ledningerne på sig ovre fra kontakterne i væggen. Det var på en af mine første vagter, og det var om aftenen. Dér tænkte jeg, at det her fag - der sker noget. Der er nogle oplevelser i vente«, siger han med sin tunge stemme.

I dag har han lavet tusinder af obduktioner, og han har set de mest ekstreme resultater af den menneskelige natur. Dengang i 1970′erne var han stadig ny i faget, båret dertil af tilfældigheder.

»Vi var fem børn, mellem to og otte år, og det var mig, der var den ældste. Vi boede der på Nørrebro, i Nordvestkvarteret«.

»Da jeg var otte år, blev min mor alene. Det var hårdt. Fire år efter, som 12-årig, kom jeg på Sorø Akademi. Det var så min redning. Jeg ved ikke, hvordan det ellers var gået. Det er jo ikke til at sige«.

Derfor har han tænkt over barndommen, vendt og drejet den:

»En lang periode troede jeg, at når jeg var helt umulig, så var det på grund af mit miljø, som jeg voksede op i«.

»For eksempel det, at jeg er meget hidsig - jeg havde sågar svært ved at styre mig på gaden, hvis folk generede mig. Altså ikke fysisk, men jeg har råbt og skreget. Det er blevet bedre med årene, og jeg kan bedre styre det i dag«.

INGENIØR ELLER LÆGE

I 1970 bliver den 26-årige Jørgen Lange Thomsen læge fra Københavns Universitet. Og, med lidt omveje på forskellige hospitaler og afdelinger, bliver han fem år senere ansat på retspatologisk afdeling på universitetet:

»Så var jeg hooked. Det bliver man altså med retsmedicin«.

»Det er dels puslespillet, altså hjerneudfordringen, det at komme til en sag, man ikke kender i forvejen, og så prøve at slutte bagud, for at finde ud af, hvad der er sket. I de fleste sager er der faktisk sådan et puslespil, hvor der er noget, vi skal se at få til at falde på plads. Selv hos en person, en alkoholist, der har ligget død i en lejlighed i to måneder. Hvordan lå han? Havde døren været låst? Var der mulighed for indbrud? Den medicin, der lå der, kunne han være død af den, hvor meget manglede der af den? Og så videre. Småting, som der faktisk er i alle sager«.

»Retsmedicin er en tryllekreds, man kommer ind i. Der er så mange ting, og man kommer så langt ud i ekstremerne med klienterne, både med de døde og de levende. Man prøver sig selv af på situationerne og får lejlighed til at teste sine reaktioner. Selv om jeg er objektiv i sagerne, så er man jo i bund og grund en klangbund af de ting, der sker. Der er en resonans, eller en vekselvirkning, mellem ens arbejde og en selv. Man lærer sig selv at kende, og man lærer noget om sine grænser. Om hvad man synes er godt og dårligt, ondt og godt, sundt og grimt.

»Men nu synes jeg efterhånden, at jeg kender mig selv og mine grænser.

Jeg kan tåle at lave fejl nu. Det har jeg haft svært ved. Det er, når man har et svagt ego og et svagt sind, så kan man ikke tåle at lave fejl«.

VIL FRELSE VERDEN

Efter nogle år på afdelingen bliver han lektor på universitetet. Året efter, i 1983, bliver han medlem af Amnesty Internationals lægegruppe:

»Jeg er jo vokset op i 1960′erne, hvor vi råbte og skreg om, hvordan verden skulle blive bedre, om, hvad der var rigtigt og forkert. Men jeg gjorde jo aldrig noget. Nu havde jeg så alle muligheder for at gøre en forskel. Det har jeg altid været meget bevidst om, at man kan noget.

Enhver idiot kan gå og råbe op. Og det har jeg da også gjort, men nu havde jeg noget at have mine meninger i«.

»Det var noget med at frelse verden. Intet mindre. Selvfølgelig kan man ikke gøre det. Men har man reddet bare ét menneske, så har man da gjort en forskel. Det var for at gøre noget nyttigt, der betød noget i en større sammenhæng - at komme ud i verden, hvor der ikke er ret mange retsmedicinere, hvor systemerne slår deres egne folk ihjel. Hvor de mennesker, der er sat til at beskytte borgerne - politiet, militæret, politikerne - slår deres borgere ihjel, er noget andet. At komme udefra og gå ind i sådan et land for at påvise, hvad der sker, og dermed gøre en forskel. Det appellerede til mig«.

Egentlig kunne han være begyndt på arbejdet med Amnesty International langt tidligere. Men det var det stykke papir, han fik, da han blev lektor, der gjorde forskellen. Nu troede han på sig selv.

»Det dér med ikke at blive troet på. Det kan gøre mig virkelig deprimeret, og det har været et af mine store problemer. Jeg har en medfødt øjenlidelse. Jeg kan ikke holde øjnene fast. Det hedder nystagmus. Især når jeg er træt eller om morgenen, så flakker mine øjne. Og det er blevet tolket som upålidelighed, og jeg har fået mange bank for det. I skolen i Sorø var der en biologilærer, der fandt ud af det. Han fortalte det så til de andre lærere. Det hjalp faktisk lidt på troværdigheden dengang«.

»Hvis ikke jeg har papir på, at jeg er dygtig, så vil jeg ikke, for så er man for nem at vælte af pinden. Så kan man heller ikke nøjes med bare at lave arbejdet, men skal også forklare, at man er dygtig. Men i det øjeblik jeg blev lektor på Københavns Universitet, så havde jeg stemplet på, at jeg kunne retsmedicin, at jeg var specialist«.

Han er stadig medlem af lægegruppen, og han laver også opgaver for andre menneskeretsorganisationer. For at dokumentere brud på menneskerettighederne.

Næste gang han skal af sted, er i september. Det er til Kosova, hvor der stadig ligger omkring 1.000 uidentificerede døde tilbage. På et tidspunkt skal han også til Eritrea. For at undervise de lokale læger i landet, der ingen retsmedicinere har. Men på grund af familien er han begyndt at sige nej til opgaverne.

OTTE BØRN

Inde på kontoret hænger platter fra forskellige retsmedicinske konferencer, som han har været til i udlandet. Der er også en platte fra Syrian Society for Forensic Medicine. Nedenunder hænger en børnetegning. Dem er der flere af rundt om i kontoret, sammen med fotografier af børnene. Han har også otte børn. Den ældste er 31 år.

Den yngste er 13 dage gammel.

»Jeg har fri i to dage, for vi skal have konfirmation. Eller rettere nonfirmation. Det er min datter på 13, hun tror ikke på noget. Det er noget pjat, siger hun«, og Jørgen Lange Thomsen skyder et smil ud af ansigtet.

Han synes ikke selv, at det er noget pjat. Han har bare ikke fundet den rigtige tro endnu, men han har søgt i de fleste afkroge, fra den danske profet Martinus til buddhismen:

»Siden jeg var helt ung, har jeg været meget optaget af det religiøse.

Jeg ville vide, hvad det her drejede sig om. Men jeg tror ikke på noget. Det er det forfærdelige. Det giver utryghed, desperation. Det er intetheden, der skræmmer mig. Jeg er meget misundelig på dem, der har en tro«.

En del af det er spørgsmålet om, hvad der sker efter døden. Og manden, der har set mere død end de fleste, er ikke selv tryg ved den. Måske det er bedre at være retsmediciner, hvis man er dødsangst. I hvert fald bruger han sit arbejde til at lede efter svar:

»Ja, altså - jeg har det dårligt med døden. Den biologiske død har jeg det fint med. Jeg ved alt om den. Tror jeg, i hvert fald så meget som man på mit niveau kan vide om den. Mere end mennesker almindeligvis ved om døden. Men min egen død, den har jeg det dårligt med«.

»Grunden til at mange synes, det er interessant, er, fordi jeg er retsmediciner. Og der er man vant til, at de er helt fortrolige med døden. Men det er vi ikke. Den biologiske død, jo, som en del af naturen, forfaldet og hvad der sker efter døden. Men vi er lige så meget på den som alle andre«.

STØRKNET BLOD OG JULEINDKØB

I sin bog har han skrevet et af kapitlerne som en dagbog. På et tidspunkt fortæller han om en sag, han bliver kaldt ud til. Det er klokken 13.10, at politiet ringer. Han kører ud til et gerningssted, der skal undersøges. En mand ligger i en størknet blodpøl med en kniv ved siden. Den ene hånd er næsten skåret af. Han har ligget død i et par måneder, og det ligner selvmord. Tre timer senere kører han datteren Amelie »til samspil på violin i Årslev. Derefter juleindkøb og ‘Krummerne’«.

Men hvordan holder man de to verdener så adskilte? Med 30 års obduktioner, undersøgelser af torturofre og voldtægtsofre, mener Jørgen Lange Thomsen ikke, at det er kynisme:

»Når jeg går fra den døde mand dér, så er det væk. Der er ikke noget neurotisk ved det. Det er ikke en ind-under-gulvtæppet-tænkning. Jeg vil kalde det professionalisme. Hvis jeg tænker videre og tumler med noget, så er det, fordi jeg ikke har været dygtig nok. Det er fagligt.

Alle dem, der er i faget, de har det sådan. De, der ikke har det sådan, de holder altså hurtigt op«.

Sådan en mand, der har ligget død i en lejlighed i et par måneder, lugter slemt. Med over tusind obduktioner i næseborene har Jørgen Lange Thomsen vænnet sig til liglugten:

»Jeg kan jo ikke lide den, vel? Men på en eller anden måde bliver den jo fortrolig. Du ved, det man kender og har set mange gange. Der bliver næsten noget trygt ved det. Det er jo fuldstændig vanvittigt, ikk’?«.

Blå bog: Jørgen Lange Thomsen

Jørgen Lange Thomsen er født i 1944. Han blev uddannet som læge i 1970, og fra 1972 har han været ansat ved retsmedicinske institutter i København, London og nu i Odense, hvor han i 1996 blev professor i retsmedicin ved Syddansk Universitet. Han er medlem af Amnesty Internationals lægegruppe, hvor han frivilligt rejser rundt på opgaver over hele verden for at lave obduktioner og dokumentere brud på menneskerettighederne.

Der er milliarder af kroner i den illegale handel med kunstværker. Nogle gange er det almindelige tyve, der står bag. Andre gange er det organiserede bander. Og handlen er ikke for nedadgående, fortæller Interpols kunstekspert.

Politiken | 21.07.2002 | Kultur | Side 1 |

Det er lørdag 21. april. Denne morgen er der overskyet i Berlin. Luften er kølig. Kun ni grader. Klokken er lidt i fem, og gaden foran Brücke-museet er mørk og stille. Bortset fra skyggerne. De løber gennem haven foran museet, inde mellem træerne. Om ti minutter er der stjålet malerier for 70 millioner kroner fra Brückemuseet.

Inde på museet er der mere end 400 værker fra Brückegruppen, der blandt andet bestod af malere som Erich Heckel, Max Pechstein og Emil Nolde.

Det er den gruppe tyske ekspressionister, som samlingen er bygget op om og museet opkaldt efter. Der er for hundreder af millioner af kroner i det, der er verdens største samling af Brückemalerier. Og de er dårligt beskyttet.

Tyvene går om bag den lave, hvide bygning. På muren hænger et alarmblink, der starter, hvis alarmen går i gang. De sætter en papkasse over blinket, så det ikke kan ses fra vejen. Alarmsystemet sprøjter de til med skum. Færdigt. Så enkelt kan det gøres. Nu går de hen til et vindue, smadrer glasset og kravler ind. De ved, hvor de skal hen, og går direkte ind til et rum, hvor de klipper de wirer over, som malerierne hænger på. Tyvene er hurtigt ude igen, løber gennem haven og ud til en sidegade. Her springer de ind i en flugtbil, der holder og venter. Imens er der dog én alarm, der er gået i gang. Den går direkte til den lokale politistation. Men det er et stille kvarter, og der er ingen patruljebiler i nærheden. Da politiet ankommer til museet, er der gået ti minutter. Det er ikke særlig lang tid. Men rigeligt tid til, at de velforberedte tyve for længst er forduftet. Det eneste, politiet finder, er et brækjern.

Det lykkedes at stjæle ni værker, blandt andet af Nolde, Kirchner og Pechstein. Dyre malerier, der var dårligt bevogtet. For alarmer koster penge. Især når man er et lille museum, der på trods af en international berømt samling kun har et årsbudget på 1,8 millioner kroner. Og det er problemet for de fleste museer. Uanset om de ligger i Tyskland, Frankrig eller Danmark. Et andet problem er forsikringen. Det var kun et af de stjålne værker - af Kirchner - der var forsikret.

Sådan er det for de fleste museer.

»Museerne er for det meste ikke forsikrede. Heller ikke de store museer.

Tag for eksempel et nationalgalleri, hvor der er så massive værdier samlet på et sted. Hvis de skulle være forsikrede, blev de nød til regelmæssigt at betale præmier, og det har de ikke råd til«, siger Karl Heinz Kind. Han er ansat i Interpol og sidder i Lyons, hvor han er koordinator for person- og ejendomskriminalitet. Han har 20 års erfaring, og han er politimanden, der stort set ved alt om kunsttyverier og den milliard kroner store illegale handel med kunstværker.

LOKALE TYVE

Det var også her hos Interpol, at der den lørdag morgen i april tikkede en alarm ind om røveriet. Alarmen gik ud til de 79 medlemslande, og auktionshuse og kunsthandlere over hele verden blev advaret.

Denne gang gik der kun en lille måned, før politiet kunne blæse alarmen af. Billederne blev fundet. De var ikke engang nået ud af Berlin.

Politiet fandt dem i en lejlighed i den tyske hovedstad. Lærrederne var taget ud af rammerne og lå sammenrullede i lejligheden. De otte af dem var uskadte. Det ene var revet over på midten, og et stykke af lærredet manglede. Fire jugoslaviske mænd i alderen fra 23 til 26 blev arresteret, sammen med en 55- årig tysk kvinde.

Gerningsmændene kom altså fra Berlinområdet. Dermed er tyveriet næsten klassisk, fortæller Karl Heinz Kind:

»Min erfaring er, at gerningsmændene ofte stammer fra den region, hvor de begår forbrydelserne. Det gælder alle slags kunsttyverier, også for tyverier af meget betydningsfulde kunstgenstande, og sagen fra Berlin er et godt eksempel«, siger Kind.

Tyveriet fra Brückemuseet er også typisk, fordi gerningsmændene mere eller mindre tilfældigt valgte at blive kunsttyve. De var ikke specialiserede i det. De var ikke en del af en større organisation, som man ser i den illegale handel med våben, diamanter eller kvinder, hvor der er opbygget store netværk i handlen. Karl Heinz Kind er heller ikke meget for at bruge ordet ‘organiseret kriminalitet’:

»Det er et meget bredt begreb. Der er ingen internationale bander, der i dag opererer i Danmark, i morgen i England og i overmorgen i Tyskland.

Det er fiktion«, siger Kind.

YAKUZAEN

Virkeligheden har dog været tæt på. I november 1985 blev der stjålet ni billeder fra Marmottanmuseet i Paris. Blandt andet Monets ‘Soleil Levant’, det berømte billede der gav navn til impressionismen. Først troede politiet, at det var terrorgruppen Action Direct, der stod bag tyveriet. Men kort efter fik det japanske politi et tip. De fandt nogle billeder, der var blevet stjålet fra et fransk provinsmuseum i 1984. De blev fundet hos Shuinichi Fujikuma, en kendt japansk forbryder. Det viste sig, at det også var ham, der havde stået bag røveriet hos Marmottan. Han havde endda udgivet et katalog over de stjålne værker, der allerede havde cirkuleret i underverdenen, før røveriet på Marmottan. Blandt andet derfor troede man, at den japanske mafia, Yakuzaen, havde infiltreret kunstverdenen.

Omfanget var dog meget mindre og slet ikke så organiseret, som man frygtede. Det drejede sig kun om et tilfældigt møde. Fujikuma var blevet arresteret i Frankrig i 1978 med 7,8 kilo heroin, hvor han fik fem års fængsel. Derinde mødte han to andre indsatte, der var medlemmer af et syndikat af kunsttyve. Og det var dem, der begik røveriet mod Marmottan. Alle billederne blev i øvrigt fundet på Korsika i 1991. Men at de var stjålet af nogen, der havde en viden om kunst, er et særsyn:

»For det meste er gerningsmændene selv, i modsætning til hvad mange tror, ikke specialister eller eksperter i kunst. De er eksperter, men det er i at begå tyveriet, i at overvinde de forhindringer, der er, så de kan komme ind i området og stjæle værket. Vi ser også, at der kun er blevet stjålet værdiløse, men pæne ting, mens meget værdifulde kunstværker ikke er rørt«, fortæller Karl Heinz Kind.

DEN RUSSISKE MAFIA

Nogle gange får indbrudseksperterne ordrer. De bliver hyret til at stjæle bestemte billeder. Det er blevet et problem i Rusland, hvor kunsttyverier er blevet stadig mere organiserede, for eksempel af mafiaen. Vladimir Gordyenko, der er chef for Ruslands krimininalpoliti, meldte i april ud med, at kunsttyverier var blevet det nye mål for organiserede kriminelle bander. Rige kunstelskere eller kunsthandlere bestiller tyvene til at begå indbrud. For det meste er det de dårligt sikrede russiske museer, det går ud over. Sikkerheden er i bund, den er endnu dårligere end i Vesten, og der er stort set ingen penge til for eksempel alarmsystemer. I øjeblikket har det russiske kriminalpoliti en database på 40.000 stjålne kunstværker.

Når tyveriet er bestilt, er det selvfølgelig ikke svært at komme af med maleriet, violinen, bogen, eller hvad der nu er blevet stjålet. Der er jo en køber. Normalt er det sværeste at komme af med kunstværket igen:

»Når tyvene så har fået genstandene, står de over for et stort problem - at sælge dem og få penge ud af det. Det er meget vanskeligt at sælge sådan en genstand i nærheden af det område, hvor tyveriet blev begået.

Derfor bliver de sat til salg andre steder og i andre lande. Men det er stadig svært. Ingen antikvitets- eller kunsthandlere vil købe illegale kunstværker. Derfor dukker varerne i første omgang op på det sorte marked, hvor tyvene måske har kontakter til andre kriminelle«, siger Interpols kunstekspert.

Derfor gik der også lang tid, før sagen om den franske tjener blev opklaret.

SAGEN OM TJENEREN

De genstande, han stjal, kom aldrig ud på hverken det legale eller illegale marked. Han beholdt dem selv.

Sagen om den 31-årige tjener, Stephane Breitwieser, kom frem i maj i år.

Han boede i Strasbourg, men kørte hver dag over grænsen til Schweiz, hvor han arbejdede. I hans fritid var han kunsttyv. Han stjal for spændingens skyld, og han stjal det, han kunne lide. For det meste kunst fra det 17. og 18. århundrede. Stephane havde siden 1995 turneret rundt til museer over hele Europa. Blandt andet også til Kunstindustrimuseet i Danmark.

I november sidste år gik det galt. Han blev anholdt efter et tyveri på et museum i Lucerne. Kæresten, der ofte havde hjulpet ham, hørte om det, og hun skyndte sig hen til svigermorens hus, hvor kunstværkerne blev opbevaret. Den 53-årige kvinde flippede ud. Hun blev gal på sønnen, fortalte hun senere til politiet. Det var derfor, hun gjorde det: Skar malerierne itu og smed stykkerne af lærred ud med det almindelige skrald; samlede de andre stjålne genstande - for eksempel vaser, våben, musikinstrumenter - og smed dem i en flod.

I alt ødelagde hun for op mod 15 - femten - milliarder kroner. Mere end 60 billeder af store mestre - Cranach, Brueghel, Boucher, Watteau og så videre - var skåret i stykker. I alt bjærgede politiet 109 genstande fra floden. Flere af dem var ødelagte. Stephane Breitwieser har erkendt tyverier af 239 værker fra 174 museer.

»Den franske tjener skiller sig markant ud. I de fleste af de sager, vi ser, er motivationen penge. Selvom man ikke får meget for det. Generelt kan man højst få omkring ti procent af værkets værdi. Eller mindre.

Hvis gerningsmændene virkelig skal tjene penge på det, skal de ud på det professionelle kunstmarked«, siger Kind.

DE LANGE SAGER

»De fleste er tilbageholdende med at sætte genstandene på markedet lige efter tyveriet. Men i det lange løb er der mange sjålne genstande, der efterhånden dukker op på det legale marked, eksempelvis i auktionshuse.

Der er sager, hvor genstande dukker op, 10-15 år efter at de blev stjålet«, siger Karl Heinz Kind.

Sådan var det med syv malerier af den amerikanske kunstner Norman Rockwell. De blev stjålet fra et privat firma i USA i 1978. Væk var de.

Indtil 1994, hvor en brasiliansk kunsthandler forsøgte at sælge seks af malerierne til et amerikansk museum. Det sidste af værkerne dukkede først op i december sidste år, hvor FBI’s specialenhed for kunsttyverier fandt maleriet hos en anden brasiliansk kunsthandler.

Derfor kan kunstsager ikke blive forældede hos Interpol. Af de mere end 20.000 kunstværker der ligger i databasen, går de ældste helt tilbage til omkring 1910. I databasen ligger også 228 danske sager om tyverier - originale bøger af H.C. Andersen, danske frimærker, sydamerikansk keramik, japanske våben, malerier og så videre.

Flere private selskaber, der har specialiseret sig i at finde stjålen kunst, har store databaser. Blandt andre det engelske ArtlossRegister, der er ejet af auktionshuse og forsikringsselskaber. Selskabet, der arbejder sammen med Interpol, har cirka 126.000 stjålne kunstværker i databasen.

Størrelsen på databaserne siger selvfølgelig ikke noget om værdien af værkerne. En lille antik vase kan være vurderet højere end et stort oliemaleri. Men det er svært at sætte en præcis størrelse på den illegale handel med kunstværker.

»Jeg har hørt tal, der spænder fra 20 milliarder kroner til 80 milliarder kroner. Som man kan se, er spændet meget stort. Der er ikke nogen konkrete tal, et konkret materiale, som man kan bygge et skøn på, og derfor vil vi som politi ikke tage del i de spekulationer«, siger Karl Heinz Kind. De tal som Interpol har, er ikke gode nok til, at Kind vil spå om størrelsen på den illegale handel. Det er meget forskelligt fra land til land, hvor meget energi politiet bruger på kunsttyverier.

PRIORITERING

Både FBI og Scotland Yard har specialenheder, ligesom politiet i for eksempel Tyskland, Frankrig og Italien har det. Men det er langtfra alle lande, der beskæftiger sig med det. Herhjemme sidder der en hos Interpols danske kontor og følger udviklingen. Politiet har ingen, der ellers beskæftiger sig med det. Heller ikke den danske efterretningstjeneste, PET, har nogen ansatte på området.

»Den manglende fokus er vel et udtryk for en prioritering, som politiet foretager. De fleste lande har andre, mere alarmerende trusler - børnepornografi, terrorisme, kvindehandel og så videre. Derfor bliver kunsttyverier ikke prioriteret højt i de fleste lande«, siger Karl Heinz Kind.

»I mange lande ved man ikke, hvor mange kunsttyverier der bliver begået om året. Ofte viser statistikkerne fra de enkelte landes politi kun, om der er tale om indbrud, tyveri eller om det var et røveri med vold eller lignende. Den fokuserer ikke på, hvad der bliver stjålet. Tallene er mere et udtryk for den infrastruktur, politiet har i det enkelte land til at tage vare på kunsttyverier, end det er et udtryk for det faktiske antal kunsttyverier«, forklarer Karl Heinz Kind. Han vil nødigt spå, om den illegale handel og antallet af kunsttyverier er for opadgående:

»Det er svært at sige. Men det er sikkert, at der i hvert fald ikke er et fald i kunsttyverierne. Og de seneste år har der været tyverier af flere betydningsfulde værker«, siger han.

Det er ikke kun malerier, der bliver stjålet. Det er alt, hvad der har en værdi - tæpper, masker, barometre, skulpturer og så videre. Men billederne er populære.

»Tyve stjæler alt, som de forventer at kunne få en god pris for. Men de mest populære genstande er malerier. Det hænger sammen med, at der også er nogle praktiske hensyn: Det er nemmere at slippe af med et sammenrullet lærred end med et stort skab«, siger Kind.

Fakta: Berømte tyverier

Frankrig, Paris, 21. august, 1911:

Den mandag morgen havde flere af de ansatte lagt mærke til det. Leonardo da Vincis ‘Mona Lisa’ hang ikke på sin plads. Men Louvremuseet i Paris er stort, og alle gik ud fra, at det var en eller anden kollega. Men torsdag morgen var billedet stadig ikke fundet. Det var væk. Politiet blev tilkaldt, og afhøringerne begyndte, mens hele bygningen blev endevendt, men de fandt ingen spor. Der gik 27 måneder, før billedet dukkede op. En italiener, Vincenzo Perugio, forsøgte at sælge det til et galleri i Florence. Politiet blev alarmeret og tyven fanget. Han gjorde det ikke for at tjene penge. Perugio gjorde det af patriotiske grunde: Et så berømt værk, lavet af en stor italiensk mester, burde ikke være i Frankrig, mente italieneren. Hvad Perugio åbenbart ikke var klar over, var, at ‘Mona Lisa’ efter alt at dømme blev malet i Italien. Men Leonardo tog det med sig til Frankrig og solgte det til kong Francis I. Men hvordan stjal han det? Søndag aften gemte Perugio sig i et lille rum på museet. Mandag morgen, mens museet stadig var lukket, listede han ud og tog maleriet. Han skar billedet ud af rammen og gik ud af museet.

USA, Boston, 18. marts, 1990:

Klokken 01.24. Ved en af bagudgangene på Isabella Stewart Gardner Museum bankede det på døren. Vagten åbnede døren, og udenfor stod to uniformerede politibetjente. De havde fået et opkald om nogle ‘forstyrrelser’, der skulle undersøges. Vagten lukkede dem ind. Men de falske betjente overfaldt ham, lagde ham i håndjern og førte ham ned i kælderen. Den nat blev der stjålet for 300 millioner dollar. I dag er det over to milliarder kroner. Blandt andet forsvandt Rembrandts eneste maritime maleri, ‘The Storm on the Sea of Galilee’, Vermeers ‘The Concert’, Manets ‘Chez Tortoni’ og fem værker af Degas. Der gik syv år, før der skete noget. Politiet var på bar bund, så i 1997 besluttede museet sig for at hæve dusøren fra en million dollar til fem millioner. Politet fik nu flere tip. Et af dem kom fra en antikvitetshandler, William P. Youngworth III. Han var en lidt lurvet person, ikke helt fint i kanten. Men han fik politiets opmærksomhed, han virkede troværdig, og han fortalte, at han kunne skaffe malerierne. Han ville have pengene og fuld immunitet. Men som ugerne gik, smuldrede troværdigheden. Blandt andet gav han stykker af malingen fra det, der skulle være Rembrandts maleri, som bevis på, at han havde set malerierne. Undersøgelser i et laboratorium viste dog, at det ikke kom fra Rembrandts maleri. Forhandlingerne døde ud. Malerierne er stadig ikke fundet.